“Abildgate” – cannabis og konservative læsevanskeligheder

I går skrev jeg om de konservatives lettere ikke-konservative tilgang til den førte narkotikapolitik, hvor man argumenterede for at staten skal frelse borgerne fra dem selv.

De konservatives ordfører, Mette Abildgaard, argumenterede således med, at mennesket er ufornuftigt, hvorfor det er statens opgave at sikre borgerne ikke træffer ufornuftige valg.

Men der var andre bemærkelsesværdige ting ved folketingsdebatten den 18. november og Mette Abildgaards optræden.

Og Ikke nok med at de konservative mener at mennesker først og fremmest er ufornuftigte, de mener også at den førte politik rent faktisk virker langt hen af vejen.

Direkte adspurgt af Enhedslistens ordfører, Pernille Skipper, om hvorvidt det hjælper at kriminalisere brugerne, svarer Mette Abildgaard:

Eksempelvis kan jeg henvise til den ph.d afhandling, som er lavet af en lektor fra Ålborg Universitet som hedder Kim Møller, som peger på at en afkriminalisering vil betyde et markant øget forbrug.

Jeg har læst den ph.d. afhandling af Kim Møller, som Mette Abildgaard taler om. Der er tale om en tværfaglig analyse af kontrollen med gademarkedet for småsalg af cannabis i København 2000-2009. Afhandlingen handler altså kun om et hjørne af narkotikamarkedet.  Det er så hvad det er. Værre er (for Mette Abildgaard), at der ikke er belæg for hendes udtalelser i Kim Møllers afhandling. Snarere tværtimod.

Fra side 77 tll side 93 behandler Kim Møller forskellige kontrolregimer indenfor narkotikapolitikken og balancen mellem borgernes velbefindende og selvbestemmelse.

Indtil 2000 var den førte politik i forhold til cannabis relativt mild, og brugen af advarsler var en udbredt sanktion, ligesom politiets indstilling i store perioder groft sagt kunne beskrives som “at man blot skulle lade være med at ryge lige for næsen af dem”. Dertil kan jeg tilføje, at det kunne man så alligevel i 1970erne. Mens jeg gik på gymnasiet, havde politi i civilt været til stede ved en gymnasiefest, hvor der blev røget rimeligt åbenlyst. Ja faktisk foregik der hvad der i dag vel ville blive opfattet som handel  i det ene hjørne af kantinen, hvor festen blev holdt.

Eneste reaktion var, at rektor ved den efterfølgende morgensamling fortalte om politiets besøg og observationer, og anmodede om at  det ikke foregik på skolens område. Den var nok ikke gået i dag.

Efter 2000 er håndhævelsen og sanktionerne skærpet betydeligt i flere omgange, således at der i dag uddeles betydelige bøder ved beslaglæggelse af selv små mængder, uden det dog har haft den store betydning for det samlede forbrug i Danmark.

Og i modsætning til den udlægning, som Mette Abildgaard fremførte på folketingets talerstol, skriver Kim Møller (på side 91) eksplicit, at

Problemet med det målrationelle perspektivs kompromisforslag er ,at de ofte er aldeles uspiselige for retspolitikerne. For de fleste politikere vil forslag om at mindske straffen og retshåndhævelsen med henblik på at reducere kriminaliteten måske nok lyde som en god ide. Det går hurtigt over, når det kommer frem, at prisen formentlig er en stigning i forbruget. Formentlig en lille stigning, der slet ikke gør den samme samfundsmæssige skade som kriminaliteten udgående fra det sorte marked, jovist, men en uspiselig pille ikke desto mindre.

Problemet med afkriminalisering er altså ikke primært at forbruget stiger, men at de samfundsmæssige skadevirkninger er af sekundær betydning for en del partier. Tilbage står altså alene symbolpolitik.

Det er her værd at understrege at debatten mellem de politiske partier IKKE er mellem hvorvidt brug af illegale rusmidler er noget skidt – det er partierne enige om. Debatten handler om, hvilken politik som er mest effektiv. Problemet er bare, at man dybest set også er uenighed i forhold til hvad.

2 thoughts on ““Abildgate” – cannabis og konservative læsevanskeligheder

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.