Brexit – Between a rock and a hard place

Debatten kører fortsat på højtryk om både hvorfor man stemte som man gjorde i Storbritannien forrige torsdag og hvorledes fremtiden ser ud. Ikke mindst hvilken økonomisk udvikling man kan forvente i både UK og EU fremover.

Om fremtiden kan man sige, at alt naturligvis er spekulativt. Det kommer helt an på hvilken politik der føres i UK og EU fremover. Og ikke mindst hvilken aftale et UK udenfor EU, og de tilbageværende medlemslande kan blive enige om.

Danmark kan (desværre) gå hen og blive en af de store tabere.

Både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen har skrevet flere indlæg her på bloggen, se bl.a. her, her, her og her. ligesom Karsten Skjalm har skrevet om EU som “fredsprojekt

På det seneste har Christian Bjørnskov haft en klumme i Børsen (4.7) (kræver abonnement), hvor Christian under overskriften “Udfaldet af brexit blæser stadig i vinden” bl. a. skriver at:

Briterne har muligheden for at vokse sig væk fra EU, hvis de vælger rigtigt, men hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

Og gennemgår en række mulige udviklingsveje, alt efter hvilken aftale man ender op med mellem Storbritannien og EU, og den førte politik.

I Ræson (kræver også abonnement – beklager) har jeg selv skrevet en længere kommentar, hvor jeg under overskriften “Brexit kan blive værst for Danmark” gør opmærksom på at det langt fra er sikkert, at det er Storbritannien som bliver (de største) tabere på deres exit.

Derimod kan et muligt scenarie også være, at Briternes udtræden indebærer:

en markant svækkelse af den markedsliberale fløj i EU. Afstemningsreglerne er således indrettet, at et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, kan blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Man kan populært sige, at briternes exit flytter magten i EU sydpå. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Sammenholdt med den meget bekymrende udvikling i flere lande i Østeuropa er der således bestemt grund til bekymring. Ikke mindst fra dansk side. Ja, jeg vil endda hævde, at der er langt større grund til bekymring for os der bliver tilbage i EU, end der måske er for briterne. Det gælder ikke mindst når det kommer til den fremtidige økonomiske udvikling.

Ovenstående ikke mindst i lyset af at snakken om at “leave” ingen plan har er temmelig forhastet. Om planerne – eller visionen for et Storbritannien udenfor EU bliver til noget skal jeg ikke kunne sige, men en af de tre talspersoner for den “officielle” Leave kampagne, Daniel Hannen, har været rimeligt klar i mælet, om hvad man ønsker:

Ifølge Hannen har medlemsskabet af EU været en hæmsko for UK, både politisk og økonomisk. Den genvundne frihed skal anvendes til at fremme UK’s økonomiske samkvem med verden udenfor EU og Europa. Og det er der faktisk både økonomisk og ikke mindst historisk ræson i. For er man tilhænger af frihandel, som Hannan (og undertegnede) er, må man uvægerlig have et ambivalent forhold til EU’s toldunion.
Mens det indre marked har fremmet frihandel internt i EU, har man udadtil været en af de væsentligste protektionistiske kræfter i verden. Da en række lande ført an af USA i 2005 således fremlagde forslag i WTO om fjernelse af handelsrestriktioner og subsidier på landbrugsområdet, var det EU, der var hovedansvarlig for at forhandlingerne brød sammen, til skade for ikke mindst en række udviklingslande.

En stærkere satsning på frihandel, lavere selskabsskatter (man har nu foreslået at den nedsættes til 15 procent) kan det meget vel tænkes, at Storbritannien “vokser” fra EU. Men som Christian advarer om i Børsen:

at får de populistiske kræfter overhånd, bliver den britiske økonomi næppe mere åben overfor international handel.

Og så vil udmeldelsen af EU blot medføre et svagere og fattigere Storbritannien.

Hvad afgjorde om man stemte “remain” eller “leave” 

At afstemningen faldt ud til “leave” sidens fordel, skyldes dog ikke økonomiske overvejelser. Tværtimod. Leave stemmerne var prinært begrundet i ønsket ønsket om at “føre magt tilbage til London”, mens den anden vigtigste årsag var muligheden for at kontrollere egne grænser og styre indvandringen. Økonomiske overvejelser synes derimod at have været af underordnet betydning.

Det ved vi fra den vælgerundersøgelse, som Ifølge den vælgerundersøgelse, som “Lord Aschcroft Polls” foretog efter stemmeafgivningen, og som omfattede mere end 12.000 vælgere.

Blandt mange andre forhold bad man vælgerne om at rangordne  mellem de 4 hovedårsager, der af de officielle kampagner er blevet anført for at stemme henholdsvis leave og remain.

For de der stemte leave, blev man spurgt om at rangordne følgende udsagn:

  1. The principle that decisions about the UK should be taken in the UK 49 % (1,79)”
  2. A feeling that voting to leave the EU offered the best chance for the UK to regain control over immigration and its own borders 33 % (2,17)
  3. A vote to remain was a vote for having little or no choice about how the EU expanded its membership or its powers in the years ahead 13 % (2,90)
  4. The Belief that when it comes to trade and the economy, the UK would benefit more from being outside the EU than from being part of it. 6 % (3,13)

leave 1

De der havde stemt remain, blev bedt om at rangordne følgende udsagn;

  1. The risks of voting to leave the EU looked too great when it came to things like the economy, jobs and prices 43 % 1,96
  2. A vote to remain would still mean the UK having access to the EU single market while remaining outside of the Euro and the no-borders area of Europe, giving Britain the best of both worlds 31 % 2,17
  3. A feeling that by leaving the EU, the UK would become more isolated of Europe from its friends and neighbours 17 % 2,54
  4. A strong attachment to the EU and its shared history, culture and traditions 9 % 3,32

remain2

Som det fremgår fylder økonomi fylder meget lidt hos leave, mens det er den væsentligste årsag hos remain. Den væsentligste årsag til stemme leave er derimod ønsket om “selvbestemmelse”.

Sammenholder man ovenstående med at leave-tilhængerne målt på en lang række parametre er mindre liberale ( både økonomisk og på “værdier”), se nedenstående figur står vi med et ganske interessant paradoks.Ill-vs-Good

Skal Hannen og andre liberale fortalere for et Storbritannien udenfor EU lykkes, vil man i vid udstrækning have opbakning blandt mennesker som stemte remain.

For jo, der har hele tiden været et frimarkeds-argument for både et remain og et leave. De kommende år vil vise, i hvilken udstrækning det bliver den liberale eller den protektionistiske vision, som “går af med sejren” i Storbritannien.

I EU er løbet formentlig kørt, netop på grund af Storbritanniens beslutning om at træde ud. Som både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen tidligere har påpeget her på bloggen (og i Børsen) er balancen tippet til fordel for sydeuropæisk protektionisme. Og det er ikke godt for Danmark.

Vi er således fanget mellem “a rock and a hard place”, som en lille åben økonomi, hvis eksport for 3/4 vedkommende går til andre EU-lande (også uden Storbritannien som medlem).

 

 

Skriv et svar