Gæsteindlæg: Sandheden om topskatten

Vi bringer i dag et gæsteindlæg af Mathias Falkenberg – en af mine tidligere studerende og nuværende kandidatstuderende på CBS. Indlægget følger nedenunder.

Det er ikke let for den almindelige dansker at vurdere, om en afskaffelse af topskatten er ønskelig eller ej, når de fleste af debattens parter dybest set ikke har forstand på det emne, de diskuterer. Det resulterer i, at hele debatten reduceres til en rent ud sagt primitiv og stagnerende diskussion om rimeligheden eller retfærdigheden i topskatten. Der er hårdt brug for at debatten får tilført tiltrængt viden, om hvad vi kan forvente, at en ændring i topskatten vil medføre.

Lad først os starte en simpel kendsgerning om skatteindkrævning. Det som staten har direkte kontrol over, er skattesatser, ikke skatteindtægter. Hvad skatteindtægterne viser at være efter, at skattesatserne er blevet ændret, er ikke givet på forhånd. Det er fordi, folk ændrer deres økonomiske adfærd, når skattesatserne ændres. Ord som skattetænkning, skattely eller skatteunddragelse ville ikke findes, hvis skattesatserne ingen indflydelse har på folks adfærd. Men på trods af denne simple kendsgerning, så har næsten alle mennesker en tendens til helt automatisk at antage, at skattesatser og skatteindtægter bevæger sig i samme retning. Men det er ikke sandt. Der har endda været flere tilfælde i historien, hvor marginalskattesatser var så høje, at en sænkning viste sig at føre til øget indtægter.

I 1921 i USA var marginalskattesatsen for indkomster over $100.000 (et enormt beløb dengang) helt oppe på 73% på trods af, at selve indkomstskatten kun var blev indført 8 år før, og at skattebyrden kun udgjorde knap 5% af den samlede økonomi. Men den daværende finansminister, Andrew Mellon, bemærkede at mange af de rige satte deres penge i skattely, såsom skattefrie kommunale obligationer, og derfor helt undgik at betale den høje marginalskat.

Efter et mislykket forsøg på at overtale kongressen om at afskaffe disse skattesmuthuller, prøvede Mellon i stedet at argumentere for lavere skattesatser. Han mente, at hvis det blev mere attraktivt for de rige at investere i produktive aktiviteter i den private økonomi, så ville det skabe mere produktion, højere indkomster og dermed større skatteindtægter, i stedet for at finansiere væksthæmmende prestigeprojekter ude i kommunerne.

Trods stor modstand og beskyldninger fra forskellige fløje om, at det var ”skattelettelser til de rigeste”, så blev Mellons plan gennemført, og marginalskattesatserne blev sat over en årrække for til sidst at ende på 24% i 1929. Og præcis som Mellon havde forudset, steg indtægterne fra indkomstskatter fra at udgøre $700 millioner i 1921 til at udgøre $1 milliard i 1929. Samtidig blev skattesatserne for lave indkomster også sat ned fra 4% til 0,5% i løbet af samme periode. Dem der tjente over $100.000 endte ikke kun med at betale mere i skat, men betalte også en større del af alle skatter.

Øvrige marginalskattelettelser gentog sig senere under J.F. Kennedy, Reagan og G.W. Bush administrationerne med lignende resultater. Ved en nyhedskonference i 1962 udtalte Kennedy: ”det er en paradoksal sandhed, at skattesatser er for høje i dag og skatteindtægter er for lave og den mest fornuftige måde at hæve indtægterne i det lange løb er ved at sænke satserne nu”.

Også i Europa har marginalskattesatserne været væsentligt højere før i tiden efter yderst skuffende resultater. F.eks. blev marginalsatserne i Storbritannien sænket efter, at have været oppe på niveauer så ekstreme som 95%, da det blev blændende tydeligt, at de rige på den ene eller den anden måde næsten helt undgik at betale noget. Denne skat gjorde selv The Beatles så frustrerede, at det gav inspiration til protestsangen Taxman, deraf sangteksterne:

”Let me tell you how it will be. There is one for you, nineteen for me. I’m the taxman, Yeah. Should five cent appear too small. Be thankful I don’t take it all.”

Selv i lande, hvor marginalskatterne er blevet sænket fra et væsentligt lavere udgangspunkt, har satser og indtægter bevæget sig i forskellige retninger. I USA i 2001 reducerede man de føderale indkomstskattesatser markant for alle indkomstgrupper inkl. den højeste marginalskattesats på 39,5% til 35%. Senere i 2003 reducerede man skattesatserne på kapital- og udbytteindkomst fra henholdsvis 20 til 15% og 33 til 15%. Trods dystre spådomme om en forestående budgetkrise steg skatteindtægterne fra knap $2000 milliarder i 2001 til godt $2500 milliarder i 2008, indtil finanskrisen så ramte og hele økonomien tog et dyk ned.

Der er en hel del uenighed blandt økonomer om, hvor den optimale marginalskattesats er. Dvs. det niveau hvor en yderligere reduktion af skattesatsen ikke længere vil føre til flere indtægter, men færre. I et studie fra 2010 konkluderede de to økonomer, Christina og David Romer, at stigninger i skattetrykket har en stor negativ effekt på den økonomiske vækst. Deres resultater muliggjorde, at den optimale skattesats kunne ligge så lavt som 33%. Christina Romer er tidligere formand for Obama administrations økonomiske råd, og hendes resultater kan derfor næppe afvises som højreorienteret propaganda. Andre økonomer har derimod vurderet, at niveauet er markant højere. Det er dog ikke et emne indenfor økonomi, som der indtil videre er blevet forsket meget i.

Dem som høje marginalskatter prøver at ramme, er også dem med de bedste forudsætninger for at slippe for høje skatter. Sveriges eksperiment med en supervelfærdsstat i 70’erne, resulterede i så høje skattesatser bl.a. en arveafgift på 70% og en marginalskat på 85%, at mange af landets rigeste simpelthen valgte at flytte til udlandet i frustration. De rige står ikke stille som får, der skal barberes, i modsætning til hvad fortalere for høje marginalsatser ofte syntes at tro.

De svenskere, der blev tilbage, gjorde store anstrengelse for at skjule deres indkomster fra staten, ofte med hjælp fra skatteadvokater og revisorer, der havde kronede dage. Dette kunne sommetider inkludere ulovlige metoder, som nogle dog vurderede, kunne være risikoen værd. Lignende fænomener, hvor skatteunddragelse er blevet til en nationalsport, er ikke unik for Sverige. Da deres økonomi stagnerede under vægten af de høje skatter, var de tvunget til at ændre kurs, og har i dag et skatteniveau, der er lavere end det danske.

Ved hjælp af elektroniske overførelser i vor dags globaliseret økonomi, er det lettere end nogensinde før for rige at flytte deres penge og indkomster udenfor skatteindkrævernes rækkevidde. Folk der leder efter job, er dem som bliver hårdest ramt, når private investeringer udebliver, fordi skattesatserne er for høje.

Finansministeriets egne beregninger på, at en afskaffelse af topskat vil koste statskassen 7 milliarder kr., er af mange blevet accepteret som en næsten ufravigelig sandhed, på trods af at andre danske økonomer har fundet frem til andre resultater (se f.eks. her). Men økonomi er ikke en præcis videnskab, og sandheden er, at ingen af os ved præcis hvad der vil ske, før efter en ændring. Det amerikanske Congressional Budget Office har gentagne gange taget fejl i deres beregninger, som ved skattelettelserne under Ronald Reagan og G.W. Bush.

De sidste mange årtier har produceret et bjerg af beviser for, at skattesatser og skatteindtægter ikke bevæger sig i samme retning. Historisk evidens, i alle slags sammenhænge, er ofte en stærkere indikator på, hvad vi med rimelighed kan forvente vil ske, end forudsigelser fra økonomisk modeller, som per definition baserer sig på urealistiske antagelser om den virkelige verden, og alt for ofte lider af mangel på forklarende variabler.

Det kan være god grund til at tro, at erfaringerne fra andre lande, også vil gentage sig i Danmark, hvis topskatten bliver afskaffet. Men uanset hvad man stadig tror på efter at have læst dette indlæg, så vil debatten om topskatten blive gevaldigt opkvalificeret, hvis folk i højere grad begyndte at tænke på skattesatser og skatteindtægter, som adskilte begreber, og blev bekendte med erfaringer fra andre lande.

3 tanker om "Gæsteindlæg: Sandheden om topskatten"

  1. Uffe

    Tak til Mathias for et godt indlæg om skatternes ineffektivitet til at finansiere svulmende velfærdsstater, og et ekstra tip med hatten for at påpege de økonomiske modellers svage sider.

    Det er også værd at pointere at Tyskland efter 2. verdenskrig stod for enden af sit socialistiske/nazistiske regimes skatteregler ophævede 95pct skatten på indkomst, og lettede bid for bid det bureaukratiske system af prisregulering, begyndte æra’en som populært kaldes det tyske mirakel.

    Overgangen fra høje skatter og priskontrol til friere marked og meget lavere skatter fulgte Tyskland fra et land i ruin til at blive en industriel stormagt.

    fra https://en.wikipedia.org/wiki/Wirtschaftswunder

    At the same time, the government, following Erhard’s advice, cut taxes sharply on moderate incomes. Walter Heller, a young economist with the U.S. occupation forces who was later to become chairman of President Kennedy’s Council of Economic Advisers, wrote in 1949 that to “remove the repressive effect of extremely high rates, Military Government Law No. 64 cut a wide swath across the German tax system at the time of the currency reform.” Individual income tax rates, in particular, fell dramatically. Previously the tax rate on any income over 6,000 Deutschmark had been 95 percent.

    Svar

Skriv et svar