Punditokraternes Julehilsen

Det er blevet dagen, som alle børn og barnlige sjæle har glædet sig til så længe. I tråd med traditionen opsummerer vi også her på stedet året, før julen virkelig går i gang: Når vi sætter os til julebordet i aften, kaster os over gaverne, eller – for nogle af os – er barn i 50 minutter med Disney.

Året har været godt for Punditokraterne, men næppe et storartet år for borgerligheden. Politikere i og udenfor Danmark kaster sig over vores privatliv som de ikke har gjort siden 30’erne. Danske politikere har været sjældent grådige og har intet mod på at tage et opgør med Skat, uanset hvor horribel, deres forvaltning er. Og ude i verden kan man se frem til et amerikansk præsidentvalg mellem pest og kolera, og et fortsat og stadigt mere sovjetisk Putin-regime i Rusland.

Men hos os er der heldigvis fremgang med fornyelse blandt skribenterne, Blogprisen, og stigende besøgstal, der toppede på 7591 den 6. november. Der er også lysere tider i bl.a. Spanien og Brasilien, hvor nye partier med liberale ideer tiltrækker unge stemmer og i Venezuela, hvor arrester, vold og trusler ikke var nok til at forhindre det socialistiske regime i at lide et enormt tab ved parlamentsvalgt tidligere på måneden.

I aften er det dog ligegyldigt, hvad man stemmer, spiser eller synger. Om man er den mest højkirkelige dansker eller – som undertegnede – ateistisk julenyder, er budskabet alligevel det samme. Fra alle os på Punditokraterne ønsker vi alle vores læsere og deres familier:

Glædelig Jul og Godt Nytår

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.