Med jævne mellemrum dukker der nyheder op fra Venezuela, og ingen af dem er positive. Som vi har skrevet om tidligere, og som interesserede har kunnet følge tæt på Americas, er landet nu i gang med en total økonomisk nedsmeltning. Selvom Hugo Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro begge har gjort hvad de kunne for at knægte landets frie medier, har det vist sig umuligt at styre nyhedsstrømmen ud af landet. Det samme er i stigende grad tilfældet i Cuba, hvor Obamas besøg for nogen tid siden både skabte opmærksomhed om cubanernes lidelser og gav dem en kort respit fra en grå tilværelse. Begge lande er i en miserabel tilstand, og ikke blot økonomisk. Det særlige ved de to historier er, hvordan de begge er så klare eksempler på, hvad der sker med et samfund, når man indfører faktisk socialisme.

Som Catos David Boaz mindede læserne om forleden, begyndte flere venezuelanske hoteller allerede sidste år at bede deres udenlandske gæster om at medbringe deres eget toiletpapir og sæbe. Boaz pegede på, at det er helt ækvivalent til hvad man lærte, da Sovjetunionen begyndte at åbne sig så meget op for resten af verden, at man kunne få faktuel viden om hvad der foregik. Sidst i 80erne, da Vesten først begyndte at få solid, verificerbar information, var der mangel på sæbe, vaskepulver og salt, og sukker var rationeret i Moskva. I en helt parallel udvikling i Venezuela skrev The Guardian – ikke ligefrem det mest liberale medie i den vestlige verden – i maj om, hvordan det er blevet del af den venezuelanske hverdag, at det er svært at finde mælk, kød og bønner i butikkerne (læs f.eks. her og her). I 2014 var historien mangel på mælk, majsmel og bleer, og året før var det store hit en app, der viste vej til nærmeste butik, der solgte toiletpapir. På det sidste er turen kommet til øl.

Fødevarefirmaet Polar har således måttet stoppe en væsentlig del af deres ølproduktion, fordi de ikke længere kan skaffe råvarer. Et særligt problem er, at malten købes hos et belgisk bryggeri, og Polar derfor har behov for udenlandsk valuta. Det er blevet et bureaukratisk mareridt pga. regimets byzantinske regler og kontrol med valutahandel. Polar har derfor meldt ud, at de må stoppe produktionen af øl. Præsident Maduros reaktion har været helt i tråd med, hvad man kender fra andre lignende regimer. Maduros fortælling om Venezuelas økonomiske genvordigheder hviler på konspirationsteori: Den officielle forklaring er således, at de tragiske mangelsituationer er en konsekvens af en økonomisk krig ført af oppositionen i samarbejde med USA. Maduro har derfor truet med, at firmaer der ligesom Polar stopper produktionen, deltager i den økonomiske krig mod ham og derfor risikerer at blive nationaliserede.

Problemet for Polar er, at selskabets normale fødevareproduktion overhovedet ikke er profitabel pga. et andet element af regeringens socialistiske politik: Omfattende priskontrol. Det har således i en årrække krydssubsidieret fødevarerne med indtægter fra ølsalget, for fortsat at kunne levere fødevarer til befolkningen. Polar står nu i en Kafkask situation, hvor de ikke kan få råvarer til at producere øl. Hvis de stopper med det, kan de ikke finansiere fortsat produktion af fødevarer, og så bliver de nationaliserede. Hvis de ikke stopper, går firmaet fallit, og så bliver det sandsynligvis nationaliseret. Hundredevis af andre venezuelanske firmaer er i samme situation, ligesom dusinvis af chilenske firmaer blev overtaget på lignende vis af det kommunistiske Allende-regime i starten af 70erne. Metoden har dybe, historiske rødder i den socialistiske verden. Lenin og Stalin nationaliserede og tvangskollektiviserede f.eks. størstedelen af det russiske landbrug ved at påstå, at ejerne var del af en økonomisk konspiration med udenlandske kræfter mod regimet.

Forsøgene på at styre økonomien fra centralt politisk hold er ødelæggende. Hvis man – rent teoretisk – skal styre en planøkonomi fra centralt hold, kræver det omfattende, detaljeret viden om specifikke forhold som produktivitet, efterspørgsel, umiddelbare omkostninger, sæsonfluktuationer og mange andre forhold ned på ikke blot vare-, men ressourceniveau. Som Ludwig von Mises demonstrerede allerede i 1920, skaber relative priser mellem varer og serviceydelser information om disse forhold i en fri markedsøkonomi. Informationskravene uden en fri prisdannelse er uoverstigelige, og selvom man kunne løse dem – ’moderne’ kommunister har ofte stor tiltro til computerkraft – ødelægger styringen ethvert privat incitament til innovation.

Alligevel er det påfaldende, hvor ekstremt dårligt, socialistiske regimer klarer sig på bestemte områder. Som titlen antyder, har socialistiske ledere meget specifikke problemer. Et af de særligt bemærkelsesværdige er, at mens det naturligvis kan være svært at forudsige efterspørgsel efter bestemte sæsonbetonede varer, er det forbløffende let at fremskrive behovet for toiletpapir. Selv en kommunistisk planøkonomi burde i princippet ikke have uoverstigelige problemer med at levere toiletpapir, medmindre der er usikre alternative produktionsformål, som papiret kan bruges til. Toiletpapir er heller ikke ligefrem en high-tech vare.

På trods af enkelheden er mangel på toiletpapir alligevel et gennemgående tema i de fleste socialistiske landes sociale virkelighed (se f.eks. her). Mange galgenhumoristiske vitser fra disse lande handler således om, hvorfor der trykkes som mange eksemplarer af Pravda, Granma, eller hvad det statssanktionerede medie nu engang hedder. Svaret er, at avisen da kan bruges til ét fornuftigt formål – at tørre sig bagi. Problemet med de brune måse, når butikkerne endnu engang er løbet tør for toiletpapir, demonstrerer på stinkende vis, hvor verdensfjerne, ligeglade og inkompetente, de fleste ’folkelige’ røde ledere faktisk er – og hvor elendigt, deres økonomiske system virker. For de tusinder af europæere, der er vokset op efter murens fald og med kun romantiseret misinformation om, hvad der faktisk foregik i Østeuropa, er den historie værd at gentage.