Venezuela – en failed state

Skal Venezuela tilbage på vækstsporet, er det ikke nok at gøre op med den førte politik under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Det kræve et opgør med årtiers økonomisk politik.

Vi nærmer os hastigt Venezuelas endelige sammenbrud. Inflationen forventes at passere 700 procent i år, BNP er i frit fald. Der er udbredt varemangel og sundheds-systemet er brudt fuldkommen sammen. Der meldes om flere og flere plyndringer og optøjer.

I fredags erklærede præsident Maduro så landet i undtagelsestilstand i 60 dage og samtidig afviste regeringen at det kan komme på tale at udskrive en folkeafstemning om hvorvidt Maduro skal fortsætte eller ej, hvilket landets forfatning ellers giver mulighed for.

Undtagelsestilstanden begrundes med at Venezuela er under “angreb” fra både indre og ydre fjender af revolutionen. En begrundelse som er blevet brugt et par gange efterhånden.

Det lyder måske tosset i vores ører, men er helt i tråd med 1960ernes afhængighedsteori,  der udgør det ideologiske fundament for regimet.

Lørdag besøgte jeg Deadline, hvor emnet netop var krisen i Venezuela

Præsident Maduro’s dage er talte og Chavez “socialisme for det 21. århundrede” er på vej i graven. Spørgsmålet er alene hvordan slutspillet kommer til at foregå. Den store frygt er naturligvis at det ender i borgerkrigslignende tilstande. Formentlig bliver det hæren, som i sidste ende afgør Venezuela’s skæbne.

Godt nok sidder en del af Chavez gamle venner centralt placeret, men man kan jo håbe på, at der er tilstrækkeligt stærke krafter i den, der vægter forfatningen højere end at holde det nuværende regime ved magten. De konfrontationer man må forudsige kun bliver værre i den kommende tid mellem protesterende borgere og militær og politi kan blive afgørende.

Et lille håb kan man måske finde i, at det sandsynligvis var efter at have fået et løft med en vognstang fra netop kredse indenfor militæret, at Maduro i december anerkendte nederlaget ved valget til kongressen og accepterede valgresultatet, der gav oppositionen (MUD) et klart flertal.

Maduro og højesteret, som er fuldkommen i regeringens lommer, har dog sidenhen ved flere lejligheder vist at man er revnende ligeglad med kongressen, der bl.a. har krævet løsladelse af hvad den opfatter som politiske fanger.  Situationen er kaotisk og vi kan blot vente og se hvad der sker med bange anelser.

Venezuela er uden sammenligning Latinamerikas største og mest absurde tragedie de seneste 100 år. Måske verdens hurtigst voksende økonomi fra starten af 1920erne og 6 årtier frem. Blandt verdens rigeste lande, målt på BNP i 1950erne og Latinamerikas rigeste land frem til 1980erne.

I dag det måske det bedste eksempel på hvorledes olierigdom på en og samme gang kan være årsag til stor velstand og og et samfunds totale ruin. Både økonomisk og moralsk. Selv om Latinamerika gennem tiden har oplevet mange usædvanligt ringe regimer, både miltære og civile, kan ingen vist slå hvad der er foregået i Venezuela de seneste 18 år.

UdklipvenzuelaKilde: CEPAL

Hvor voldsom en nedtur Venezuela’s økonomi har været igennem – og hvor længe den reelt har stået på – fremgår med smertelig tydelighed af nedenstående sammenligning af BNP per indbygger for Spanien, Chile og Venezuela.

venzuela-chileSom det fremgår var Venezuela så sent som i 1980 rigere end både Spanien og Chile. I dag er man markant fattigere.

Venezuela før Chavez

Mens Venezuela’s katastrofale udvikling under Chavez er nogenlunde velkendt, er der måske grund til lige at repetere hvad der gik forud.

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeling af koncensioner.

I 1950erne gennemførte den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorveje, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen på militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, gennem omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Det skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderligere.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente at have  inden for disse sektorer. Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter stammede primært fra staten, som ydede lån med subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålages private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op – for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok.

Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget der har gentaget sig under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela ses tydeligt af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en interessant historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Ingen grund til optimisme for fremtiden

Set over udviklingen de seneste årtier, at der aldrig blevet etableret en fælles forståelse for at et  paradigmeskifte er nødvendigt.
Chavez “socialisme for det 21. århundrede” har således mere tilfælles med den førte politik de foregående årtier, end hvad der adskiller den.

Man må derfor spørge sig selv hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt.

Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret havde opført sig som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig sikre hurtig tilbagevenden til demokrati?

Det er tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart.

I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser.

Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

En tanke om "Venezuela – en failed state"

  1. Mike E

    Den voldelige, uduelige socialiststat, med barbaren Chavez, der har været vores venstrefløjs og journalisters kæledægge. Hvad siger det om venstrefløjen?

    Svar

Skriv et svar