Primærmodellen og the cost of ruling: Derfor bliver Trump USA’s næste præsident

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er ikke mange på vore breddegrader, som tror på, at Donald Trump vinder præsidentvalget i november 2016, og bliver USA’s næste præsident.  Gennem det meste af foråret og sommeren 2016 har Hillary Clinton, som for få dage siden officielt blev kåret som Demokraternes kandidat ved  partiets konvent i Philadelphia, ført i meningsmålingerne. De seneste meningsmålinger giver Clinton et forspring på omkring fem procent point, og i skrivende stund tildeler sitet RealClearPolitics Clinton en vinderchance på 69% mod Trumps blot 31%.  PredictIt, et politisk bettingsite, giver Clinton en vinderchance  på 66%.

Men meningsmålinger er sjældent præcise, og de har førhen taget grusomt fejl. I 1988 førte demokraternes kandidat netop omkring d. 1. august med 17 procent point over George Bush, men ved valget i november gik det som bekendt anderledes. For fire år siden førte Mitt Romney på tilsvarende tidspunkt over Barrack Obama.

Man skal altid vare sig for falske profeter, men man behøver slet ikke at være profet for at forudsige, at Trump faktisk vinder valget i november 2016. Selvom han med enkelte undtagelser har været bagud i meningsmålingerne, har han trods alt vundet flere primærvalg end Hillary Clinton, og på overfladen kan han derfor synes som en stærkere kandidat.

Man kan så affeje dette med et ringe republikansk felt i primærvalgene. Men faktum er, at den kandidat, som vinder flest primærvalg næsten altid i sidste ende vinder præsidentvalget. Denne vigtige pointe er blevet fremsat af valgforskeren Helmut Norpoth, som ligefrem har formuleret en økonometrisk model, den såkaldte primærmodel. Modellen blev formuleret forud for valget i 1996, og er med få modifikationer blev anvendt lige siden, og den har gættet rigtigt hver gang. 5 ud af 5.

Primærmodellen er blevet anvendt retrospektivt siden præsidentvalget i 1912, og den har gættet på den rigtige vinder ved hver eneste valg siden. Kun valget i 1960 er en mindre undtagelse, for det valg blev for tæt i forhold til modellens forecast. 

I sin essens forudsiger primærmodellen, at det parti, som har præsidentembedet har størst chancer for at bevare det, men kun, hvis det har haft embedet i en enkelt valgperiode.  Hvis det har haft præsidentembedet i to valgperioder, som Demokraterne nu har haft, er sandsynligheden for, at det andet parti – nu Republikanerne – overtager embedet større.  Politologisk set ønsker vælgerne politisk forandring efter to valgperioder med det samme parti ved magten.

Dette fænomen kaldes for ”de politiske omkostninger ved at regere”, på engelsk. The cost of ruling, er meget systematisk i det vestlige demokratier. I public choice-forskningen, som Helmut Norpoth er en prominent repræsentant for, har man lavet talrige studier, siden forskningsfeltet opstod i de tidlige 70’ere. Herhjemme har Martin Paldam og Peter Nannestad, begge fra Århus Universitet, været kendte pionere. De er bl.a. nået frem til, at en regering i et vestligt demokrati gennemsnitligt taber 2 ¼% i popularitet over en valgperiode, så over tid vil regeringsmagten nødvendigvis skifte hænder.

Den enkelte kandidat eller partis fejl og mangler er mindre afgørende, og sådan vil det også blive i Trumps tilfælde, mener Helmut Norporth. For efter at demokraterne har siddet på magten i 8 år, vil et flertal af vælgerne mene, at det er tid til forandring. Og den forandring står Donald Trump på godt og ondt for. Primærmodellen giver Trump en vinderchance på hele 87%. Dette har modellen forudset, lige siden Trump for alvor slog i gennem primærgvalgene i marts 2016.

1 Comment

  1. Spændende, her i Europa er vi jo aldrig med på pulsen, fordi Europæiske medier nærmest fører valgkamp for den ene side i hele tiden.

    Hvordan ser man på det derovre, er det også apokalypsen der kommer 8 november.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑