Mindre progressiv registreringsafgift er ikke ”skævt” – selv om man elsker fordelingspolitik

Efter finanslovsaftalen om at sænke den progressive registreringsafgift fra 180 til 150 pct. er DF blevet kritiseret for at have medvirket til ”skæv fordelingspolitik”.

Argumentet? At de dyrere biler generelt købes af folk med højere indkomster. Altså kommer lettelsen især dem til gode. Observationen er i sig selv rigtig nok. Det er bare ikke noget godt argument for en progressiv registreringsafgift – heller ikke selv om man elsker fordelingspolitik.

Vareafgifter – og sådan én er registreringsafgiften – er ikke noget godt redskab til fordelingspolitik. Fordelingspolitik handler om at beskatte efter ”skatteevne”, men det er muligt at ”maskere” sin skatteevne ved at bruge mindre af den pågældende vare. Omvendt kan der være folk med lille skatteevne, som har en stor efterspørgsel efter den pågældende vare og bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt.

Det er ikke grebet ud af luften. Tværtimod er det let at finde eksempler. I vores husstand kører vi ikke særlig meget i bil og har en efterhånden temmelig bedaget Ford Focus stationcar. Der er andre familier med lavere indkomst, som har et større kørselsbehov og brug for plads til flere, og som derfor betaler mere i registreringsafgift, end vi gør. Trods deres lavere indkomst.

Hvis man gerne vil beskatte folk med høj skatteevne, er det bedste redskab indkomstskatten. Man kan begrunde topskatten og personfradraget (som spiller en stor rolle for skattesystemets progression) med sin kærlighed til fordelingspolitik, men ikke vareskatterne. Vareskatter kan derimod begrundes med eksterne omkostninger forbundet med forbruget af den pågældende vare.

Jamen, der er da også eksterne omkostninger ved bilkørsel? Jo, men de kan ikke begrunde den progressive registreringsafgift. Faktisk er de eksterne omkostninger allerede dækket af de øvrige bilafgifter (benzin-, diesel-, grøn ejerafgift etc.). Derfor er der ingen god grund til også at have registreringsafgiften – og slet ikke den høje progressive sats.

At afgifter bør bruges til at korrigere for eksterne omkostninger og ikke fordelingspolitik følger bl.a. af et grundlæggende resultat i skatteteorien. Det skyldes to økonomer, som rent faktisk elsker fordelingspolitik og ikke kan mistænkes for at slet skjulte ”neoliberale” motiver i ærmet: Joe Stiglitz og Anthony Atkinson.

Der er altså ingen gode grunde til den høje og progressive registreringsafgift. Hvis man elsker fordelingspolitik, kan man gå ind for at beskatte høje indkomster mere end små. Men at beskatte dyre biler hårdere end små giver ikke nogen fordelingspolitisk mening. Det er vel omfordeling mellem indkomster og ikke mellem biler, man er ude efter?

12 tanker om "Mindre progressiv registreringsafgift er ikke ”skævt” – selv om man elsker fordelingspolitik"

  1. Janus Agerbo

    Tyndt. Du indrømmer selv, at dyre biler (hovedsageligt)købes af personer med høje indkomster (at du har en anekdote om undtagelser ændrer ikke ved dette).

    Hvis du brugte din henvisning til at argumentere for en sænkning af afgiften kompenseret for en forøgning af indkomstskatten med samme beløb, så ville du kunne bruge din kilde til noget.

    At sænke en afgift på en luksusvare, som hovedsageligt købes af velbeslåede personer og sænke ydelser til specielt trængende mennesker er skævt. Det kan du ikke engang finde ud af at lave krumspring udenom, så lad du undlader pænt at beskrive den del af ligningen.

    Igen. Tyndt.

    Svar
    1. Uffe

      Hvordan forestiller du dig at du kan ændre registreringsafgiften og få et resultat bagefter der fordelingsmæssigt er fuldstændigt identisk? Er det ikke et selvbedrag?

      Dine subjektive værdier du tillægger et transportmiddel som en bil er ganske sigende for hvilken politik du vil forfølge. Det udsagn får mig til at slutte at du tilsyneladende er interesseret i at påtage dig rollen som samfundsdiktator der bestemmer hvordan resurserne skal distribueres, for at opnå netop dit personlige nirvana.

      Det er svært at sige meget andet end dit indlæg er logisk selvmodsigende. Hvad med de personer der, i dit verdensbillede, er “specielt trængende” har et stort kørselsbehov fordi de bor ude på landet?

      Svar
      1. Janus Agerbo

        Hej Uffe

        Man regner ud, hvad staten mister på at sænke afgiften og kræver det samme beløb ind et andet sted. Længere er den ikke. Det er ikke på nogen måde slevbedrag, men almindelig økonomisk beregning. Når man sænker afgiften uden at kompenserer mindsker man skattegrundlaget og har valgt at afstemme budgettet ved at skære ned et andet sted.

        Jeg tillægger ikke subjektive værdier til et transportmiddel, som en bil. Men konstaterer, som OBP også gør, at dyre biler, hovedsageligt købes af mennesker med store rådighedsbeløb. Lige som dyr kunst, dyre huse etc.

        Du behøves ikke gisne om mit ideologiske ståsted. Jeg går ind for omfordeling af ressourcerne i samfundet. Specielt, hvis det er valgt mellem om nogen kan få mad på bordet og vintertøj eller om andre kan købe flere statussymboler. At du læser det, som en ordblind, kan jeg ikke gøre noget ved. Men at omfordele ressourcerne er noget der sker i samfundet, hver dag uden at vi pt. lever i et diktatur.

        Til dit afsluttende spørgsmål kan jeg jo svare, at du åbenbart ikke følger med i forslaget. Afgiften bliver sænket for biler over mellemklasse biler og op. Hvis du har en lav indkomst og blot skal bruge et transportmiddel, så er det min antagelse, at sænkelsen ikke berører det køretøj du erhverver.

        Jeg vil opfodre dig til at lægge dine skyklapper og faktisk sætte dig ind i de ting, der bliver skrevet og debatteret. Det hjælper på relevansen.

        Svar
        1. Uffe

          Selvbedraget opstår når man taler om de “specielt trængende” og deres eventuelle lyst til at erhverve en bil. Afgiften gør det langt dyrere at opnå ejerskab, og den store skat på biler skævvrider markedets resurseforbrug, og er medvirkende til at de mest produktive iværksættere ikke vælger at yde den indsats de ville have valgt, hvis afgiften ikke fandtes. De mennesker der selv kan bestemme om de ønsker en reduceret arbejdsindsats og indkomst, fravælger typisk at producere yderligere fordi alternativomkostningen ved arbejdsvalget er for høj. De høje skatter er et subsidie til at holde fri, og ikke foretage sig noget.

          Det gælder både for en indkomstskat og for en vareskat – begge påvirker personernes valg i samfundet. Hvis man som mål sætter sig at opnå ejerskab af en særlig ting, må man gøre op med sig selv om målet er værd at gå efter. Sætter man snuden op efter en god bil, kan man lige så godt blive i hængekøjen frem for at først betale topskat og bagefter registreringsafgift. Derfor virker en dejlig bil ikke som så attraktivt et lokkemiddel for en iværksætter som det kunne have virket.

          OBP beskriver i sit indlæg, at en vareskat ikke fungerer som redistribueringspolitik og henviser til velkendte økonomer der har forsket i disse fænomener. De når frem til at det man skal bruge varebeskatning til er eksternaliteter, ikke til redistribuering.

          OBP skriver også i sit indlæg at registreringsafgiften lige så vel kan fjernes helt, fordi eksternaliteterne ved bilkørsel så rigelig dækkes ind ved afgifter på brændstof og ejerafgifterne.

          Herfra slutter jeg at dit ærinde er at indgå i flertallet af de demokratiske vælgere, flertalsdiktaturet, der vedtager at biler skal beskattes særligt hårdt, man ønsker at gøre det meget omkostningstungt at forsøge at opnå en menneskelig tilfredsstillelse ved at erhverve og føre en bil, man ønsker ikke en neutral tilgang til vareudbuddet, men man ønsker at gøre særligt bilejerskabet ekstraordinært dyrt. Sådan en politik er en diktator værdig, derfor brugte jeg det ord.

          Din egen politik angående indkomstdistribuering er også en diktator værdig. Du ønsker at plyndre folk deres ejendom, for at give den til de personer du finder mere egnet til resursen. Dit problem er undertiden at din umættelige lyst til at være god for andre folks penge er at med de redskaber du påtænker at tage i brug indfører du store negative omkostninger for resten af samfund – såsom at produktionen af værdifulde ydelser og varer reduceres og omkostningerne i samfundet øges.

          Det er kort sagt en fattigdomsskabende politik, det eneste der endnu har kunnet opretholde samfundet er den enorme drivkraft der findes i de private selskaber der forsøger at konkurrere på de internationale markeder. Uden disse kraftanstrengelse, som de iværksætter på trods af regulering og beskatningernes negative effekter, var der intet samfund.

          Svar
          1. Janus Agerbo

            Hvis ikke du vil anerkende, at mennesker, der har svært ved at få tingene til at løbe rundt er mere trængende end mennesker, hvis problem er hvilken luksusbil de skal erhverve sig.

            Vi er ikke uenige om, at vare afgifter ikke er optimale ift. omfordeling. Vi er sådan set heller ikke uenige om, at afgifter kun bør gå til at dække eksternaliteterne.

            Der hvor jeg mener kæden hopper af i OBP’s argument er, at det ikke stiller de mindst bemidlede ringere, at man beskærer statens indtægter. Hvis ikke man havde sænket afgiften, ville der være flere ressourcer til rådighed på statens budget og stramningerne ift. overførselsindkomster kunne have været mindre. Dermed er der givet til forbrug i toppen og taget fra forbrug i bunden.

            Hvis vi skal komme ind på, hvad der er fattigdomsskabende. Så er det netop at give til toppen og skær i bunde. Økonomisk set giver det heller ikke mening, hvis man ønsker at “sætte gang i hjulene”, der er pengene også bedre givet ud i bunden.

            Jeg ønsker ikke at plyndre nogen som helst. Hvis du ikke kan se, at skat er noget der betales til at holde et samfund kørende og til at sprede risici, mindske katastrofer for individer og skabe social ro til at der kan drives virksomhed, så er du ideologisk forblændet.

            Der er ikke noget diktatur over at omfordele goder i et samfund, at man ikke er 100% suveræn er en del af samfundkontrakten.

            Du er velkommen til at flytte på en øde ø, hvis du ikke mener andre mennesker er dit ansvar. Men robinson crusoe ville aldrig få valget mellem hængekøj og luksusbil.

            Svar
            1. Uffe

              Vores synspunkter er forskellige i og med du tilsyneladende tror at demokratisk samfundsstyring af en stat der råder over 50pct af økonomien kan give dig de resultater som du søger. Jeg kan anbefale dig at læse bogen “Taberfabrikken” af Ole Birk Olesen, der meget levende beskriver hvordan velfærdsstaten ikke har kunnet levere på nogen af de målepunkter du opstiller.

              Der er ikke tale om at “give” til de rige, i politisk kontekst. Der er blot tale om at “lade stå til”, lade folket selv handle og søge egen lykke på markedet. Staten kan nøjes med at sikre ejendomsret og orden. De som opnår den højeste indkomst har ikke fået noget – de har fortjent hvad de har opnået. De fortjener deres indkomst på det uregulerede marked fordi deres kunder frivilligt har valgt at købe produkterne, det eneste man kan sige dertil er at kunderne har valgt at købe produktet fordi det var mere værdifuldt end den sum penge de handlede bort. Kunderne står derfor bedre ved at købe end ved at undlade at købe.

              Problemet med beskatning er at man tager kapitalen fra iværksættere og forærer denne til forbrug af de politisk favoriserede. Man tager investeringskapitalen fra iværksættere der har demonstreret evnen til at imødegå forbrugernes ønsker, og kanaliserer midlerne til forbrug i stedet. På denne vis modvirkes kapitalakkumulation til fordel for forbrug. Den essentielle mekanisme til konstant at forbedre levevilkårene for markedsdeltagerne er netop kapitalakkumulation.

              Den franske økonom Jean-Baptiste Say viste for et par århundrede siden at efterspørgsel ikke kan øge produktionen. Vejen til velstand går via kapitalakkumulation og effektiv investering således produktionen af varer og ydelser svarer til forbrugernes ønsker.

              Essentielt så mener du tilsyneladende også at menneskelig værdi er målbar og sammenlignelig mennesker imellem. Det er en fejlslutning i min optik, idet menneskelig værdi er en flygtig størrelse, og ikke lader sig måle og styre. Den eneste måde at observere hvad mennesket værdsætter er ved at stille mennesket i en situation hvor det skal foretage valg – det eneste man herefter kan konkludere er at det valgte frem for det vragede var mere værdifuldt. Du kan ikke sætte tal på og derefter udregne at det er mest værdifuldt for samfundet at gøre et eller andet politisk for at øge samfundsværdien.

              Svar
  2. Janus Agerbo

    Hej Uffe

    Man regner ud, hvad staten mister på at sænke afgiften og kræver det samme beløb ind et andet sted. Længere er den ikke. Det er ikke på nogen måde slevbedrag, men almindelig økonomisk beregning. Når man sænker afgiften uden at kompenserer mindsker man skattegrundlaget og har valgt at afstemme budgettet ved at skære ned et andet sted.

    Jeg tillægger ikke subjektive værdier til et transportmiddel, som en bil. Men konstaterer, som OBP også gør, at dyre biler, hovedsageligt købes af mennesker med store rådighedsbeløb. Lige som dyr kunst, dyre huse etc.

    Du behøves ikke gisne om mit ideologiske ståsted. Jeg går ind for omfordeling af ressourcerne i samfundet. Specielt, hvis det er valgt mellem om nogen kan få mad på bordet og vintertøj eller om andre kan købe flere statussymboler. At du læser det, som en ordblind, kan jeg ikke gøre noget ved. Men at omfordele ressourcerne er noget der sker i samfundet, hver dag uden at vi pt. lever i et diktatur.

    Til dit afsluttende spørgsmål kan jeg jo svare, at du åbenbart ikke følger med i forslaget. Afgiften bliver sænket for biler over mellemklasse biler og op. Hvis du har en lav indkomst og blot skal bruge et transportmiddel, så er det min antagelse, at sænkelsen ikke berører det køretøj du erhverver.

    Jeg vil opfodre dig til at lægge dine skyklapper og faktisk sætte dig ind i de ting, der bliver skrevet og debatteret. Det hjælper på relevansen.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Janus skriver at “Man regner ud, hvad staten mister på at sænke afgiften og kræver det samme beløb ind et andet sted. Længere er den ikke.” men det er den altså!
      Det går ikke at se på, om staten er holdt ‘omkostningsfri’ eller hvad man vil kalde det. Det vigtigste her er at se på de afledte konsekvenser i resten af økonomien. Ellers kan man ikke vide noget som helst om nettovirkningerne af ens forslag. Og det er her, at selv voldsomt venstreorienterede økonomer som f.eks. Joseph Stiglitz peger på, at afgifter udelukkende bør bruges til at korrigere for eksternaliteter. Fordelingsvirkningerne er nemlig langt mere komplicerede og ofte modsat af, hvad der påstås fra politisk side. Kun at se på statens udgifter og indtægter er rendyrket nonsens.

      Svar
      1. Janus Agerbo

        Det er da et dejligt forum, hvor folk ikke kan læse.

        OBP argumenterer, at en sænkning af afgiften ikke er skæv, da beskatning på vareforbrug (iflg hans link) ikke er det mest effektive skatteværktøj.

        Jeg påpeger at det er Non sequitur argument. Artiklen der refereres til beskriver at indkomst skat er et bedre værktøj, end en indirekte skat til at indkræve en ‘lump sum’.
        Satte man derfor et mere effektivt skatte værktøj i stedet, kunne man argumenter, at en sænkning i afgiften ikke er skæv. (og jeg ville være enig)

        Men det er ikke tilfældet med afgiftssænkningen. Man regner med en reduceret skatte indtægt og som resultat skærer man i overførsler. Da dette alene sker med henvisning til statens finanser, så er det netop effekten på disse man skal se på.

        Alle forhåbningerne om, at det nok skal dryppe på degnen er ikke andet end neo-liberal ønsketænkning. Alt imens at de mest udsatte i samfundet får det ringere. Det er et politisk spørgsmål, om man ønsker et mere skævt samfund. Men det er kujonagtigt at forsøge at maskere det.

        Svar
        1. Christian Bjørnskov

          Kunne du evt. forsøge at dokumentere din påstand om at “de mest udsatte i samfundet får det ringere”? For jeg kender ikke til noget som helst evidens for det. Sådan en påstand er vel kujonagtig hvis nogen er det?

          Svar
    1. Uffe

      Det er ikke gratis at beskatte produktive personer for at give til uproduktive personer. Hvis du også ser på dødvægten som opstår når det offentlige skal bureaukratisere processen, ender du med et meget tungt system der ineffektivt flytter resurserne rundt i samfundet.

      I stedet for at skabe en stærk kæde mellem giver og modtager, som skabes ved private donationer og private organisationer der skal vise succes for at kunne tiltrække donationer, så brydes kæden når staten træder ind med lovgivningen og en særlig tilstand indtræffer hvor modtageren tror at det er hans ret at få penge fra staten.

      Det er midlertid ingen ret medmindre skattevæsenet kan indkræve midlerne hos borgere der stiltiende lader sig udplyndre.

      De engelske landsbyer der fik årlige besøg af vikingerne der plyndrede og nedbrændte landsbyen, foretog sig ikke nær så stor opsparing og kapitalopbygning som de ville have, hvis de havde følt sig sikre på at vikingerne ikke ville komme igen.

      Svar

Skriv et svar