Radikaliseringen af Europas unge muslimer

Hvorfor har de vestlige samfund så mange unge muslimer, som enten er eller er i fare for at blive radikaliseret?

For at besvare spørgsmålet, må vi starte med at skrue tiden tilbage.

Det radikale islam har rødder i politisk islam. Politisk islam, også kaldet islamisme, kan spores tilbage til årene efter 1. verdenskrig. I 1924 afvikledes det sidste islamiske kalifat som sidste trin i det osmanniske rige. Det nye Tyrkiets leder, Mustafa Kemal Atatürk så de vestlige samfund med deres liberale frihedsværdier og sekularisme som forbillede og forsøgte at skabe det ny Tyrkiet i det billede.

Det osmanniske riges endelige sammenbrud betød også afslutningen på det egyptiske Muhammed Ali-dynasti, som havde været en osmannisk provins, og fra 1867 en osmannisk vasalstat under stærk britisk indflydelse, og fra 1914 et regulært britisk protektorat. Det førte efter 1. verdenskrig til en revolte mod det britiske styre, og Egyptens uafhængighed blev erklæret i 1922. Briterne beholdt dog deres militære tilstedeværelse indtil General Nassers militærkup i 1954.I denne fase (mere præcis i 1928) dannedes det Muslimske Broderskab, som havde som mål at islamisere Egypten, så samfundet og staten byggede på muslimske værdier og principper.

General Nasser slog hårdt ned på det Muslimske Broderskab, og arbejdede i stedet på at skabe arabisk sammenhold (pan-arabisme) samlet omkring stærke arabiske nationalstater vendt mod Israel. Pan-arabismen og general Nasser led det totale nederlag, da de tre militært stærkeste arabiske stater på det tidspunkt (Egypten, Syrien og Jordan) planlagde et angreb, som havde til formål at fjerne Israel fra landkortet. I dagene op til krigen var stemningen euforisk blandt arabere og palæstinensere, men de fik et lammende chok, da Israel foranstaltede et modangreb, som eliminererede den egyptiske hær på få timer. Det var i den såkaldte seksdageskrig i 1967.

Det kom panarabismen sig aldrig over, og de nye styrer kom derefter under stærk vestlig (fx USA i Egypten under Sadat eller Jordan under kong Hussein) eller sovjetisk (fx Syrien under Assad) indflydelse. Særlig den sovjetiske indflydelse var forhadt fordi tilstedeværelsen var så manifest.

Efter den første oliekrise i 1973/74 tager Saudi Arabien så og sige over, da den olierige stat begynder at bruge sine petro-dollars på at udbrede sine fundamentalistiske religiøse budskaber: Der bliver bygget moskéer, universiteter, skoler, børnehaver etc. over alt i Mellemøsten. Dermed bliver der uddannet et helt nyt hold af religiøse prædikanter, som er mere fundamentalistisk indstillet end hidtil.

Udviklingen er langsom, men derfra gik det støt fremad mod en stærkere fundamentalisering af islam. Forskere talte om islams genopvækkelse.

1979 var et skelsættende år. Det var året for den islamiske revolution i Iran og det første islamiske styre siden kalifaterne. Revolutionen var ganske vist shiitisk (shiiterne udgør kun 10% af alle muslimer, og de er forhadte af fundamentalistisk indstillede sunnier. Sunnimuslimer udgør 90%), men den bidrog også til større selvbevidsthed blandt sunnimuslimer. Nytårsmorgen i året 1400 efter islamisk kalender angreb ca. 500 jihad-salafister Den Store Moské i Mekka – et angreb, som indvarslede begyndelsen på jihad-salafistisk terrorisme. Terrorangrebet fører i de følgende år til en række attentater og terrorangreb i Mellemøsten, hvor vi i Vesten almindeligvis kun kender til attentatet på præsident Sadat i 1981 og bomningen af den amerikanske ambassade i Beirut i 1983.

Op gennem 1980’erme samledes mange jihadister i Afghanistan i borgerkrigen mod Sovjetunionen og det afghanske styre. Den nuværende konge i Saudi Arabien, Sulman spillede en vigtig rolle som økonomisk sponsor og mellemmand i rekrutteringen af jihadkrigere. På det tidspunkt havde Osama bin Laden, hvis far havde skabt sig en formue på at stå bag alle større byggerier i Saudi-Arabien, også direkte adgang til Sulman og kongefamilien.

Efter russernes tilbagetrækning fra Afghanistan i 1989, vender Osama bin Laden blikket mod Vesten mod hvilken han erklærer krig i 1992 gennem en selvforfattet fatwa. Forinden opretter han al-Qaeda-netværket. Al-Qaeda forsøger at gennemføre sit første terrorangreb på vestlig jord året efter ved at bombe World Trade Center.

I 1998 udarbejder bin Laden og al-Qaedas nuværende leder, Ayman al-Zawahiri et nu fatwa, hvor man truer med et omfattende angreb mod amerikanske bygningssymboler. Det angreb gennemføres med succes tre år senere i 2001. Zawahiri er i øvrigt interessant i den forstand, at hans far var advokat for Sayyid Qutb. Qutb var en af Egyptens førende islamister, indtil han blev fængslet af general Nasser. I fængslet blev Qutbs sind gradvist formørket, og han endte med argumentere for, at voldelig jihad var en pligt for alle muslimer. Qutb var Osama bin Ladens store forbillede, ligesom han er et forbillede for de flest jihadister i dag.

For at afrunde den historiske gennemgang dannede sunnimuslimer i 2004 Islamisk Stat i Irak. Det skete efter en sunnimuslimsk revolte mod, at USA havde indsat mange shiamuslimer i den nye regering efter det amerikanske angreb i 2003. Islamisk Stat udvider sit territorium til Syrien under den syriske borgerkrig i 2013. IS rekrutterede mange jihadister fra Vesteuropa, og disse jihadister opfattes generelt som de mest voldelige og determinerede.

Vesteuropa har så og sige importeret hele denne udvikling. De første muslimske indvandrere, der ankom i slutningen af 60’erne og 1970’erne som gæstearbejdere var generelt relativt ikke religiøse, eller også holdt de en meget privat og lav profil med deres religiøsitet. Anderledes har de i stigende grad været med de muslimer, der er indvandret fra 1980’erne og frem. Fundamentaliseringen af de vesteuropæiske muslimer kommer også til udtryk ved, at efterkommerne er mere religiøse end deres forældre, som kom til Europa som indvandrere. De unge er således mere selvbevidste om deres kulturelle rødder, og deres religiøsitet er ofte et udtryk for oprør mod deres forældres ryggesløshed.

Religiøsiteten, som også kommer til udtryk ved en afstandstagen fra, for ikke at sige had mod, vestlige værdier og kultur og livsformer – bl.a. kvinders selvstændighed og ret til at tænke og klæde sig, som de vil – er blevet forstærket mangefold af de sociale medier, som ligesindede kan bruge til at gejle hinanden op og ofte på arabisk fjernt fra mediernes søgelys. De sociale medier har bevirket, at afstanden mellem Europa og de kulturelle rødder i Mellemøsten nærmest er blevet elimineret.

Religiøsiteten er også blevet forstærket af de mange moskéer, som der er blevet givet tilladelse til at bygge i Vesteuropa. Her taler prædikanter lystigt om at vestlige værdier og levevis ikke er vejen frem, og indimellem inviteres deciderede hadprædikanter, som maner til kamp mod Israel og Vesten.

Endelig er religiøsiteten blevet forstærket af, at mange muslimer samler sig i indvandrertunge betonghettoer, hvor de kan skabe parallelsamfund, fjernt fra de vestlige samfund, som omgiver dem.

La Courneuve og ‘Les banlieues’ i Paris forstæder, Rosengården i Malmø, Molenbeek i Bruxelles, Soldiner Kiez i Berlin, Mjølnerparken på Nørrebro og Gellerupparken i Århus. Regulære muslimske diasporaer. Der trives islamismen. Den kommer til udtryk ved en afstandstagen og en foragt for alt, hvad der er vestligt. Det er her unge muslimer finder deres identitet, og nogle springer over hegnet og bliver jihadister.

1 Comment

  1. Karsten, – i aviserne med det! Hverken folk eller journalister har styr på den islamiske oprustning. Og hvor godt, at du kun nævner Israel i egenskab af sin historiske birolle i islamiseringen.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑