Tillid til mennesker og politikere

Der har de sidste par år været talt meget om danskernes lave tillid til politikere. Ser man på udviklingen i tillid til politikere i Danmark har den bestemt heller ikke være positiv for medlemmerne af Folketinget. Niveauet i 2014 var således på linje med niveauet omkring jordskredsvalget i 1973, og en enkelt undersøgelse pegede på, at danskerne har mere tillid til brugtbilssælgere end til politikere. Spørgsmålet der dog, præcist hvor lavt niveauet er, ikke mindst i forhold til andre europæiske lande.

Dét spørgsmål kan naturligvis besvares på en lang række måder, men som udgangspunkt er ’problemet’ at danskerne helt generelt har meget høj tillid til hinanden. Mit argument i dag er derfor, at tillid til politikere og andre grupper i samfundet må måles relativt til tilliden til andre mennesker mere generelt. Det kan i sig selv gøres forskelligt, men nedenfor bruger vi en bestemt approach: Hvor stor en andel af de adspurgte, har mindre tillid til politikere end til andre mennesker. Det kan lade sig gøre at måle fordi European Social Survey har stillet spørgsmål om tillid til andre mennesker generelt, men også til politikere, partier, politi og andre siden 2002. Figuren nedenfor er således baseret på svar fra godt 81.000 mennesker i 29 europæiske lande i 2012 og 2014.

Mistillid til politikere

Det bør ikke overraske nogen, at de to topscorere på mistillid til politikere er Spanien og Italien, hvor henholdsvis 83 og 80 procent har mindre tillid til medlemmer af parlamentet end til andre mennesker. Elendig økonomi, idiotisk politik og vedvarende korruptionsskandaler gør deres indlysende indhug i tilliden. Det særlige ved billedet er dog, at det viser at de næste pladser på dagens mistillidsbarometer holdes af Finland og Danmark, hvor tre ud af fire har mindre tillid til politikere end til andre.

De eneste lande, hvor målet er fifty-fifty – dvs. at tilliden er nogenlunde ens – er Schweiz og Albanien, men nok af meget forskellige grunde. Den generelle tillid er meget lav i Albanien – 3,0 på en 0-10-skala – mens Schweiz udmærker sig ved et anderledes demokratisk system. De to eksempler peger dog også på det særlige i Finland og Danmark: De er de to mest tillidsfulde lande generelt i undersøgelsen med scorer på 6,9 (Danmark) og 6,7 (Finland, ligesom i Norge), men tilliden udbredes tydeligvis ikke til politikere. I gennemsnit placerer vi således politikere to point lavere end dem, vi opfatter som andre mennesker. Med andre ord peger denne type sammenligning på, at danskerne ikke blot har lav tillid til politikere i forhold til hvad vi engang havde, men også har lav relativ tillid til politikere i forhold til næsten alle andre europæiske lande.

Mistilliden er der således tydeligvis, og bliver beklaget ofte og højlydt af politikere og en række kommentatorer. Det opfølgende spørgsmål, når man har dokumenteret status, er dog om det overhovedet er en dårlig tilstand. Med andre ord, burde vi have tillid til vores politikere, og er der overhovedet gode konsekvenser af at have høj politisk tillid? Min holdning er et nej – det er godt for demokratiet, at vi ikke har tillid til folkevalgte med så forsvindende integritet og kompetence som dem, vi pt. har siddende på Slotsholmen, og det har sandsynligvis endda gode konsekvenser, at vi ikke stoler på dem (læs videre her; ungated her).

6 tanker om "Tillid til mennesker og politikere"

  1. Kjeld Flarup

    Tager du ikke lige pludseligt en alternativ tilgang til tillid. Traditionelt så ser man vel på om man stoler på at modparten ikke snyder. Men her siger du jo direkte, og sikkert med god grund, at modparten bare er inkompetent. Det ligger intet ondt og lusket i det, viljen er der, de kan blot ikke finde ud af det.

    Dog vil jeg sige, at med det antal økonomisk uddannede som sidder i Folketinget, så er der en del som taler mod bedre vidende.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Kjeld, du peger faktisk på et af de konceptuelle problemer med politisk tillid. Folks svar reflekterer en blanding af hvordan de vurderer politikernes moral og deres kompetence. Men vi ved faktisk ikke, i hvor høj grad tilliden påvirke af kompetence og i hvor høj grad den handler om moral. Det eneste, man kan sige på dette mål, er at vi har faktoreret folks sociale tillid – altså deres vurdering af andre menneskers ærlighed og hæderlighed – ind i målet. Så det vi har her, er et mål for den ‘manglende’ tillid. Når det er sagt, har du helt ret mht. dit spørgsmå om tolkning.

      Svar
    2. Uffe

      Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på området, men det forekommer at der findes en økonomisk “skole” til ethvert synspunkt, hvor destruktivt det end måtte være, der legitimerer statslige indgreb i enhver henseende.

      Jeg er selv ingeniør, og i mit daglige arbejde rammer dårlige ingeniører naturlovene før eller siden. Hvis de ikke får skidtet til at fungere, så er det deres evner der er noget galt med. Der er hårde love der let eftervises og har meget stærk sammenhæng mellem årsag og effekt.

      I økonomi har man desværre ikke samme udryddelsesproces, hvor idiotiske politiske ideer får lov at leve år ud år ind selvom enhver der har gidet læse et par bøger om emnet kan se at ideen er tabsgivende og snylter på skatteyderne.

      Jeg ved ikke om det er en korrekt sammenligning, men der er en vis lighed mellem politiske ideer og lægelige indgreb i den menneskelige organisme. Man kan ikke nødvendigvis sige at fordi man foretog en vis politikændring så skabte det netop det resultat vi ser på nu – ligesom man ikke kan sige at en given medicin er årsagen til at patienten blev rask.

      Som jeg ser det er immunforsvaret og markedskræfterne overfladisk sammenlignelige, indgreb bliver forsøgt undertrykt og processen arbejder hele tiden mod bedring.

      En tåbelig politik kan eksistere mens økonomiske forhold forbedres, ligesom man som menneske kan spise dårlig føde og stadig trives.

      Svar
      1. Kjeld Flarup

        Uffe, din ingeniør analogi holder ikke helt, IC4, Polsag etc. Bare sælg noget til det offentlige, så behøver du ikke at kunne få det til at virke 😉

        Lidt mere seriøst, nogle ingeniørprojekter er så store at du aldrig rigtigt kan fastslå årsag og virkning.
        Det samme med en stat, det er fordi de er så store, at du ikke kan fastslå årsag og virkning.

        Medicinen er derfor oplagt, staterne skal beskæftige sig med færre ting.

        Svar
        1. Uffe

          Jeg tænkte ikke helt så store projekt-tanker, men på den enkelte opgave. Den dårlige ingeniør kan ikke løse sine opgaver fordi han ikke forstår naturlovene mens den dårlige politiker vedtager love som markedskræfterne forsøger at arbejde rundt om og stadig arbejder for at forbedre levevilkårene.

          Den automatiske proces hvor teknikken selv forsøger at hele og undertrykke ingeniørernes fjollerier i strid med naturlovene findes ikke.

          Svar
  2. Pingback: Mistillid til politikere er en god ting | Punditokraterne

Skriv et svar