Friedman om euroen – hvor præcis kan man være?

For 19 år siden, i august 1997, var Milton Friedman blevet bedt om sin vurdering af euro-projektet. Den 28. blev den udgivet hos Project Syndicate (hattip: Niclas Berggren). Friedmans tekst fik titlen ”The Euro: Monetary Unity to Political Disunity?”

I den korte artikel tog Friedman delvist udgangspunkt i teorien om optimale valutaområder. Han understregede, at en fælles valutakan være en god idé, afhængig af hvordan tilpasningsmekanismerne til økonomiske stød fungerer. USA har således relativt stor geografisk mobilitet og en befolkning, der for det meste taler samme sprog og deler samme information og begrebsverden. Der er også begrænsede forskelle på den økonomiske politik i de 50 stater, og de deler velfungerende vare- og arbejdsmarkeder uden grænser, ligesom der er fiskale udligningsmekanismer, der håndteres nogenlunde fornuftigt politisk.

Friedman påpegede derefter, at EU ser meget anderledes ud, med langt større regulering, stivere markeder, og meget begrænset mobilitet. Helt særligt så han, hvordan den politiske dynamik omkring euro-zonen ville virker. Som Friedman skrev dengang:

“The drive for the Euro has been motivated by politics not economics. The aim has been to link Germany and France so closely as to make a future European war impossible, and to set the stage for a federal United States of Europe.  I believe that adoption of the Euro would have the opposite effect. It would exacerbate political tensions by converting divergent shocks that could have been readily accommodated by exchange rate changes into divisive political issues. Political unity can pave the way for monetary unity. Monetary unity imposed under unfavorable conditions will prove a barrier to the achievement of political unity.”

Euroen var sandsynligvis tænkt som en made, at hjælpe historien på vej – på samme måde, men mindre voldeligt, som russiske marxister, der gennem erobringskrig i øst prøvede at hjælpe en historisk proces, som Marx og Lenin påstod var uafvendelig.  I den lille artikel og i andre medier pegede Friedman i retning af den udvikling, man ser for tiden med Brexit og EU-elitens reaktioner. Vågner toppen i Bruxelles ikke snart op af dens historisk-didaktiske drømme, kan flere forlade EU. Og dem, der først forlader unionen, er dem der mindst passer i en fransk-keynesiansk drøm om et politisk styret område, hvor det er grandiøse planer og politisk storhed, der kontrollerer hvem der får hvad, og ikke noget så snavset og kaotisk som frie markeder og konkurrence. Friedman så, at uden velfungerende markeder og konkurrence, river et fælles-politisk område sig selv i stykker – og det er de økonomisk selvhjulpne, der forlader skuden først.

En tanke om "Friedman om euroen – hvor præcis kan man være?"

  1. Kjeld

    Nogen gange har man godt nok det indtryk at EU ønsker at ensrette landene, så de er lige så ens som de Forenede Stater.

    Svar

Skriv et svar