Anthony Jay 1930-2016

Nogle gange flyver nyheder under radaren fordi der sker alt for meget andet. Det skete forleden for os her på Punditokraterne, ligesom det skete for adskillige andre medier (inklusive New York Times). Nyheden var, at Anthony Jay var død den 21. august. Det er næppe mange danskere, der helt umiddelbart genkender navnet, men en stor skare vil huske hans ’crowning achievement’ med et lille grin: Jay dannede sammen med Cambridge-kollegaen Jonathan Lynn holdet, der skabte den britiske TV-klassiker Yes Minister.

Jay blev født i London og tog efter endt militærtjeneste en honours’ degree i Cambridge. Hans interesse og generelle afsky for politikere startede sandsynligvis der, hvor han var på årgang og læste med adskillige fremtidige politikere, inklusive fire mænd der senere blev ministre. Han arbejde derefter nogle år for BBC, inden han besluttede sig for at blive freelancer. Mens han arbejde med David Frost for BBC, fandt Jay også tid til at skrive den fine Management and Machiavelli, der både provokerede men også fik strålende anmeldelser.

Det blev dog Yes Minister, der kørte på BBC fra 1980-84, og efterfølgeren Yes Prime Minister i årene 1986-88, der blev Jays claim to fame. Det særlige magtspil mellem ministeren Jim Hacker, hans departementschef Sir Humphrey Appleby og ministersekretæren Bernard Woolley resulterede i ofte ubetaleligt morsomme episoder, der alle illustrerede hvor absurd politik ofte er. Yes Minister var på samme tid så præcis i sin karakteristik, at adskillige politikere følte sig mindre underholdt. Jay og Lynn lod for eksempel i episoden The Economy Drive Sir Humphrey forklare Bernard, at “Politicians like to panic, they need activity. It’s their substitute for achievement.” Yes Minister var ikke blot Margaret Thatchers ynglingsserie, men vandt også adskillige BAFTAs og andre priser.

Hvad de færreste ved er dog, at både Jay og Lynn var stærkt inspirerede af public choice teori i et sådant omfang, at Jay senere indrømmede, at “public choice economics […] was at the root of almost every episode of Yes Minister.” Programmet var både morsomt, men også en måde at popularisere public choice. For mig personligt var det et af de sjoveste programmer, mens jeg var barn, men tydeligt også noget, der senere formede mit og mange andres syn på politik. Kritikeres angreb på Yes Minister som særligt ideologisk var dog både tågede og mærkværdige: Mens Jay var tydeligt liberal, var hans medforfatter og livslangt nære ven Lynn ganske venstreorienteret, og deres mål var – ligesom public choice teori generelt – i Buchanans ord at vise ”Politics without Romance.” At resultatet blev så morsomt, kunne man næppe have forudset – men se for eksempel episoden nedenfor! Yes Ministers indflydelse og popularitet viste sig også sidste uge i de mange nekrologer i f.eks. New York Times, the Independent, the Daily Mail og the Telegraph.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.