Hvad bør prioriteres højest: At sænke skatter, som har en høj selvfinansieringsgrad og derfor er billigst for politikerne at reducere? Eller de skatter, som har et højt forvridningstab og derfor er tungest for skatteyderne at bære?

Faktisk er det to sider af samme sag. Hvis en skat har en høj selvfinansieringsgrad, har den også et stort forvridningstab. Den nemmeste måde at se det på er ved at betragte den såkaldte ”Marginal Cost of Public Funds” (MCPF). Det måler omkostningen for skatteyderne ved at skaffe en ekstra krone i offentlige indtægter. Formlen ser sådan ud

Hvis der ikke er noget forvridningstab, er MCPF én: Det koster skatteborgerne en krone at finansiere en krone i skat. I denne situation er selvfinansieringsgraden nul.

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig én, går MCPF mod uendeligt. Hvis selvfinansieringsgraden kommer over én, holder MCPF op med at give så klar mening. En selvfinansieringsgrad over én vil jo sige, at der kommer færre penge i en de offentlige kasser, når skatten sættes op. I figuren er MCPF afbilledet for voksende selvfinansieringsgrader.

Figuren illustrerer på udmærket vis flere centrale skattepolitiske pointer:

1. En høj selvfinansieringsgrad er et problem, længe før den når én (eller 100 pct.). Ved en selvfinansieringsgrad på én går skatteydernes omkostning mod uendeligt.
2. Derfor bør skatterne nedsættes længe før toppen på den såkaldte Lafferkurve. Lafferkurvens top viser, hvor det offentlige maksimerer sit provenu. Det er ved en selvfinansieringsgrad på én. Men der er forvridningstabet allerede eksploderet.
3. Forvridningstabet vokser mere end en proportionalt med selvfinansieringsgraden. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,5 er MCPF 2,0 (det koster altså skatteyderne to kroner at skaffe en krone i offentligt provenu). Ved en selvfinansieringsgrad på 0,75 er MCPF 4,0 og ved 0,9 er den 10,0.
4. Derfor er der et stærkt argument for at beskære de skatter først, som har højest selvfinansieringsgrad. Det er også de skatter, som har størst forvridningstab.

I en tidligere blogpost blev det vist, hvorfor topskatten har en høj selvfinansieringsgrad – sandsynligvis mere end én. Det gør topskatten til en naturlig kandidat at beskære ved en kommende skattereform. Navnlig i betragtning af, at ingen andre personlige indkomstskatter har en selvfinansieringsgrad i samme størrelsesorden (men visse afgifter har, ikke mindst registreringsafgiften). Selv ved et meget konservativt skøn for selvfinansieringsgraden på 0,5, koster topskatten en krone i forvridningstab oveni hver krone, der kommer i statskassen: MCPF er 2.