Hvordan tager vi Skåne tilbage?

Op til weekenden må man gerne stille spørgsmål med et glimt i øjet. Det gør vi i dag med det lidt specielle spørgsmål i titlen: Hvordan tager vi som danskere Skåne tilbage fra Sverige, som i 1658 erobrede de østdanske provinser?

Før vi begiver os ud i denne diskussion, må man dog først spørge, om det er en god idé: Er Skåne virkelig besværet værd? Et umiddelbart svar er ja. Skåne står for cirka 11 procent af Sveriges økonomi og er blandt de bedre stillede regioner. Regionalproduktet per indbygger er 85 % af det svenske gennemsnit – Stockholms niveau er 140 % – og per fuldtidsansat er tallet 91 %. Regionen er dermed aldeles gennemsnitlig for Sverige udenfor hovedstaden og således på ingen måde økonomisk tilbagestående for resten af det historiske Danmark.

Regionen ligner også den anden side af sundet mere på den måde, at der er relativt færre store foretagender i Skåne og landbrugsjorden er langt mere frugtbar end i resten af Sverige. Landbruget har heller ikke været udsat for politisk idioti på samme plan som i Vestdanmark, så med et Skåne indlemmet i kongeriget kunne man måske endda bage brød med dansk mel igen. Frugtbarheden i det, der engang var Østdanmark, er dog også baggrunden for talemåden (på engelsk) You can have the People but not the Land. Med andre ord er skåningerne selv ikke så vigtige for mange svenskere udover det, de leverer af nationalprodukt til Sverige.

Har man først etableret, at en tilbageføring af Skåne er en god idé, må valget til enhver tid stå mellem to fundamentale approaches: 1) Enten en egentlig erobringskrig mod Sverige, der nok bliver nødt til at føres som en Blitzkrieg – et stort overraskelsesangreb i stedet for en pinlig udmattelseskrig; eller 2) En mere snigende danskificering, så Skåne pludseligt en dag kan stemme demokratisk for igen at slutte sig til kongeriget på den anden side af Øresund.

Skal Skåne vristes fra Victorias manikurerede hænder tilbage til den folkelige Frederik, er en krig næppe en begavet løsning. Nok bruger begge lande omtrent 1,2 procent af BNP på militæret, men da Sveriges økonomi er rundt regnet 65 procent større end den danske, er deres militære styrker også anderledes slagkraftige. Svenskerne ’lider’ i denne sammenhæng heller ikke under, at større dele af deres personel og materiel er bundet i internationale aktioner. En russisk- eller irakisk-inspireret angrebskrig, hvor politisk populær den end kunne blive, er dermed reelt ikke en mulighed.

Måden at gøre det på, må derfor være mere snigende. Indenfor denne overordnede tilgang kan en danskificering af Skåne fundamentalt ske på to måder. Den første er, at man helt bevidst kan forsøge at flytte danskere til regionen for langsomt at ændre på befolkningens sammensætning. Det var basalt set det, Tyskland gjorde i Slesvig fra 1890erne og frem, hvilket forvandlede Flensborg fra en helt overvejende dansk by til et sted, hvor tre fjerdele stemte tysk i 1920. En bevidst danskificering er svær, da man i et demokrati næppe kan slippe afsted med at tvangsflytte danskere til det, der stadig formelt er et andet land. Det kan derimod måske lade sig gøre med subsidier, som endda kan sælges som et tiltag til ”yderligere integration af Øresundsregionen.” Et sådant subsidie kan også vise sig at være populært, da København er dyr og de fleste boliger indenfor middelklassens typiske budget alligevel ligger ganske langt fra centrum, eller fra folks arbejdsplads. Offentlige subsidier, enten fra staten eller kommunen – der alligevel er økonomisk uansvarlig – kan bidrage til en danskificering af Skåne, mens de på undergravende vis ligner noget helt andet.

Det andet ikke-militære alternativ er, at dansk indenrigspolitik og københavnsk kommunalpolitik bliver ved med at være så borgerfjendtlig og faktaresistent, at flere og flere danskere i hovedstadsregionen vælger at flytte til Skåne, hvilket kan bidrage til en utilsigtet danskificering. Fortsætter Stockholms politikere den nuværende linje, hvor mange skåninger har den ikke urigtige opfattelse, at de ikke høres og måske heller ikke betragtes som rigtige svenskere – de er mere irriterende, politisk ukorrekte og reguleringsskeptiske mennesker der insisterer på at tale elendigt svensk – kan den stockholmske indenrigspolitik bidrage til det samme fænomen. En danskificering af Skåne kan således ske som en lidt pudsig eksternalitet af inkompetent politik og permanente regeringsfejl på begge sider af sundet.

Et sidste element er, at man muligvis kan lade sig inspirere af Ruslands krav i Østeuropa. Russerne har været dygtige til at benytte sig af små, lokale grupper som en slags femte kolonne. I Skåne har man således organisationer som Snaphanerne, der flager med et lokalt flag og en gang om året graver en grøft ved regionens grænse til Sverige. Der bør således være mulighed for at bruge disse organisationer som nyttige idioter i en gradvis overtagelse. Ligeledes kan russernes insisteren på en åben rute gennem Polen / Litauen til landets isolerede Kaliningrad-enklave inspirere til et lignende, internationalt argument: Vi bliver nødt til at være garanterede en transportrute gennem Skåne fra Malmø til Ystad for at have permanent adgang til Bornholm, der ellers nægtes mange nødvendige danske ting. Når den streg er slået gennem Skåne, er yderligere russisk-inspirerede krav en naturlig følge.

Når vi går i gang med at tage Østdanmark tilbage, er der således en række måder at gøre det. En række af disse muligheder er ikke blot internationalt acceptable – flere lande inklusive Rusland, Kina og Israel har gjort lignende gentagne gange – men også sandsynligt effektive. Uanset hvilket syn man lægger på sagen kunne politisk ukorrekte, småanarkistiske svenskere, der udtaler ’r’ nede i bunden af halsen, nemt blive meget almindelige danskere med en mærkværdig dialekt. Ville et dansk Skåne da være meget anderledes end Sønderjylland? Lad os endelig komme i gang!

4 Comments

  1. Artiklen tager ikke højde for den 3. mulighed, selvstændighed, der ganske vist er aldeles vanvittig, men hvis tilhængere kan – og bør – udnyttes som nyttige idioter som af den danske bevægelse.

  2. Det er næppe “danskificering” der kommer til at erstatte svenskerne i Skåne.

    De har selv sat gang i et andet projekt. Og med det in mente, er jeg ret sikker på at vi ikke ønsker Skåne retur.

  3. Hvad er status? Hvornår får skånningerne lov til at stemme om de ønsker at tilhøre Danmark eller Sverige? Det kan da ikke tage så mange år at få stablet en folkeafstemning på bagen. Tiden går.. og nu er der gået 350 år. Der må da snart til at ske noget på dette område. 🙂

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑