Man spørger ofte, hvordan det går med den demokratiske udvikling i verden. Medierne henviser med jævne mellemrum til den årlige rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House, der også udgiver en årlig rapport om pressefrihed. Begge dele bruges også ofte i forskningsøjemed, men hverken medier eller så fremragende forskere som Daron Acemoglu har en tendens til at overse det store problem med FH-rapporterne: Deres demokratibegreb er maksimalistisk, dvs. at i vurderingerne er mange andre forhold end demokrati taget i betragtning.

Det kan på mange måder være fint at definere demokrati i en slags kvalitetsvurdering, hvor korruption, pressefrihed, kvaliteten af embedsværket og mange andre ting er med. Det skaber for det første blot problemet, at man ikke kan bruge FH-indekset i forskningssammenhænge – det dur indlysende nok ikke at bruge et indeks, der omfatter en korruptionsvurdering, til at estimere om demokrati påvirker korruption. For det andet har de fleste en mere minimalistisk opfattelse af demokrati som et politisk system, hvor regeringer og parlamenter udskiftes ved frie, fair valg hvor alle voksne kan stemme.

Er indeks, der bygger på en minimal definition af demokrati, er derfor en stor hjælp i både forskningen, men også i en global debat om, hvor vores samfund er på vej hen. For seks år siden udkom Cheibub, Gandhi og Vreelands glimrende artikel ”Democracy and dictatorship revisited” i Public Choice, hvor forfatterne netop udviklede et minimalt indeks. I forbindelse med vores projekt omkring regimetransitioner har man ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg investeret i at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands såkaldte DD-indeks, så det nu omfatter 188 samfund op til 2015. Vi matcher blandt andet demokratidataene med nye data på kup og kupforsøg, der ligeledes strækker sig tilbage til 1950, men er opdateret til sidste år.

Med disse data kan man få et ganske godt billede af, hvordan demokratiet har det globalt. Vurderingen viser, at 60 % af verdens uafhængige lande er demokratiske i dag. Af de 72 ikke-demokratiske lande, er 40 civile autokratier – også kaldet elektorale diktaturer – mens 20 er militærdiktaturer og 12 er absolutte monarkier. Den overordnede og meget positive langsigtede udvikling er illustreret i figuren nedenfor, der illustrerer andelen af demokratier i seks dele af verden.

Demo udvl 85 15 global

Dataene gør det også klart, at der har været demokratiske tilbageslag de senere år. Demokratiet er således bukket under i Guinea-Bissau, Madagascar, Mali og på Maldiverne efter kup i henholdsvis 2010, 2009, 2012 og 2013. Thailand er også – i det mindste foreløbig – formelt et militærdiktatur, og i Burundi ser Pierre Nkurunziza for tiden stort på forfatningen og har svindlet sig til en tredje runde som præsident. Demokratisering i Egypten, der ikke gik som man kunne have håbet.

Omvendt er demokratiseringen af Tunesien gået ganske godt, ligesom Lesotho og Zambia begge skiftede regering ved relativt ordentlige valg i 2012. Malaysia har været gennem en demokratisk transition de sidste fem år og er i dag velfungerende, mens andre lande som f.eks. Ghana, der har været pænt demokratisk siden 1993, har beholdt sine politiske institutioner på trods af en ganske alvorlig krise. Selv i Venezuela, hvor Maduro-regimet med absolut udemokratiske midler forsøgte at bekæmpe oppositionen, tabte det alligevel parlamentsvalget i december sidste år.

Spørgsmålet er i sidste ende, om man skal være optimist eller om udviklingen overordnet er bekymrende. Pointen i dagens indlæg er, at før man overhovedet kan svare på dette spørgsmål, må man have et gennemskueligt og klart mål for, hvordan udviklingen faktisk er. Det er netop det, kvantitative data på trods af deres åbenlyse begrænsninger kan give. Når man derefter har dét billede, kan man begynde at tale om kvaliteten af demokratiet. Men det er en mere ideologisk bekymring, og en vi tager en anden dag.