Lyver diktaturer om vækst? (Ja)

I de senere år har der været relativt meget skrevet om det nominelt kommunistiske diktatur Kinas lynvækst. Kina og lignende eksempler på diktaturer med hurtig økonomisk vækst har givet baggrunden for en hel litteratur indenfor statskundskab, der drejer sig om såkaldte ”developmental states” og særligt ”developmental dictatorships.” Et problem, som det måske ikke er særligt diplomatisk at påpege, og som litteraturen stort set har ignoreret, er om man kan stole på nationalregnskaber fra diktaturer.

Når man kritiserer, at mange stoler på landenes væksttal, peger folk i litteraturen ofte på, at tallene jo kommer fra Verdensbanken. Men Verdensbanken får sine tal fra landenes egne statistikbureauer, og kun i ekstremt sjældne tilfælde melder banken ud, at den ikke stoler på dem. Så hvad gør man og hvem stoler man på?

En ny artikel, der forleden udkom i International Studies Quarterly, præsenterer en smart måde at håndtere spørgsmålet på. Christopher Magee og John Doces (begge fra Bucknell University) har fået den gode idé at sammenligne de officielle vækstmål med vækst beregnet fra NASAs mål for lysintensitet om natten. Tricket er, at det er almindeligt kendt at lysintensitet om natten er tydeligt forbundet med økonomisk udvikling. Når der således er reel udvikling i økonomien, må der også ske udvikling i nattelyset. Og lysintensitet er ikke noget, man umiddelbart kan lyve om.

I artiklen ”Reconsidering Regime Type and Growth: Lies, Dictatorships, and Statistics” sammenligner Magee og Doces derfor de to vækstmål mellem 1992 og 2008, og sammenholder dem med, hvor demokratisk landet er. Konklusionen er næppe overraskende, men meget klar: Diktaturer lyver om deres økonomiske vækst. I gennemsnit overdriver diktaturer deres årlige vækstrater med mellem ½ og 1½ procentpoint, hvilket er ganske alvorligt, givet at en ’almindelig’ real vækstrate er 2,5-3 %. For demokratier er der stort set ingen afvigelse mellem de officielle og de imputerede vækstrater.

Pudsigt nok peger Magee og Doces resultater på, at de to lande med de største afvigelser mellem de officielle tal og de imputerede vækstrater er Kina og Myanmar. Over perioden 1992-2008 voksede den kinesiske økonomi med næsten 10 % om året. Lysintensitetstallene peger på en reel vækstrate på 4-5 % i perioden. Nok var Kina en succes i perioden, men sandsynligvis slet ikke i det omfang, de har påstået. Og man må også spørge, hvad det betyder for hypoteserne om the developmental state? Hvis diktaturer lyver i det omfang, Magee og Doces finder, bliver det svært at kalde mange af disse lande for ’developmental’ på nogen meningsfuld måde.

3 thoughts on “Lyver diktaturer om vækst? (Ja)

  1. Pingback: Hvem er de virkelige succeser? | Punditokraterne

  2. Pingback: Hvor troværdige er BNP-tal fra diktaturer? – Punditokraterne

  3. Pingback: Hong Kong og andre succeser i Asien – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.