Hermione i Panama

Torsdag aften var danske seere vidne til en mærkværdig debat på DR2 mellem bl.a. Lars Koch fra Ibis og punditokraternes Niels Westy. Baggrunden var, at skatteministeren har bestemt, at den danske stat køber oplysninger om danske enkeltpersoner og firmaer fra de såkaldte Panama-papirer. Staten betaler ti millioner kroner for at få adgang til disse oplysninger, der sidste år blev stjålet fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, selvom ingen ved hvad de vil vise. Ministeren, ligesom mange andre kommentatorer, er overbeviste om at det må kunne betale sig for den danske stat at gøre sig til hæler. Man regner med andre ord med at kunne finde så mange individer og virksomheder, der ulovligt unddrager at betale skat – og vel at mærke få dem dømt – at både den rent monetære udgift og den tvivlsomme transaktion betaler sig politisk. Den grundlæggende antagelse er således, at det eneste incitament til at have penge håndteret af en panamansk bank er at unddrage sig skat.

Et lysende eksempel på, hvor forkert denne antagelse er, den engelske skuespiller Emma Watson. The Spectator var det første nyhedsmedie, der rapporterede at Watson, der er kendt for at spille Hermione Granger i de otte Harry Potter-film, var nævnt i Panama-papirerne. Hun havde brugt Mossack Fonseca til at etablere et offshore-selskab på de Britiske Jomfruøer, som hun bl.a. brugte til at købe en ejendom i London. Men Watson snød på ingen måde i skat, selvom hun var nævnt i papirerne!

I stedet viste kunne hendes talsmand hurtigt fortælle, at grunden til offshore-selskabet var, at engelsk lovgivning kræver, at firmaer offentliggør omfattende information om alle deres anpartshavere. Watson, der tidligere har haft alvorlige problemer med særdeles nærgående fans, benyttede en fuldstændigt lovlig selskabskonstruktion til at forblive anonym – og helt særligt holde sin adresse ude af medierne – så hun kunne beskytte sig selv. Der var således intet moralsk tvivlsomt i sagen, bortset fra de engelske mediers lynanklager mod hende.

På samme måde kan tusinder af andre individer og virksomheder stå nævnt i Panama-papirerne, uden at der er nogen grund til at mistænke dem for ulovlig adfærd. Selv nogle af de mange politiske ledere, der nævnes (se f.eks The Independents kavalkade), kunne have rent mel i posen. Og som Niels understregede i Debatten i torsdags, er det stærkt misvisende at påstå, at staten kan ’hente et antal milliarder i ekstra skatteindtægter gennem købet af oplysningerne. Langt de største mistænkelige kapitalstrømme kommer fra lande som Rusland, Kina, Sydafrika og Brasilien. Disse lande er institutionelt nærmest Danmarks modsætninger, hvor voldsomme korruptionsproblemer går helt til toppen i politik og erhvervssucces er umulig uden de rigtige politiske forbindelser.

Der er absolut ingen grund til at tro, at den samme slags illegitime strømme forlader Danmark. Der er dog præcist det, Ibis og den stadigt mere skingre og utroværdige Lars Koch, sekunderet af adskillige folketingspolitikere, bliver ved med at insinuere. I deres ideologiske togt mod ’de rige’ bliver hundreder af danskere mistænkeliggjort uden skyggen af bevis. Det er en situation, der næppe er en retsstat værdig.

2 Comments

  1. “Man regner med andre ord med at kunne finde så mange individer og virksomheder, der ulovligt unddrager at betale skat – og vel at mærke få dem dømt – at både den rent monetære udgift og den tvivlsomme transaktion betaler sig politisk. Den grundlæggende antagelse er således, at det eneste incitament til at have penge håndteret af en panamansk bank er at unddrage sig skat.”

    Christian, det giver da ingen mening at slutte, at som du gør. Naturligvis er din sidste sætning ikke en logisk følge af den første. Din påstand er skematisk opstillet:

    1. Man regner med at få mange penge i statskassen hjem på Panama-papirerne
    2. Det kan man kun hvis man antager at det _eneste_ incitament til at indlade sig med en panamansk bank er skatteunddragelse.

    Og så bruger du et enkeltstående modeksempel til at modbevise den stråmand du selv har opstillet på forkerte præmisser.

    Personligt ved jeg ikke om størstedelen af danskerne i Panama-papers har rent eller beskidt mel i posen. Men jeg har da nok en personlig formodning om, at en god del har beskidt mel i posen. Men det får vi jo nok at se over de næste par år.

    • Christian Bjørnskov

      14. september 2016 at 07:36

      MIn pointe var, at i den politiske og offentlige debat gør man den antagelse, at ingen af dem har rent mel i posen. Det virker på mig som en aldeles tåbelig antagelse at gøre, ikke mindst når man forsøger at vurdere, hvor stort et ekstra skatteprovenu, staten kan regne med at få ind på aktionen.
      Mht. det du kalder en stråmand, var målet at vise én måde, hvorpå man kunne stå i papirerne som følge af en fuldstændigt lovlig – og for mig meget logisk og moralsk – handling. Det er mange flere typer handlinger, der kunne indebære at man stod i en bunke stjålne papirer fra et i øvrigt relativt velrenommeret firma i et af de institutionelt mest velfungerende lande i Latinamerika. Jeg mener stadig at det at mistænkeliggøre alle, der står der, ikke hører hjemme i en retsstat.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑