Dragsteds mærkværdige verden

Det er næppe gået manges næse forbi, at Enhedslisten ved sidste uges landsmøde igen foreslog at indføre en millionærskat. Tirsdag aften var Pelle Dragsted gæst hos Martin Krasnik i DR2 Deadline for at forklare og forsvare det venstreekstreme partis politiske forslag. Indslaget, der på trods af Krasniks ihærdige forsøg virkelig led under at der ikke var en anden gæst som modpol til Dragsteds påstande, afslørede i høj grad hans ganske mærkværdige syn på både økonomien som hans ganske absurde påstande om status i forskningen.

Det var ikke mindst bemærkelsesværdigt, at Dragsted gentog en ganske bestemt formulering, som den franske økonom Thomas Piketty er blevet kritiseret voldsomt for at bruge i (den engelske version af) Capital in the 21st Century. Dragsted sagde, at de rigeste i de senere år har ”tilegnet” sig en større andel af nationalindkomsten. I populær brug er ”tilegne” blot en eufemisme for at stjæle, og en handling hvor man tilegner sig en større andel af en tærte eksisterer i bedste fald i en slags juridisk og moralsk limbo. Påstanden kan derfor læses på to måder.

En måde at læse Dragsteds påstand, der er konsistent med hans idelogiske skoling, er at den følger af en særlig del af marxistisk og leninistisk teori, nemlig deres såkaldte arbejdsværdilære. I marxistisk arbejdsværdilære er den andel af værdiskabelsen, man legitimt kan kræve, direkte proportional med den del af den samlede arbejdstid eller det samlede fysiske arbejde, man har bidraget med. Marx benyttede ældre værdilære, som på cirka samme tid som han skrev, blev grundigt refuteret. En af de indlysende mangler ved den er, at den tilskriver al værdiskabelse stil arbejdskraften, og dermed per definition sætter bidraget fra kapital, kvalitet i ledelse og organisation, uddannelse og iværksætterevner til nul. Det følger i en vis forstand også, at enhver produktivitetsudvikling, der driver samfundet videre, skyldes statens kløgtige indgreb – det kan jo logisk ikke skyldes andre, hvis man tror på marxistisk arbejdsværdilære. Enhver moderne teori siden Marshall og Walras bidrag i anden del af 1800-tallet har vist, at den gamle arbejdsværdilære er nonsens.

Den anden måde at tolke Dragsteds påstand er, at den blot er et populistisk forsøg på at score stemmer blandt de mindre begavede eller særligt dårligt informerede dele af befolkningen. Sandheden kan naturligvis sagtens ligge midt mellem de to, hvis Dragsted er overbevist om venstreekstrem økonomisk teori, og samtidigt ved, at misundelsesskatter kan vække den indre svinehund i misundelige danskere og få dem til at stemme på Enhedslisten.

Et andet problem i indslaget var dog langt mere bekymrende fordi det afspejler et problem, der findes bredt på tværs af Folketinget, og ikke kun på den ekstreme venstrefløj. Det var dette problem, som Martin Krasnik ikke fik dæmmet op for i Deadline: For at afvise den forskningsmæssige opbakning til dynamiske effekter af skatteændringer, brugte Dragsted nemlig det retoriske trick, at hævde at der jo ”er andre økonomer” der påstår noget andet. Han har faktisk ret i, at der ikke er den store opbakning blandt danske eksperter til Finansministeriets vurdering af de dynamiske effekter. Dragsted glemmer blot – eller vil ikke vide – at de nyere studier peger på, at ministeriets vurdering er for negativ. Dragsted kan naturligvis henvise til den håbløse rapport fra Folketingets ’økonomiske konsulenter’, eller man kan interviewe en af Aalborg Universitets eksperter i alt, men forsøger man at henvise til nye forskningsstudier, finder man f.eks. Kreiner, Munch og Whitta-Jakobsens ”Taxation and the Long Run Allocation of Labor”,der blev publiceret i Journal of Public Economics sidste år. De tre danskere finder her – baseret på danske data – at de positive dynamiske effekter sandsynligvis er tre gange større end Finansministeriet regner med!

Krasniks interview med Dragsted led derfor under det særlige problem, at han lod en gæst med en meget speciel ideologisk agenda påkalde ’autoriteter’, uden at give seerne hverken en kritisk diskussion af, hvad der menes med det, eller overhovedet diskutere, om de pågældende, ikke-navngivne autoriteter overhovedet ved noget som helst forskningsbaseret om emnet. Man kan spekulere, om Krasniks journalistiske træning kom i vejen for at være solidt kritisk overfor Dragsted – danske journalister trænes netop i, at der altid skal være to modpoler og ingen af dem har nogen særlig vægt. Og så har vi slet ikke nævnt det åbenlyse spørgsmål, der blev efterladt på bordet i Deadline: Hvordan kan de nominelt rigeste danskere få en lidt lavere skattesats, men derefter betale en væsentligt større andel af den totale skattesum uden at der er dynamiske effekter på spil? Hele spørgsmålet om Laffer-kurven i Danmark lod man være usagt, selvom det må være et særdeles ubehageligt spørgsmål at få, når man lever i Pelle Dragsteds mærkværdige version af verden. Vi vender derimod gerne tilbage til det senere her på stedet.

4 Comments

  1. Du glemte en væsentlig faktor som arbejdsværdilæren også udelader, nemlig risiko. Mange af de som tjener i millionklassen, tjener de mange penge fordi de har taget en risiko. Det er selvfølgelig tæt knyttet til kapital, men man tjener altså ikke bare kassen på at have kapital, man kan miste det hele.

    Og så tillægger du Dragsted for mange egenskaber, han har jo ikke en uddannelse, der gør at han burde vide en bønne om økonomi. Tværtimod har han siden 2011 været masterstuderende i retorik. Der har han sikkert lært noget, som kommer ham til gode i enhver økonomisk debat. Jeg har ikke set interviewet, men mon ikke blind har ledt blind der.

    Skal man spille Dragsteds spil, så burde man jo minde ham om at det et god kutyme at have finansieringen på plads til sine forslag. Så hvordan vil Enhedslisten finansiere millionærskatten, hvor mange skoler skal lukkes, hvor mange skal fyres, hvilke ydelser skal beskæres.

    • Christian Bjørnskov

      28. august 2016 at 13:47

      Du har ret i, at jeg ikke nævner risiko direkte. Det er nok min fejl, at jeg har tænkt det ind i iværksætterens rolle i diskussionerne – ikke mindst fordi det er et vigtigt element i f.eks. Kirzners entrepreneurship-koncept. men det er fuldstændigt rigtigt set, at der ikke er plads til risiko i Dragsteds verden. Den er der jo ikke, når staten er alvidende og omnipotent.

  2. Pelle Dragsted startede faktisk på Statskundskab, på sidefag fra Historie på KU, tilbage i 2000. Han forlod studiet efter ca. 3 – 4 uger efter en meget kraftig diskussion med sin underviser i introduktion til statskundskab. I en debat om varefetichisme, og arbejdes værdilæren(tårkrummende at overvære) blev han ophidset og forlod undervisningen, prøvede vist nok at skifte hold. Men han gennemgik IKKE undervisningen i nationaløkonomi (efterårs semester 2000/forårs semester 2001)
    Mvh.
    Historyman

  3. Folketingets økonom har 2015 artiklen med i sin gennemgang. Hun kategoriserer den under “Strukturel model”

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑