EU-kendskab og -skepsis

VoxEurop skrev forleden om nye data fra EuroBarometer, der kan bruges til at måle folks kendskab til EU (hattip: Nonicoc). Dataene er interessante, men VoxEurop går videre. EuroBarometer-undersøgelsen viser nemlig, at briterne i gennemsnit er dem, der svarer mest forkert på spørgsmål om deres kendskab til EU. Folkene hos VoxEurop indikerer således, at det er uvidenhed, der fik briterne til at stemme for en exit. Man har kunnet se lignende holdninger hos mange andre, inklusive danske debattører fra Malene Wind til Mogens Lykketoft: Folk er skeptiske, fordi de ikke ved nok om EU.

Jeg er til enhver tid skeptisk overfor argumenter fra en selvforstået politisk elite, der går på at de har de ’rigtige’ indsigter, mens skeptikere bare er uvidende. Figuren nedenfor er derfor resultatet af at sammenholde det gennemsnitlige kendskab til EU til EU (skala fra 0-100) fra den nye EuroBarometer-undersøgelse med data fra Lord Ashcrofts survey fra januar (læs her). X-aksen er kendskabet til EU, mens y-aksen er hvor mange, der var positive i Ashcroft-surveyen minus hvor mange, der var negative overfor EU. Danmark er markeret med en sort prik.

eu kendskab plus

Man skal naturligvis altid notere sig, at det sagtens kan være sådan, at folk med mere kendskab er mere positive end dem med mindre indenfor et givet land – eller måske omvendt – men som et første indtryk fortæller figuren i det mindste en ting: At set på befolkningsniveau, er der ingen klar sammenhæng mellem kendskab og holdninger på tværs af de 28 lande. Så måske kommer skepsissen fra noget andet? Måske endda fra noget så banalt som forskellige holdninger til, hvad EU skal og ikke skal udvikle sig til?

2 tanker om "EU-kendskab og -skepsis"

  1. Kjeld Flarup

    Jeg synes nu nok, der er ret tomt øverst til venstre i grafen.
    Så man kan vel nok tillade sig at sige at jo mindre man ved, jo mindre er chancen for at man er positiv.
    Omvendt, så er kendskab bestemt ingen garanti for at man bliver positiv.

    Det er vel egentligt EU’s egen skyld, at kendskabet er så dårligt. Og Dårligt kendskab kan jo også skyldes at EU enten ikke har noget relevant at bidrage med, eller også er det som EU bidrager med så dårligt, at det ikke er relevant. Altså manglende kendskab er en meget legitim grund til at stemme imod EU.

    Svar
  2. Pingback: Brexit – hvad handlede det egentlig om? | Punditokraterne

Skriv et svar