Hvor rigt var Latinamerika – og hvor er det på vej hen?

Som Niels Westy jævnligt har skrevet om her på stedet og på Americas, er der gang i Latinamerika. De sidste par måneder har både Argentina og Venezuela haft valg. Argentinerne valgte Mauricio Macri til ny præsident på trods af Kirchner-regimets lobbyarbejde for Daniel Scioli, og i Venezuela blev december-valget et styrtende nederlag for Hugo Chavezs arvtager Nicolas Maduro, der meget modvilligt – og muligvis med et nik fra militæret – accepterede nederlaget til den borgerlige opposition, der nu har et stort flertal i parlamentet.

Det særlige ved Latinamerika er, at store dele af kontinentet befinder sig i en slags økonomisk limbo mellem udviklingslandes status og den vestlige verden. I helt særlig grad har store dele af kontinentet en fortid, hvor landene var en del af den rige verden. Tager man f.eks. til Buenos Aires er Teatro Colón stadig et af verdens fineste operahuse, men også tydeligt et levn fra en glorværdig fortid. Andre steder i regionen kan man finde lignende indikationer om enten rigdom eller løftet om rigdom, som f.eks. Brasiliens arkitekttegnede hovedstad fra 1960erne, Brasilia.

Så spørgsmålet er først og fremmest, hvor rige de var engang? Figuren nedenfor, der primært er baseret på Madison-databasen kombineret i de seneste år med Verdensbank-tal på købekraftsjusteret indkomst, giver et svar. Argentina var relativt rigest i årene op til Første Verdenskrig, hvor landet nåede 80 % af den amerikanske gennemsnitsindkomst (den fulde, blå linje) og i nogle får år var lige så rigt som Danmark (den stiplede linje). I samme periode nåede Chile cirka 80 % af den danske indkomst, mens Venezuelas heyday tydeligvis var starten af 1950erne, hvor landet faktisk kortvarigt var rigere end Danmark. Figuren viser dog også den langvarige nedtur for Latinamerika, der kun for får landes vedkommende – Chile er et af dem, som eksemplificeret med de røde linjer – er vendt.

LatAm udv 20 aarh

Hvornår var de relativt rigest i forhold til Danmark? For de fleste latinamerikanske landes vedkommende var det en gang i 1940erne, da Vesteuropa var ramt af Anden Verdenskrig. De få anderledes lande er naturligt nok Argentina (1905), Uruguay (1912, 90 % af dansk indkomst), Honduras (1921) og Nicaragua (1929), hvor begge nåede en tredjedel af den danske gennemsnitsindkomst.

Sammenligningerne taler deres eget, triste sprog, men kan muligvis også bruges til at forstå den latinamerikanske frustration og selvforståelse. De var engang blandt verdens rige lande, men faldt bagud for 80-100 år siden. De endte med enten ganske idiotiske diktatorer eller populistiske regeringer uden interesse eller indsigt i, hvad der driver en økonomi fremad. Og med få undtagelser – Chile og Panama i særlig grad – har de sidste 50 år været et pinligt statsfald. Men det værste i dagens emne er dog, i hvor høj grad den latinamerikanske udvikling ligner den danske de sidste 25 år: Et gradvist, langsomt fald i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, kombineret med elendige politikere og en dansk selvforståelse, der er grundlagt i hvad vi var engang. Det egentlige spørgsmål er således, om Latinamerika viser os vores sandsynlige fremtid?

1 Comment

  1. René Tønder Nielsen

    20. februar 2016 at 12:56

    Danmarks relative fald i levestandard ift. såvel USA som “lande vi normalt sammenligner os med” vil formentlig fortsætte. Politikerne er et spejl af befolkningen; og vi har i Danmark over de seneste 30 – 40 år med det såkaldte velfærdssamfund ganske enkelt mistet evnen til at træffe hårde og nødvendige beslutninger.
    Vores relative tilbagegang vil antageligt, som de har været tilfældet især de seneste 10 år, desværre blive langsommelig (og langsommere end Latinamerika), da vores udgangspunkt tilbage fra 1950’erne og, til dels, 1960’erne trods alt var så stærkt.
    Hvorfor “desværre”? Jo, fordi de betyder at vi ikke får noget “wake up call”, men “bare” kan se på at vi langsomt, relativt bliver fattigere. Hvis vi fik et tilbageslag i økonomien på 10 – 20 %, så ville befolkningen – og dermed også politikerne – formentlig vågne op. Danmark bliver den europæiske udgave af Japan med “tabte årtier”.
    For den enkelte behøver det ikke at være noget problem. Man kan jo rejse til Schweiz, Singapore e.lign. lande; og det vil de mest dynamiske, unge mennesker jo gøre.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑