ER EU et fredsprojekt eller er det noget andet?

I 1972 publicerede forskeren Donald Puchala en af de mest citerede artikler om europæisk integration, “Of Blind Men, Elephants and International Integration (Journal of Common Market Studies), Vol. 11, 2: 267-284).

Titlen henviste til en indisk fabel om seks blinde mænd, som diskuterede, hvad det var for et dyr, de stod overfor ved at rør forskellige dele af dets krop, og de kunne ikke blive enige.

Sådan var det også med EF dengang i 60’erne, og sådan har det været lige siden. EF (nu EU) er et dyr, som det er svært at blive klog på. EU er en kompleks størrelse meden kompleks historie.

EU er IKKE et fredens projekt, som nogle politikere ellers har for vane at kalde det. EU er faktisk slet ikke et projekt. Hvad EU er, og hvad det skal udvikle sig til har altid været et stridsspørgsmål. EU er grundlæggende bare en politisk arena, som ligger i institutionelle rammer.

Men Tyskland og Frankrig har altid været centrale kollektive aktører i denne arena, mens en tredje kollektiv aktør, Storbritannien aldrig rigtigt har fundet ud af, om den hører til i denne arena eller ej. Dette har nejet ved den britiske folkeafstemning ikke ændret afgørende ved.

I forbindelse med indførelsen af euroen i 1999 publicerede jeg som seniorforsker ved DUPI (nu DIIS) en lille bog om euroen og de fransk-tyske relationer. Det blev DUPIs mest solgte bog nogensinde.

Her kommer et kortere uddrag:

Området omkring Rhinen, som adskiller Tyskland og Frankrig er fyldt med dybe historiske ar.Ikke mindre end 27 gange har de to lande ligget i blodige stridigheder med hinanden siden det 16. århundrede. I de seneste knap125 år er Frankrig tre gange blevet invaderet af tyske tropper. Også i efterkrigstiden har forholdet mellem de to Rhinlande til tider været præget af dyb mistro, misforståelser og rivalisering.Dette kan synes naturligt, når man tager den historiske arv i betragtning. Men det har også været præget af et dybfølt behov for forsoning og fred, ikke mindst fra tysk side. Gennem det europæiske projekt, som på grundlag af Rom-traktaten blev udbygget med en toldunion, senere et fælles marked, samt en fælles landbrugspolitik, kunne de to lande overskride deres traditionelle og destruktive fiksering på hinanden. Hovedmotiverne er imidlertid forblevet forskelligartede.

For Tyskland har det primært drejet sig om at hele historiske sår, at berolige Frankrig gennem et fredeligt partnerskab, at uddybe den europæiske integration med henblik på at binde landet stærkere ind i de vestlige institutioner, samt at skabe stabile institutionelle rammer for udviklingen af den stærkt eksportorienterede tyske industri.

Efterkrigstidens første store tyske statsmand, Konrad Adenauer, var stærkt besluttet på at indbinde Vesttyskland solidt til Vesten: kulturelt, militært, politisk og økonomisk.For Adenauer var hovedformålet med denne Westbindung at bryde afgørende med Tysklands fortid. Den vestlige verden forbandt han med demokrati, kristendom og social markedsøkonomi. Det var på grundlag af disse værdier, at det nye Tyskland skulle skabe sin nationale identitet. Værdierne blev skarpt afgrænset fra Tysklands nationalistiske, autoritære og militaristiske fortid, og ved udbruddet af de kolde krig i slutningen af 1940’errne i stigende grad med alt, der lå øst for Jerntæppet. Ifølge Adenauer blev det altså landets manglende forankring til Vesteuropa, som havde gjort den tyske Sonderweg mulig, og som havde fået det til at forfølge en strategi med løse og skiftende alliancer (Schaukelpolitik). med henblik på at opnå hegemoni i Europa. Som 1919 og 1945 viste med tydelighed, var denne politik gang på gang endt i nederlag og politisk isolation.

For Adenauer og efterkrigstidens politiske elite var det derfor en bydende nødvendighed, at det nye Tyskland blev bundet dybt ind i vestlige institutioner. De ønskede med Thomas Manns ord et “europæisk Tyskland, ikke et tysk Europa. Strategien tjente ligeså vigtige eksterne formål: at rehabilitere det nye Vesttyskland og berolige dets vestlige partnere, ikke mindst Frankrig, samt at skabe sikkerhed mod truslen fra øst. Dette kunne på længere sigt bane vejen for en tysk genforening.

For Frankrig har partnerskabet primært drejet sig om tenir le rang de la France: at udøve et europæisk politisk og økonomisk lederskab, som landets position i stigende grad ellers ikke berettigede til, samt at opbygge et Europa, som kunne frigøre sig fra USA og på længere sigt måske ligefrem ville blive i stand til at spille med sine økonomiske muskler over for storebroderen på den anden side af Atlanten.

For at kunne fuldføre denne mission, har det ikke været nok for Frankrig at binde Tyskland ind i de europæiske institutioner. Tyskland skulle både knyttes til Frankrig og Europa i et tæt symbiotisk forhold. I mangel af et stærkt fransk-tysk partnerskab ville Tyskland hurtigt komme til at dominere den europæiske integrationsproces gennem sin politiske, befolkningsmæssige og økonomiske vægt, og så ville Frankrig have nået lige vidt. Alene af denne grund har Frankrig været imod et føderalt Europa.

I efterkrigstidens bipolare system har hvor det ikke har kunne forfølge sin klassiske alliances des revers-diplomati for at holde sin østlige nabo i skak (équilibre germanique) har Frankrig altså været dybt afhængig af Tyskland. Som de Gaulle udtrykte det: “Det er Frankrigs skæbne,at intet kan opbygges uden Tyskland”.

Med henblik på at kontrollere indbindingen af Tyskland og fastholde den franske indflydelse i Europa (og verden) har det samtidigt været bydende nødvendigt at bevare ligevægten i forholdet. Et sådant dobbelt afhængighedsforhold fører naturligvis til tidligere tiders angst og rivalitet. Således er Frankrig blevet hjemsøgt af gamle dæmoner hver eneste gang, Tyskland har vendt blikket mod Østeuropa (Drang nach Osten) hvad enten det har været for at søge udsoning (Brandt), opnå russisk accept af tysk genforening (Kohl) eller stabilisere de nye demokratier i øst gennem optagelse i EU (hvilket i Frankrig har skabt frygt for et nyt tysk-domineret Mitteleuropa. I den økonomiske sfære har forholdet til Tyskland derimod været et konstant tema i den franske debat. Dette hænger både sammen med, at Tyskland som handelsnation har haft et friere spillerum i denne sfære, og ikke mindst med at D-markens styrke har været de mest synlige bevis på, at Frankrig er blevet svækket overfor Tyskland. Fra og med 1980’erne, hvor dette for alvor gik op for franske regeringer,er Frankrig blevet endnu stærkere indstillet på at uddybe den europæiske integration med henblik på at gøre Frankrig større. Dette har omvendt sat den særlige franske statsnation-tradition under pres.

Sammenfattende har det fransk-tyske forhold været et spørgsmål om benhård realisme. Det er ikke fortrinsvis en alliance mellem to venskabelige vendt imod andre, men snarere et forhold, som har gjort det muligt for den ene magt at kontrollere den anden, og for den anden magt at kontrollere sig selv.

2 Comments

  1. Kan man ikke godt sige at kul og stål fællesskabet var et fredens projekt – blot kun i det Fransk Tyske forhold.

  2. Jo, det kan man absolut godt, Keld. Og så vil jeg pointere noget, som totalt overses,eller rettere er blevet glemt i den danske debat, nemlig at hele efterkrigstidens institutionelle arkitektur, blev udviklet på baggrund af de smertelige erfaringer fra de to verdenskrige. Den amerikanske udenrigsminister under FDR, Cordell Hull var i den grad opsat på, at få skabt en institutionel arkitektur, som var fredskabende.

    Forhandlingerne startede internt i Washington allerede efter Pearl Harbour, og de blev intensiveret efter det tyske nederlag ved Stalingrad, for da stod det klar, hvor det bar henad.
    USA med Cordell Hulli spidsen forestillede sig et nyt verdensforbund, som var langt mere forpligtende, og som havde langt flere beføjelser, end Folkeforbundet. Han forestillede sig en international handelsorganisation (ITO), som var langt stærkere end WTO, som først kom til verden næsten 50 år enere, han forestillede sig et forpligtende valutasamarbejde, som i afskallet form førte til Bretton Woods i 1958, han forestillede sig en udviklingsbank til genopbygning af de europæiske økonomier. Det førte til OECD i slutningen af 1940’erne.

    Sammenfattende blev institutionerne kun en afglans – jeg vil ikke sige svag afglans, for de var med datidens øjne vidtgående, men ikke så vidtgående, som det var tanken. Benhård realisme og nationale interesser har altid spændt ben for vidtløftige tanker.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑