Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …. ?

For nylig fandt det årlige møde mellem fremtrædende erhvervsfolk og politikere, krydret med de obligatoriske kunstnere, sted i Davos. En begivenhed man som liberalist og hvis man kan sin Public Choice, må se på med dybeste bekymring.

Samtidig udsendte Oxfam – i samarbejde med bl.a. danske IBIS – sin årlige “rapport“, hvis hovedbudskab som altid er at uligheden stiger og verden går af lave. Som tidligere år går man meget langt for at skabe billedet af en verden hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Alt sammen til formål at skabe opbakning til Oxfam og IBIS fortælling om at hvis bare man kom skattely til livs og de rige betalte deres “fair” del af skatten, så ville alting blive meget bedre.

Som IBIS skriver på deres hjemmeside:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

En historie som det også i år viste sig nem at sælge til verdens medier, ikke mindst herhjemme. Men også en historie som grundlæggende er falsk, ligesom Oxfam og IBIS rapport grundlæggende er uhæderlig. Hvilket dog kan være vanskeligt at opdage for det utrænede øje. Nemmere bliver det ikke af, at pressen videregiver rapporten, som var den udtryk for en faktuel og redelig gengivelse af virkeligheden. Det er der langt fra tale om.

oxfam
Netto-formue begrebet forklaret igen igen

Som jeg skrev, da Credit Suisse årlige rapport om verdens nettoformuer udkom i oktober, var det kun et spørgsmål om tid, hvornår OXFAM og Ibis ville udsende deres rapport, hvor de på det skammeligste manipulerer og misbruger Credit Suisse data.

Vi havde allerede sidste år en debat om brugen af netto-formue begrebet. En debat som både foregik i de traditionelle og sociale medier. Det har jeg skrevet om tidligere.

Grundlæggende er problemet at Oxfam og IBIS – mod bedrevidende – bruger Credit Suisse årlige estimering af verdens nettoformuer som mål for velstand og levelvilkår. Og det er ikke muligt. De skriver og taler konsekvent om “verdens fattigste” stillet op mod “verdens rigeste” ud fra nettoformueopgørelserne.

Som Christian Bjørnskov bemærker i en kronik i Børsen onsdag den 3, februar, “Ren nonsens i ny ulighedsrapport” om netop Oxfam og IBIS rapport:

Ibis og Oxfams problem skyldes først, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.

Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.

Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.

Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.

Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.

På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige.

Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.

Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.

Oxfam og IBIS rapport er med andre ord godt og grundig useriøs, med mindre man altså mener at de mere end 30 procent voksne danskere, som ifølge Credit-Suisse hører til verdens fattigste målt på formue, reelt er fattige.

Har man således en nettoformue (finansielle aktiver plus realaktiver minus gæld) på én krone, er man således rigere end 30 procent af voksne danskere tilsammen!

 

Medier og journalisters rolle

Lige som sidste år må jeg doge komplimentere Oxfam og IBIS evne til at få kritikløs omtale i medierne. Historien om de rige som bliver rigere og fattige som bliver fattigere og truslen fra stigende ulighed, slugte verdens medier igen i år råt og kritikløst – også Børsen viderebragte Ritzau-historien om at “62 personer ejer det samme som halvdelen af alle i verden“. I artiklen kunne man bl. a. læse følgende advarsel til verdens ledere fra Oxfams Winnie Byanima:

“Verdens lederes bekymring over den voksende ulighedskrise har indtil videre ikke ført til konkret handling – verden er blevet et meget mere ulige sted, og den tendens tager til i fart”

Problemet er bare, at Winnie Byanima’s udsagn er forkert på alle måder. Mere om det senere.

Efterfølgende er Oxfam’s rapport, lige som det var tilfældet sidste år, blevet kritiseret sønder og sammen, ikke mindst af økonomer.

Jeg havde selv en artikel i Raeson i sidste uge. hvor jeg under overskriften “Stop lige. Aldrig har så mange mennesker haft det så godt godt som nu“, påpegede at der ikke er faktuelt grundlag for Oxfam og IBIS påstand om, at :

”Kløften mellem rig og fattig bliver stadig mere ekstrem. Banken Credit Suisse afslørede for nyligt, at verdens rigeste 1 pct. nu har ophobet større værdier end alle andre mennesker tilsammen. Det er sket et år tidligere end forudset i Oxfam og IBIS’ prognose, der blev offentliggjort forud for sidste års World Economic Forum i Schweiz. Samtidig ejer den fattigste halvdel af menneskeheden 1.000 milliarder dollars mindre end for fem år siden. Dette er blot de seneste udtryk for en global ulighed, der formentlig er uden sidestykke i over hundrede år.”

Man undlader dog i modsætning til Credit Suisse, at påpege den væsentligste grund til det mindre fald i den globale nettoformue fra 2014 og til 2015, som er:

Den ugunstige valutakursudvikling [primært udviklingen i dollarkursen]. Tendensen for den underliggende rigdom forbliver dog generelt positiv”. Hvis man fastholder valutakurserne fra året før, ville formueudviklingen altså faktisk være positiv i alle regioner – altså også for den “fattige” (eller: mindst-rige) halvdel af menneskeheden (som jo bl.a. inkluderer 1.3 mio. danskere).

Hele øvelsen fra Oxfam’s side med at bruge Credit Suisse nettoformuetal er at “male et” på forhånd bestemt (dystert) billede af verden. Hertil er historien om de absolut rigeste’s netto-formuer i forhold til resten af verdens befolknings nettoformuer et nyttigt redskab, omend det måske nok hører hjemme i den mere kulørte del af pressen end i en rapport, som forventer at blive taget seriøs.

Jovist er det da “morsomt” at sammenligne verdens rigeste, som de fremgår af Forbes liste med alle os dødelige. Men om der skal 30, 40, 50, 62, 100 eller flere af dem til at have en formue svarende til “halvdelen af jordens befolkning”, som man ynder at skrive (som vist hvis man skal være helt korrekt er en del mere, da nettoformueopgørelserne alene laves for voksne mennesker, hvorfor 3,5 mia. udgør en meget større andel) er ret beset fuldstændig ligegyldigt. I forvejen forholder det sig således at 70 procent af verdens voksne befolkning tilsammen har en akkumuleret nettoformue svarende til 0,7 %, eller ca. 1.750 mia. dollars af verdens globale nettoformue på ca. 250.000 mia. dollars ved dagens kurser (medio 2015).

I virkeligheden er det langt mere interessant, at mens under halvdelen af verdens 400 rigeste i begyndelsen af 1980erne selv havde skabt deres formue, gælder det i dag 7 ud af 10 af USA’s rigeste, som vejer temmelig tungt på listen over verdens rigeste.

Og at, som påpeget af Christian i Børsen:

af de 400 rigeste amerikanere i 1982 var kun 6 pct. af dem eller deres efterkommere blandt de rigeste 25 år senere

 

evolution-chart-wide“10” betyder man er startet fuldstændig fra bunden “1” at man intet gør for at vedligeholde og øge formuen. Kilde: Forbes

Indkomsten stiger mest i udviklingslandene  

Hvis vi ønsker at bruge et enkelt mål for den reelle udvikling i levestandard, skal vi naturligvis bruge folks indkomst. Skal man tro Oxfam og IBIS går det skidt, men fakta er dog, at det går ganske glimrende.

Siden 1990 er andelen af mennesker, som lever i absolut fattigdom mere end halveret, mens den globale middelklasse er vokset kraftigt. Sagt med andre ord: Aldrig har så mange mennesker levet så godt, og så lille en andel levet i absolut fattigdom, som i dag. Og til de som går op i indkomstfordeling, er den globale ulighed målt ved GINI-kvocienten også faldene. ulighed 3 koncepterKoncept 1: alle lande vægtes lige. Koncept 2: der tages højde for indbyggertal. Koncept 3: der tages højde for hvert lands fordeling og befolkningstal. Kilde: Branko Milanovic

Med andre ord bliver verden ikke kun rigere, den bliver faktisk også mere lige. Altså det modsatte af hvad Oxfam og Ibis gerne vil bilde os ind. Oxfam og Ibis vil gerne give os indtryk af, at globaliseringen først og fremmest kommer de rigeste til gode, eller som man skriver :

”Der kan ikke herske tvivl om, at de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest. Vores økonomiske system er i den grad skruet sammen til deres fordel, og noget tyder endda på, at det bliver værre og værre. I stedet for at ‘dryppe nedad’ bliver indkomst og formue ’suget opad’ med foruroligende kraft.”

Til illustration af denne påstand anvender BIS og Oxfam nedenstående figur, som viser udviklingen hver decils akkumulerede indkomststigning målt i købekraftskorrigerede dollars.

ibis_indkomst


Figuren kan overfladisk give det indtryk, at de rigeste har opnået de største indkomststigninger – og det er uden tvivl også formålet med den valgte form. Der er bare det problem, at IBIS og Oxfams udsagn er lodret forkert.

Som påpeget af bl.a. Christoph Lakner og Branko Milanovic,  som IBIS og Oxfam interessant nok bruger som kilde. Har de nederste 8 deciler oplevet de største indkomststigninger, hvis vi ser bort fra den 1 halve decil.

Det fremgår tydeligt af nedenstående figur fra Branko Milanovic “Global Income Inequality in Numbers: in History and Now“, som viser den reelle indkomstudvikling fordel på deciler i perioden 1988 – 2008. Det fremgår her tydeligt, at det ganske enkelt er ukorrekt – for ikke at bruge endnu kraftigere udtryk.

Når IBIS skriver, at “Der kan ikke herske tvivl om, de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest”, må det avises som usandt.

Det er nemlig IKKE de, som i forvejen har mest, der er de store vindere. Således er det i den 8. – 10 decil, at vi finder de som har haft de laveste indkomststigninger i perioden, mens de største vindere findes i 4. til 6. decil.

Selv den ene procent højeste indkomster har oplevet LAVERE indkomstfremgang end 6. decil

non personalezedDen korrekte version af indkomstudviklingen siden 1988 er derfor at de store vindere er de 75 procent laveste indkomster samt den ene procent højeste. mens vi finder de største relative tabere blandt de 25 procent højeste indkomster (minus den famøse ene procent).

Det afspejler selvfølgelig at indkomstudviklingen har været mere behersket i den rige del af verden, hvis indbyggere alle er blandt de 25 procent højeste indkomster i forhold til resten af jorden befolkning. Måske med undtagelse af de absolut laveste indkomster.

Som Lakner og Milanovic konkluderer i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” :

A striking fact is that among the percentiles in 1988 that turned out 20 years later to have been the most successful part of the global income distribution, 90% of people came from Asia. Among the 1988 percentiles that 20 years later turned out to have been the least successful part of the global income distribution, 86% came from mature economies

Hvordan man får faldende indkomstforskelle til at se ud som stigende og afsluttende bemærkninger

Dette er ikke det eneste eksempel på hvad der kun kan ses som bevidst manipulation fakta. Et andet eksempel er hvorledes man behandler indkomstudviklingen i Brasilien, hvor den fattigste del af befolkningen har oplevet langt højere fremgang i indkomsterne end de 10 procent højeste indkomster (givet den nuværende situation kan man være meget bekymret for udviklingen fremover, men det er en anden sag).

I Oxfams og IBIS fulde rapport ledsages nedenstående illustration af udviklingen med følgende ord:

“In Brazil, where income inequality remains extremely high, the incomes of the poorest 50 percent more than doubled in real terms between 1988 and 2011, increasing slightly faster than those of the richest 10 percent. But the increase in the incomes of the top 10 percent equated to many more dollars in absolute terms, such that the absolute difference between the average incomes of the two groups also nearly doubled.”

brazilpoorDet er mildt sagt en besynderlig måde at beskrive en udvikling der indebærer, at de 50 proent laveste lønninger i den pågældende periode er mere end tredoblet (valget af periode kan også diskuteres, da perioden fra 1988 og frem til 1994 var præget af krise og meget høj inflation), mens de 10 procent højeste indkomster oplever mindre end en fordobling.

Af rapportens slutnoter fremgår, at

In 1988 the richest 10% of people in Brazil had a total income which was $166bn more than the total income of the poorest 50%. Between 1988 and 2011 the richest 10% saw their income increase from $218bl to $412bl (89%) and the poorest 50% saw their incomes increase much faster, from $51bil to $164bl (220%). Despite this faster growth, the absolute gap between the poorest 50% and the richest 10% who earned $412bn, had increased to $248bn (all values in 2005 PPP).

Med andre ord, hvis den historiske stigningstakt fortsætter, vil de 50 procent laveste indkomster i 2034 have en indkomst på i alt 527 mia., mens de 10 procent højeste indkomster vil have en samlet indkomst på 778 mia. dollars. eller 251 mia. Og så vil Oxfam og IBIS sikkert lægge vægten på at forskellen er steget med 3 mia. Men faktum er jo naturligvis at forskellen siden 1988 er faldet betragteligt. Det passer bare ikke ind i det billede, som Oxfam og IBIS ønsker at skabe om en verden hvor “den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk” som IBIS så malende skriver det, truer den fortsatte velstandsfremgang og fattigdomsbekæmpelse.
Men det er nok snarere Oxfam og IBIS aktiviteter som er til skade for den fortsatte fattigdomsbekæmpelse.

Konklusionen er, at man som udgangspunkt desværre ikke kan stole på hvad Oxfam og IBIS skriver. Det indebærer at deres materiale er uanvendelig og man ikke kan stole på dem. og det nytter jo ikke, at man hele tiden er nød til at checke alle kilder til en rapport. Det skal man med Oxfam og IBIS rapport – også i år.

Med andre ord er deres klippekort opbrugt for længst.

Desværre synes venstrefløjen ganske immun overfor fakta. Det fremgår tydeligt af en debat hos Lars Trier Mogensen i hans program “Det røde felt” på radio 24syv med Kristian Weise fra CEVEA. Uanset at de må give mig ret i at både metode og brug af begreber er forkerte, betyder det mindre for dem, da det “overordnede billede” billed åbenbart “føles” korrekt. Men hvis metoden er fejlagtig og begreberne misforstået, hvorledes kan man så hævde at konklusionen er korrekt? Men lyt selv. Man må virkelig undres.

1 Kommentar

  1. Det er vidst ligegyldigt hvad man kan rejse af velbegrundet kritik af disse organisationer, både de to nævnte og så alle de andre. Man må nok grave nogle snuskede personhistorier frem, hvis man vil have ørenlyd for det som det egentligt handler om, hvis det skal række til mere end et par kritiske indslag årligt.

    Herregud, at man bruger nogle få milliarder af andres penge passere, men skulle 10k af dem være gået til en privat elsker(inde) så rydder det forsiden på Ballade Bladet.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑