Tirsdag den 24 november 2015 vil gå over i historien som dagen, hvor Sverige opgav sin sin status som humanitær stormagt, og fundamentalt ændrede sin asylpolitik, så den med virkning fra april 2016 kun vil opfylde EU’s minimumskrav. U-vendendingen skal ses i lyset af, at landet fungerer  som en magnet på flygtninge og økonomiske migranter. Med forventet 180.000-190.000 asylansøgere i 2015, og mindst ligeså mange i 2016, hvortil man kan tillægge familiesammenføringer (her kan man gange med en faktor 2,4), vil antallet af nytilkomne nærme sig den lille million, eller ca. 10% af Sveriges befolkning. Det kan Sverige hverken økonomisk eller kulturelt holde til, og det har den rødgrønne svenske regering omsider indset.

Asylstramningerne  vil bl.a. indebære, at:

• flygtninge ikke længere kan få automatisk kan få permanent opholdstilladelse med mindre de er kvoteflygtninge (i alt 5.000), eller de er under 18 år med eller uden familie. For andre vil opholdstilladelsen fremover være 3 år. Flygtninge med særligt beskyttelsesbehov kan få deres ophold forlænget med et år.

° Hvis en flygtning ønsker ophold udover de 3 år, skal pågældende præstere en skattepligtig indkomst, der viser at vedkommende kan forsørge sig selv (selvforsørgelseskrav).

• Endelig kan asylanter kun blive familiesammenført med deres allernærmeste familie, og det vil formentlig også indebære et skærpet forsøgerkrav.

Set i sammenhæng med de danske asylregler og de 34 asylstramninger, som V-regeringen fremlagde i midten af november, er de  svenske stramninger ikke særligt vidtgående. Eftersom Danmark har forbehold for EU’s asylpolitik, er Danmark ikke forpligtet til at overholde EU’s minimumskrav, men kan have, og har, langt strammere regler. Men der er også andre grunde til, at svenskerne ikke skal håbe på, at den ny asylpolitik vil bremse Sverige tiltrækningskraft på migranter.

Et karakteristisk træk ved flygtningestrømmen til Europa (vi ser et øjeblik bort fra økonomiske migranter) er, at der er vendt op og ned på det normale mønster. Det normale mønster er, at flygtninge (især krigsflygtninge) blot søger i sikkerhed, hvilket de kan finde i nærområderne. Derfor flygtede  de syriske krigsflygtninge ved borgerkrigens begyndelse altovervejende til Libanon, Tyrkiet og Jordan. Men fra og med 2014 er de i stigende grad migreret videre til Europa, og der er der blevet vendt op og ned på det hele: Frem for at søge asyl i Grækenland eller et af de første EU-lande, de kommer til (asyl kan de søge, fordi hverken Tyrkiet, Libanon eller Jordan er medlem af FN’s flygtningekonvention), rejser de flere tusinde kilometer for at nå deres bestemmelsessted. Nogle strander ganske vist i Grækenland, Bulgarien eller Ungarn, fordi de ikke har råd til at rejse videre, men langt de fleste søger til Tyskland eller Sverige med henblik på at skabe sig en tilværelse der. De starter som flygtninge i fx Tyrkiet, efter noget tid migrerer de gennem adskillige sikre lande med henblik på at ende som indvandrere i det land, de opfatter som mest attraktivt.

Den norske forsker Jan-Paul Brekke gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af, hvorfor flygtninge søgte asyl i Norge. Undersøgelsen( ‘Why Norway?’, 2010), der var interviewbaseret, nåede frem til, at ‘fremtidsmuligheder’ og ‘sociale netværk’ var vigtigere end asylpolitikken i bestemmelseslandet.

Ved fremtidsmuligheder forstod Brekke bestemmelseslandets velfærdssystem (herunder velfærdsydelser), muligheden for at få en uddannelse, mulighederne for at opfostre børn og mulighederne for at finde arbejde. Sverige scorer højt på samtlige parametre, og formentligt samlet set højest blandt alle 28 EU-lande, og det kommer den nye svenske asylpolitik ikke til at røre ved.

Den næstvigtigste faktor (bortset fra sikkerhed som jo gælder i alle EU-lande) var i følge Brekke ‘sociale netværk’. Herved forstås, at man allerede har familie og venner i bestemmelseslandet, og at der bor mange fra hjemlandet i dette land. Denne faktor kan man i bred forstand kaldes for diaspora. Som traditionelt indvandrerland opfylder Sverige i høj grad også dette kriterium, og derfor er der grund til at tro, at Sverige også fremover vil fungere som magnet for især syrere, afghanere og irakere, som i 2015 har domineret indvandringen i Sverige.

Dertil kan man tilføje Sveriges asylpolitik. Ifølge den svenske regerings udspil er der ikke lagt op til, at de svenske asylanerkendelsesprocenter skal reduceres markant. Disse er i forvejen blandt højeste i EU. Hvor anerkendelsesprocenten for syriske flygtninge er omkring 100% i både Danmark og Sverige, er det langt lettere for afghanere og irakere at opnå asyl i Sverige end i Danmark. Anerkendelsesprocenten i 2015 har for afghanere været 76,6% i Sverige mod kun 34,7% i Danmark, og for irakere 58,1% i Sverige mod kun 28,6% i Danmark. Sålænge Sverige ikke ændrer på den praksis, vil dette i sig selv fastholde landet som asylmagnet. Som det fremgår af figuren herunder er asylchancerne for afghanere og eritreere også gunstigere i Sverige end i Tyskland, mens det omvendte forholder sig for irakere. Det skal tilføjes, at anerkendelsesprocenten for irakiske asylansøgere er endnu højere (82%) i Finland, og det forklarer hvor Finland har fungeret som en magnet på netop irakere. I efteråret ændrede Finland dog den praksis, og det har stoppet strømmen af irakiske asylansøgere. Dette viser også, hvor vigtigt anerkendelsesprocentparametret er blevet. Hvis Sverige vil bremse migranttilstrømningen må det nødvendigvis gennemføre meget markante stramninger på dette område.

 

anerk-proc-4-nationalit

Hvis Sverige fremover vil indføre begrænsede opholdstilladelser, skal man også gennemføre en langt mere konsekvent hjemsendelsespolitik. I Sverige befinder der sig et meget stort antal, som gennem årene har fået afslag på deres asylansøgning, men som stadig befinder sig i landet. Der skydes på 50.000-75.000. Samtidigt er det gået ned ad bakke med effektiviteten i hjemsendelsespolitikken. I 2012 forlod 64% af de afviste asylansøgere Sverige,  2013 faldt andelen til 57% og i 2014 faldt den til 52%, dvs. kun lige godt halvdelen af de afviste asylansøgere forlod Sverige. Denne udvikling forklarer, hvorfor antallet af personer, der opholder sig illegalt i Sverige er steget eksplosivt. Det svenske politi har tilkendegivet, at det ikke har ressourcer til at opspore de mange illegale, men den byrde de står overfor, vil blive meget større, hvis Sverige implementerer den asylpolitik, som det i dag har annonceret.