Ulandshjælp og voldelige konflikter

Jeg ankom til Heidelberg i tirsdags og har startet mit sommerophold hernede på universitetets Alfred Weber Institut med deltagelse i den årlige konference for udviklingsøkonomer i Tyskland. Programmet afsluttedes i aftes med en præsentation af Martin Gassebner (Uni Hannover), der sammen med Richard Bluhm, Paul Schaudt (begge Hannover) og Sarah Langlotz (Heidelberg) har spurgt om ulandshjælp påvirker graden af voldelige konflikter i fattige lande. Tidligere forskning har generelt ikke kunnet blive enig og vist indbyrdes modstridende resultater. Det teoretiske billede er også tvetydigt, da bistanden – hvis den virker efter hensigten – vil skabe udvikling og dermed gøre konflikter dyrere, men også giver flere midler at slås om adgangen til. Gassebner et al. skaber i deres konferencepapir ny empirisk klarhed over spørgsmålet med et nuanceret ja.

Nuancerne kommer fra at splitte konfliktniveauet i fire niveauer: 1) Hvis der ingen er; 2) hvis der er mellem 1 og 25 dødsfald i forbindelse med f.eks. demonstrationer mod regeringen; 3) hvis der er mellem 25 og 1000 dødsfald, dvs. svære konflikter; og 4) hvis der er decideret borgerkrig. De tidligere studier har ikke skelnet mellem samfund uden konflikter overhovedet, og samfund med svage konflikter (niveau 2). Gassebner et al. viser, at det gør en forskel.

I et meget avanceret empirisk set-up peger deres resultater på et billede, som Martin over en kop kaffe betegnede som ”noget som tilhængere og skeptikere begge burde kunne lide.” Ved at bruge samfund med svage konflikter som udgangspunkt, viser det sig nemlig, at 10 % mere ulandshjælp gør det cirka 2,8 % mere sandsynligt at de svage konflikter slutter, og samfundet bliver helt fredeligt. De samme 10 % ekstra hjælp øger dog også risikoen med 1,5 % for at de svage konflikter eskalerer til voldsomme konflikter, og øger risikoen for at de udarter sig borgerkrig med yderligere 1,5 %.

De tyske forskerholds studie peger derfor på, at hjælpen har en polariserende virkning på samfunds konfliktudvikling. I nogle tilfælde bruges hjælpen fornuftigt, eller giver i det mindste noget fredeligt at lave, og bidrager dermed til ro. I lige så mange andre tilfælde bidrager de ekstra midler simpelthen til at eskalere småkonflikter til virkeligt ødelæggende begivenheder. I sidste ende er læren, at det ikke betyder så meget, hvad vi gør, men mere hvordan hjælpen i sidste ende bruges i modtagerlandene. Vi har som donorer meget mindre kontrol over den, end de fleste politikere og andre går og tror.

Skriv et svar