Hvad nu? Om danskernes EU-skepsis og EU’s krise

Supereuropæiske politikere og EU-forskere forsøger som sædvanligt at fremstille danskernes EU-skepsis, som om at danskerne er nationalistiske og vender internationalt samarbejde ryggen.
Faktum er imidlertid, at danskerne er glade for globaliseringen og generelt begejstrede for traditionelt internationalt samarbejde. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan beslutningerne træffes i dette internationale samarbejde, og hvad det går ud på. Alle internationale organisationer på nær EU bygger på mellemstatsligt samarbejde. Dette betyder bl.a., at de internationale aftaler, som indgås, skal godkendes af det enkelte medlemslands regering og efterfølgende ratificeres i medlemslandets parlament. Dette sikrer en demokratisk kontrol med de internationale aftaler, som landets regering indgår. På den måde understøtter mellemstatslige organisationer det demokratiske princip om magtens tredeling. Men man skal dog ikke stikke sig selv blår i øjnene og bilde vælgerne eller sig selv ind, at dette sikrer fuld medbestemmelse i det internationale samarbejde. Det vil stadig være domineret af de store og mest magtfulde lande. Små lande kan heller ikke uden videre blokere for de aftaler, som de store lande indgår.
Som forsker har jeg selv i mange år beskæftiget mig indgående med såvel EU som WTO (Verdenshandelsorganisationen), som er den mest betydningsfulde internationale organisation udover FN. I WTO er princippet, at de små lande samler sig i alliancer eller koalitioner for at opnå større indflydelse. I internationale organisationer sker det også fra tid til anden, at en aftale ikke kan ratificeres i et medlemsland. Men det klares som ofte med, at landet i den internationale organisation opnår undtagelser eller ekstra indrømmelser.
EU derimod bevæger sig i stigende grad mod et overstatsligt samarbejde. Dertil kommer, at EU har en domstol, som fortolker EU-reglerne ekspansivt, således at dens domme trækker samarbejdet i stadig mere føderal retning.
En sådan domstol har WTO også, og det er faktisk den mest magtfulde globale domstol. Selvfølgelig skaber denne domstol også domspraksis. Mange af WTO’s regler er ikke fuldstændigt klare, og det er domstolens opgave, at fortolke reglerne og fastlægge en domstolspraksis. Men domstolen har ingen ambitioner om, at fortolke reglerne ekspansivt.
Begge organisationer har det tilfælles, at
1) at samarbejdet i stigende grad bevæger sig ind på politikområder, som førhen var eksklusivt nationale anliggender. I WTO er dette bl.a. sundhedsstandarder for fødevarer og miljøpolitik og i EU er det bl.a. asyl og migrationspolitik. I internationalt samarbejde kalder man også dette for positiv integration (hvor man skal aftale, hvilke regler, der positivt skal gælde) i modsætning til det både EF (nu EU) og GATT (nu WTO) var engang, nemlig negativ integration (fjernelse af told og handelsbarrierer). Når det gælder positiv integration, er lande meget heterogene, fordi de har forskellige præferencer med hensyn til hvilke regler og systemer, de foretrækker. Negativ integration er meget lettere, for her handler det bare om at blive enige om, hvilke nationale regler, landene ønsker fjernet.
2) deres medlemsskare er vokset meget betydeligt i løbet af en kortere årrække. Mellem 1980 og 2010 voksede EU f.eks. fra. 9 medlemmer til 28 medlemmer. Mens WTO (tidligere GATT) mellem 1985 og 2015 voksede fra ca. 100 medlemmer til ca. 180 medlemmer.
Konsekvensen af 1) og 2) er at begge organisationer er kommet i dyb krise, fordi det er blevet vanskeligere og vanskeligere at blive enige om noget.
Man kan tale om to ure: Forhandlingsuret i selve organisationer og omgivelsernes eller omverdenens ur. Til stadighed må organisationerne tage stilling til udviklingstræk og begivenheder, som organisationerne må tage stilling til, fordi begivenhederne ligger indenfor deres ressortområde. Men medlemslandene kan bare ikke blive enige om fælles løsninger, fordi de er uenige. Omverdenens ur tikker med andre ord lystigt derudaf, mens det andet ur er gået i stå. Urene kommer altså ude af sync. Derfor er både WTO og EU kommet i dyb krise. Men reaktionen i de to organisationer er meget forskellig, og så alligevel ikke helt.
I WTO har reaktionen været, at medlemslandene i stigende grad bypasser WTO, når de indgår nye handelsaftaler. Regionale og bilaterale handelsaftaler er således næsten eksploderet, siden WTO’s ministerkonference i Seattle i 1999, som afslørede afgrundsdyb uenighed, om at starte en ny handelsrunde. Dette er på ingen måde udtryk for, at organisationen er under afvikling. WTO er stadig omdrejningspunkt for mange globale handelsaftaler, som der værnes om, ligesom organisationens handelsdomstol fortsat er et meget vigtigt forum for handelskonflikter mellem lande. Men de regionale og bilaterale handelsaftaler er altså blevet stadigt vigtigere i bestræbelserne på at skabe friere handel mellem lande. De deltagende lande — store som små — ser også store fordele i disse nye aftaler: aftalerne skaber konkrete økonomiske gevinster, de er lettere at indgå og lettere at skræddersy til de deltagende landes individuelle økonomiske og politiske omstændigheder.
I EU er man derimod nærmest dogmatisk imod at bryde med organisationens enhedsprincip. Edinburgh-afgørelsen, som i sin tid sikrede de fire danske forbehold, var et revolutionerende nyt princip i EU, som man siden ikke har ønsket gentaget. Det gældende princip er, og har altid været, at alle skal gå i det samme jakkesæt, uanset hvor store eller små de er, og uanset deres individuelle omstændigheder. Så når der opstår en krise, er EU-Kommissionens svar, at så må vi alle bare have mere af det sammen, og på en endnu mere intensiv måde. Det ser man f.eks. i øjeblikket med flygtninge og migrantkrisen. EU’s forslag til at løse krisen på, er, at EU’s grænser dels skal sikres, og dels skal flere hundredetusinde flygtninge hvert år tvangsfordeles til medlemsstaterne gennem kvoter, uanset om de sætter sig imod eller ej. På længere sigt er ambitionen, at landes asylregler skal harmoniseres, og at der skal skabes minimumsregler for alt fra lommepenge til familiesammenføring. Redskabet for dele af denne pakke er forordninger, som har direkte retskraft i medlemsstaterne og kvalificerede flertalsafstemninger, hvor medlemsstater, især de små, som ikke har så mange stemmer i Ministerrådet, kan stemmes ned.
Sådan noget kan muligvis, omend ikke uden sværdslag, fungere i føderalstater som f.eks. den tyske, hvor det foregår på samme måde. Men ikke mellem nationalstater. EU er ikke en føderal stat, og bliver det formentlig aldrig, men alligevel opfører EU-Kommissionen og til tider Europa-Parlamentet og Tyskland sig som, der er en føderal stat.
Og det er lige præcis på dette punkt, at man finder hovedårsagen til danskernes skepsis overfor EU. Det er måske forkert at hævde, at danskerne ikke vil have mere EU. Men de vil ikke have mere overstatsligt EU. At Ja-politikere så enten hævder, at der ikke er noget alternativ til de løsninger, som EU presser ned over hovedet på danskerne, eller at opgivelse af forbeholdene ved folkeafstemningerne altovervejende kun har positive konsekvenser (jf. f.eks euro-kampagnen i 2000 eller den seneste kampagne omkring opgivelse af retsforbeholdet) skaber i tillæg også til mistillid til politikerne.
I Danmark har vi nogle rigtigt gode folkeafstemningsdebatter. Disse debatter bidrager til at højne danskernes viden om og indsigt i EU. Derfor er det ikke tilfældigt, at danskerne i Eurobarometers målinger af viden om EU konsekvent scorer blandt højeste i EU. Men vi har også brug for en mere nuanceret debat, hvor alternativer bliver debatteret på en fornuftig måde. F.eks. har jeg til dato ikke oplevet, at vi har diskuteret, hvorfor det går så godt økonomisk i de små og meget forskellige vesteuropæiske lande, der ikke er med i EU: Schweiz, Island og Norge.
Men måske bliver vi på et tidspunkt tvunget til en sådan debat. EU har reelt befundet sig i krise i mindst 15 år, og organisationen befinder sig nu måske i sin værste krise nogensinde. Organisationen er meget modstandsdygtig, men hvor længe kan det blive ved med at gå. Vi har i de senere måneder oplevet, at fundamentale EU-regler er blevet sat til side, og afløst af national enegang: Dublin-forordningen og indførelse af grænsekontrol.
Måske er det mest sandsynlige fremtidsscenarium, at en kerne af lande, eller kerner af lande bypasser EU og skaber et mere forpligtende eller et mere skræddersyet samarbejdet i mellem sig – præcis som det er sket i WTO. Skal Danmark være med i en sådan kerne og hvilken? Skal vi som periferiland associeres til en kerne, eller skal vi som Schweiz, Norge og Island have et løsere tilknytning? Vi kan ligeså godt starte den debat nu, for så bliver vi ikke taget på sengen, hvis et kerne-periferi-EU en dag bliver en realitet.

En tanke om "Hvad nu? Om danskernes EU-skepsis og EU’s krise"

  1. Hans Und

    Glimrende og oplysende post. Jeg supplere lige den her:

    “Dette betyder bl.a., at de internationale aftaler, som indgås, skal godkendes af det enkelte medlemslands regering og efterfølgende ratificeres i medlemslandets parlament. Dette sikrer en demokratisk kontrol med de internationale aftaler, som landets regering indgår.”

    I Dansk sammenhæng har vi det der kaldes “stiltiende” ratifikation. Det handler mestendels om såkaldte forvaltningsoverenskomster, f.eks dobbeltbeskatnings aftaler. Proceduren er kort fortalt, at folketingets fagudvalg nikker ja til at forhandlinger påbegyndes, en fem – ti år senere når teksten er skrevet ingås overensomsten så ved ministerens underskrift. Ratifikationen sker så ved, at lovgivningen tilpasses og henvisninger (som kan være uforskammet kryptiske) findes så i lovbemærkninger. På et eller andet tidspunkt udsendes der så f.eks en vejledning som oplyser dem overenskomsten har betydning for.

    Tunger traktater/overenskomster som kræver selvstændig lovgivning ender selvfølgelig med en egentlig folketings behandling.

    Nå ja; og så er der historien om, hvordan Flygtningekonventionen blev tiltrådt. Absolut nul parlamentaisk kontrol/inddragelse. Den historie gravede Informations Ulrik Dahlin frem, hvad han og bladet bør roses for, nu det er så sjældent de giver anledning til det med deres komplet ukritiske tilgang til det emne iøvrigt.

    http://www.information.dk/548485

    Svar

Skriv et svar