Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

5 tanker om "Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe"

  1. Kjeld Flarup

    Ja, med en selvfinansieringsgrad på 1,8, må man jo spørge tilhængerne af topskatten, hvordan de vil finansiere topskatten.

    Noget andet er så at den øvrige politik, vel påvirker elasticiteten. Hvis staten i øvrigt betaler for alt, så falder elasticiteten vel, fordi man ikke har så meget at bruge pengene til. Kommer muligheden for brugerbetaling derimod i spil, vil der være større gevinst at hente ved at tjene flere penge, fordi det kan veksles til bedre velfærd.

    Der er jo mange, som gerne vil have højere skat for at få bedre velfærd. Det er blot ikke muligt at opkræve nok penge i skat til at finansiere alle velfærdsydelserne.

    Svar
    1. Peter

      De personer, som vil have højere skatter er ofte de person, som har ondt i r**en over at andre har været mere heldige end dem og tjener mere. Personligt mener jeg at hvis man ændrer topskatten til en højere sats er det statens måde at tyvstjæle fra hårdtarbejdende mennesker. Det er i forvejen tyveri at tage godt 60% af disse personers løn, særligt taget i betragtning at disse mennesker ofte ikke selv benytter det velfærdssystem, som de næsten selvfinansierer. Lad det være solidarisk og sænk topskatten til 50%. Det er der ikke nogen, som får ondt af, plus man føler man får noget ud af sine hårdtarbejdende timer i sin virksomhed.

      Yderligere må jeg sige, jeg er enig med Kurt Dejgaard herunder. Der skal altså mere til at overbevise mig og en noget bedre forklaring til, før jeg vælger at stole blindt på formler. Jeg vil vide præcist hvordan de forskellige formler er blevet testet og hvor bredt de er blevet det.

      Svar
  2. Pingback: De dårligste skatter har højest selvfinansieringsgrad | Punditokraterne

  3. Kurt Dejgaard

    Interessant. Men vil man overbevise mig med formler, så som den første, må man som udgangspunkt forklare hvordan de er udledt og om empirien er testet. Ellers kan enhver jo konstruere en formel og så sige at den beviser at man har ret.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg tror at folk misforstår Ottos pointe. Det særlige er, at i debatten omkring topskat og topskattereformers grad af selvfinansiering, handler stort set alt om elasticiteten ‘e’. Ottos hovedpointe her er, at selvfinansieringsgraden_logisk_også afhænger af en række andre forhold, der aldrig er med i debatten. De andre elementer trækker i en dansk kontekst mod en højere grad af selvfinansiering, hvis man reducerer eller dropper topskatten. Så selvfølgelig skal elasticiteten måles – og det er der, Finansministeriet er noget bagud for forskningen – men de andre elementer er_kendte_og kan derfor smides direkte ind i regnestykket.

      Svar

Skriv et svar