En af de gode ting ved at bruge sin sommer i Heidelberg er, at universitetet er relativt velrenommeret og placeret næsten midt i Europa. Der sker derfor en masse rent fagligt hernede. Disse dage har det faglige input været ved en workshop om ”Geospatial Analysis of Disasters: Measuring Welfare Impacts of Emergency Relief.” Trods det noget tørre navn, er der spændende nyt.

Det mest spændende har været vores franske ven Pierre-Guillaume Méons papir om spill-over velgørenhed. Han har med Philip Verwimp studeret begivenheder efter katastrofen ved Pukkelpop-festivalen den 18. august 2011. Det særlige at studere er ikke begivenheden selv, hvor en pludselig og meget voldsom storm ramte de 60.000 deltagere slog fem mennesker ihjel og gjorde flere tusinde midlertidigt hjemløse. Det er derimod, at et konsortium af belgiske NGO’der kort forinden havde lanceret en kampagne, kendt i hele Belgien som 12-12 – nummeret på den konto, man kunne betale sine bidrag ind på. Kampagnen sigtede mod at samle ind til tørkekatastrofer i Østafrika, dvs. katastrofer meget langt fra Belgien.

Meón og Verwimp startede med spørgsmålet, om den lokale katastrofe, som tiltrak sig stor opmærksomhed pga. omfanget, men også det lokale respons – folk tog de hjemløse unge ind, bragte spontant mad, tæpper osv. og viste det bedste af flamsk samfund – presser bidragene til andre katastrofer ud. De fik fuld adgang til 12-12’s data på bidrag, inklusive hvilken dag de kom ind, hvor de kom fra, og hvor store de var. De har derfor en unik mulighed for at se, i hvor høj grad en lokal begivenhed påvirker folks respons til internationale begivenheder.

Og resultaterne er specielle: I Limburg omkring Hasselt, hvor festivalen foregår, steg bidragene til Østafrika cirka 20 procent i ugerne efter Pukkelpop-katastrofen. Reaktionen er fokuseret i de første uger efter begivenheden, og var centrerede omkring Limburg. De flamske medier skrev intensivt om Pukkelpop umiddelbart efter, men som alle nyheder forsvandt også denne relativt hurtigt.

Det elegante i Meón og Verwimps papir er, at de meget præcist kan identificere, hvor meget ekstra folk giver. Med andre ord kan de vise præcist, hvor meget en katastrofe i ens baghave påvirker ens empati med folk langt væk. De kan vise dette ved at se, hvor meget folk gav ekstra relativt til hvor meget der blev giver i ugerne før Pukkelpop, og relativt til hvor langt væk fra Hasselt, folk bor.

Det giver fem euro ekstra, i forhold til hvad folk ellers giver og i forhold til at man bor tæt på. De kan også vise, at det ikke er fordi flere mennesker giver, men fordi dem, der ville give i forvejen, giver mere. Og de kan med deres data vise, at det er almindelige mennesker, der giver mere – det typiske bidrag stiger med cirka fem euro – og ikke enkelte, der giver meget mere.

Enkelte læsere kan måske mene, at dagens post er rent statistisk nørderi. Jeg er ikke enig, af den enkelte grund at Mëon og Verwimp meget elegant og overraskende præcis ikke blot viser, at der ikke nødvendigvis er konkurrence om velgørenhedseuroerne, men også kan demonstrere, hvem der giver mere og hvor man giver mere. Er man interesseret i denne type aktivitet, lærer man meget mere af et enkelt eksempel på denne måde.