Grüsse aus Heidelberg 2: Best for Britain

Forleden skrev vi om, hvad man kan forestille sig, der sker efter Brexit. Enkelte kommentatorer drømmer stadig om, at briterne alligevel snor sig udenom vælgerne og forbliver i EU. Det er dog næppe sandsynligt, da det vil være den sikre vælgerdød for en række fremtrædende politikere. Enhver diskussion om konsekvenserne af Brexit må starte med, at Storbritannien rent faktisk forlader EU. Som vi skrev i weekenden, og som Thomas Barnebeck også bevægede sig hen mod at sige i Deadline mandag aften, afhænger en ganske væsentlig del af konsekvensen af, hvad briterne selv vælger at gøre. Dagens overvejelser fra det sydtyske handler derfor om, hvad det bedst britiske respons kan være.

I det spørgsmål er jeg helt på linje med Alberto Mingardi og den glimrende Emily Skarbek, hvis anbefaling er simpel: Frihandel, frihandel, frihandel. En ensidig britisk politikretning til frihandel, eller en status meget tæt på ikke at have handelsbarrierer overfor resten af verden, vil først og fremmest være stærkt gavnlig rent økonomisk. Det er en anbefaling, som noget i retning af 95 % af verdens økonomer kan skrive under på – vi er uenige om mange andre ting, men de gavnlige virkninger af handel er bestemt ikke en af dem – og det er et område, hvor briterne har stolte traditioner. Omvendt er det et af de ømmeste punkter for EU. Nok er der formelt fri handel indenfor det indre marked, men udadtil er EU en af de største protektionistiske kræfter i verden. Tolddiskussioner i EU tager altid afsæt i et fransk, merkantilistisk verdenssyn, og selv internt har flere lande svært ved at lade være med at fifle med tekniske handelshindringer.

Man må derfor spørge, hvor store chancer et frihandelsforslag har i Storbritannien? Svaret er, at det i høj grad kommer an på, hvordan det bliver håndteret, men flere elementer taler for. Først og fremmest har landet stolte traditioner – det er ikke tilfældigt, at det var Adam Smith og senere David Ricardo, der først beskrev de utvetydigt positive virkninger af frihandel. Den første globaliseringsbølge blev også skudt i gang af briternes ’Repeal of the Corn Laws’, dvs. deres ophævelse af toldbarrierer på landbrugsvarer fra 1846. For det andet vil et frihandelsforslag demonstrere ’politisk vilje’ og mod, hvilket der i den grad mangler i både britisk og fælleseuropæisk håndtering af Brexit-beskeden. Det kan således have en politisk logik, uanset hvad de normalt principløse politikere ellers mener, ved at være en vælgervindende strategi. For det tredje kan et ryk mod ensidig frihandel i den særlige situation efter Brexit være lettere end ellers. Enhver handelsliberalisering er normalt modarbejdet af stærke særinteresser, og der findes en del industri i Storbritannien, der kunne have interesse i at bibeholde høje barrierer. Men i den særlige situation i det urolige kølvand på Brexit, er alle den slags særinteresser svækkede.

På EU-siden er der grund til bekymring. Pressemødet i mandags afslørede en Francois Hollande, der sammen med Italiens Matteo Renzi er klar til at tage teten i unionen. Og der er absolut ingen grund til at tvivle på, hvad de vil: Med Storbritannien af vejen – og det kan åbenbart ikke gå hurtigt nok for dem – er noget af vejen ryddet for langt mere regulering og den hede, sydeuropæiske drøm om en fiskal union. Sidste hindring for den synes at være den tyske forfatningsdomstol.

Kan en britisk frihandelsposition da forhindre det? Måske ikke, men hvis briterne demonstrerer en vilje til at bevæge sig den vej, der også er målet for den liberale gruppe i EU – Holland, Danmark, Sverige, Finland, Estland og til dels Tyskland og Tjekkiet – vil uroen internt blive væsentligt større. Der ligger således en mulig demonstrationseffekt af en britisk frihandelsreform, og muligvis også en skammevirking i og med at det vil gøre det endnu mere klart, hvor stor en fallit EU har spillet på handels- og landbrugsområdet. Og hvis de store lande virkelig tager det alvorligt, at andre lande kunne forlade unionen, er en britisk demonstration af liberal politik en faktisk trussel.

Er alle disse ideelle overvejelser blot det, englænderne kalder a pie in the sky? Ja, det er de muligvis. Grunden til at være pessimist er ikke mindst, at der ingen grænser er for politikeres inkompetence og villighed til at føre deres lande mod afgrunden, blot de giver dem popularitet og genvalg. Men hvis ingen diskuterer mulighederne for at føre fornuftig politik, sker der aldrig noget godt på den front. Og en ensidig frihandelspolitik vil uden tvivl være Best for Britain.

6 tanker om "Grüsse aus Heidelberg 2: Best for Britain"

    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Det er et godt spørgsmål, og et af de store unknowns i debatten. UKIP står for en anti-immigrationsposition, og kan derfor ende i favnen på de mest reaktionære fagforeninger. Sagen er nemlig, at langt størstedelen af de østeuropæiske immigranter, som briterne har fået de sidste 10 år, er i produktivt arbejde. Den faktuelt baserede debat er dermed anderledes end i Danmark, hvor vi primært bekymrer os om mellemøstlig indvandring pga. deres mangel på integration på arbejdsmarkedet. I Storbritannien er det langt klarere, at østeuropæiske immigranter forhindrer dårlige og dovne – fagforeningsbeskyttede – briter i at beholde deres lavproduktive jobs. Fra en økonomisk, såvel som en almindelig forbrugervinkel, vil et stop for immigration derfor være vanvid for briterne. Men dygtige politikere kan altid overbevise en del af befolkningen om noget andet.

      Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Synes du da, at vi er ideologiske når vi argumenterer for frihandel? Kan du finde et politikområde, med mere solid evidens?

      Svar
    2. Kjeld Flarup

      @FmaNemo. Forveksler du ikke ideologi med demagogi. En ideologi kan sagtens være akademisk underbygget. Hvis man har en høj uddannelse, så taler man imod bedre vidende, eller for egne snævre interesser, hvis man ikke går ind for frihandel.

      Svar
  1. Pingback: Brexit – hvad handlede det egentlig om? | Punditokraterne

Skriv et svar