Om at blive rejseblasert

Jeg sidder i skrivende stund i et fransk TGV-tog, der ræser fra Avignon nordpå til Charles de Gaulle-lufthavnen ved Paris. Senere i dag boarder jeg et fly til Billund, så jeg har en dag, hvor der er morgenmad på et spa i St. Remy de Provence, frokost i Paris, og aftensmad hjemme på Trøjborg i Aarhus. Og det føles som en ret almindeligt kedelig dag.

Og hvorfor er det så interessant? Grunden er, at det slog mig hvor irriterende utaknemmelig, forkælet – og måske endda småsnobbet – mit 17-årige selv ville have syntes, en midaldrende Christian var. I 2. g fløj jeg alene fra Kastrup til Paris for at mødes et par dage for sent med min gymnasieklasse. Dengang var det lidt af et eventyr, inklusive et lift fra Næstved med en venlig svømmeoverdommer, der boede i Kastrup. Det samme var min første tur til USA som PhD-studerende, på trods af at det ’bare’ var en tur til en konference i Baltimore (af alle steder). I dag er det business as usual: Jeg er blevet rejseblasert uden at opdage det før nu.

Fænomenet er et af mange eksempler på, hvordan mennesker i ofte ekstrem grad vænner sig til mange ting. Det, der engang var luksus, er hverdag i dag. Det vi engang tog for givet, kan vi omvendt glædes over, når vores liv har ændret sig. Det er det, der i lykkeforskning teknisk kaldes adaptation – at vi dynamisk justerer vores forventninger, standarderne i vores liv, og det vi opfatter som hverdag. Lykken, luksusen, og oplevelsen ligger således i overraskelsen, og i det, vi ikke er vænnet til.

Det samme fænomen ligger bag mange ting, som folk undrer sig over. En del af (men ikke hele) grunden til, at velfærdsstaten ikke påvirker folks lykke – uanset hvad Oprah Winfrey har bildt amerikanere ind- er at vi vænner os ekstremt hurtigt til materielle ændringer, som vi ikke selv har valgt. Det samme gælder, så vidt vi ved, ændringer i skattetryk. Vi bliver heller ikke permanent lykkeligere af en større bil, et større hus, eller hurtigere internet, fordi vi blot justerer vores forventninger til, hvad sådan noget skal kunne, og hvad vi opfatter som ’almindeligt.’ Det er også en mekanisme, der bidrager til de fleste menneskers mentale robusthed, at de kan justere deres forventninger til liv og hverdag nedad, når det ikke går som de havde håbet.

Pointen er, at mens selve opholdet i Provence – et tre-dages kollokvium om tillid, uvidenhed og viden – har været ekstremt stimulerende, er selve rejsen ikke længere noget særligt. Der skal følge en ny oplevelse, nye inputs, eller andre mennesker med, før den permanent rykker ved noget. Den indsigt er vigtig, når man skal svare new-age folket, økologi-besatte, og civilisationskritiske, hvorfor vi ’ikke bare kan nøjes’, hvorfor det er så vigtigt at mere vil have mere, eller man skal imødegå ideen om, at det er bedst at tvinge sig selv til at forvente mindre.

Min og mange andre danskeres rejseblaserthed, som kan se forkælet og urimelig ud fra et græsk synspunkt, i et buddhistisk lys eller blot fra forældres vurdering, er stadig udtryk for det, Adam Smith betragtede som en gavnlig ting. Den lille utilfredshed, der nager os når vi er tilvænnet til noget, er en af de ting, der driver os fremad som enkeltindivider og som samfund. Hvis vi ikke havde den, ville vi stagnere og livet ville blive frygteligt kedeligt. At være rejseblasert kan føles som en moderne synd, men det er en integreret og positiv del af en moderne tilværelse. At vi så stadig kan have gavn af at stoppe op og opdage os selv en gang imellem, er nok ikke så skidt, ligesom glæden ved at se andres første oplevelser heller ikke er det. Så god tur, hvor end I skal hen denne gang.

5 thoughts on “Om at blive rejseblasert

  1. Anonym

    Så kunne forskningsverdenen måske spare nogle penge fremover ved ikke at placere så mange konferencer så mange eksotiske steder. I stedet kunne de samles i de centre hvor der i forvejen bor flest af forskerne.
    Jeg mener, det gør jo ingen forskel alligevel.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Når nu en god del af deltagerne kommer fra den del af Europa er det vel ret rationelt at lægge den der, ikke? Og workshoppen var finansieret af en fond, ikke universitetet. Men hvis du synes, at professorer i forvejen tjener vældigt flotte penge, er der måske ingen grund til overhovedet at rejse ud?

      Svar
  2. Mathias Falkenberg

    Det er også interessant, hvor smertefuldt folk oplever det, når de mister de ting, som de har vænnet sig til at bruge og tager for givet, på trods af, at disse ting tilsyneladende ikke gør dem lykkeligere.

    Svar
    1. Uffe

      Jeg tror et af elementerne i at blive lykkeligere er den konstante forbedring af den materielle velstand vi nyder. Så kan man måske pille en ting ud og sige, at lykkefornemmelsen er gledet væk når man har vænnet sig til den ting, men det er derfor ikke nødvendigvis sandt at hvis man mister tingen kan det ske uden reduceret lykke.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.