Frihed i Tyrkiet

Mange politikere og internationale kommentatorer har bekymret sig over den politiske udvikling i Tyrkiet siden det forfejlede kupforsøg i juli. Hvis man har fulgt landet over en årrække, er det ganske pudsigt at se den pludselige interesse, og ikke mindst den nyopdagede bekymring for, om landet stadig er de facto demokratisk.

For de interesserede er det særligt værdifuldt at læse en ny artikel af den fremragende tyrkiske samfundsforsker Timur Kuran. Artiklen med titlen ”Turkey’s changing freedom deficit” som fortæller en del af historien hos Project Syndicate, og bidrager med indsigter og baggrundsviden. Kuran noterer for eksempel, at det særlige forfatningsreferendum i 2010, hvor militærets forfatningsmæssige rolle i politik blev alvorligt stækket, er central for at forstå de senere års udvikling:

Erdoğan, who was then Prime Minister, began to transform Turkish society according to his own conservative interpretation of Islam. Religious education was intensified. Alcohol restrictions were tightened. Women were instructed to have at least three children and, later, not to laugh loudly in public. What news media the AKP did not buy off were subdued through threats of punitive taxation and jail time for uncooperative journalists. Secular Turks, once the politically dominant vanguards of modernity, were characterized as lacking in morality, decency, and even Turkishness.

Kuran peger således på, at der ikke er noget særligt nyt i den tyrkiske situation, men at den på mange måder er en fortsættelse af de senere års udvikling. Det tillader os derfor at bruge velkendte, internationale mål for forskellige aspekter af ’regeringsførelse’ for at vurdere, hvor stort problemet er. Nedenfor plotter vi derfor 22 års udvikling i korruptionsproblemer, kvaliteten og uafhængigheden af retsvæsenet, og graden af pressefrihed i landet. Alle er målt på skalaer fra 0-100, hvor højere scorer indikerer bedre retsvæsener og mindre korruption, men også flere overgreb på pressefriheden.

Tallene taler deres klare sprog! Mens den systematiske erosion af pressefrihed allerede skete fra de første år af Erdoğans regime (den sorte linje, hvor den punkterede del er tiden før Erdoğan), er udviklingen accelereret siden forfatningsændringen. Det er også ganske tydeligt, at korruptionsproblemerne (målt på den røde linje, der er Transparency Internationals indeks over ’frihed fra korruption’) er nærmest eksploderet efter at Erdoğan stækkede militærets politiske rolle. Heritage Foundations ’Rule of Law’ indeks (den blå linje), udviser også en stærk trend nedad de seneste par år.

frihed-i-tyrkiet

Med andre ord er den pludselige interesse i tyrkiske problemer meget velkommen, men også ganske stærkt forsinket. Alle indikatorer peger i den forkerte retning, og helt særligt et så stærkt tab af pressefrihed er næsten altid fulgt af autokratisering. Medmindre Erdoğan på en eller anden måde får voldsomme politiske problemer, er Tyrkiet på en motorvej væk fra demokrati.

En tanke om "Frihed i Tyrkiet"

  1. Superman

    Men husk, det har intet med kultur og religion at gøre.

    Og følgeligt er der heller ingen grund til at frygte konsekvensen hvis yderligere millioner af mennesker fra den kulturkreds flytter til Europa. Enhver frygt for at det skulle give problemer, er i virkeligheden den virkelige grund til at der evt. opstår problemer jf. vores ledende politikere og førende forskere.

    Kritikken af Tyrkiet og udviklingen har i øvrigt jævnligt været et tema hos særligt et politisk segment gennem de seneste par årtier. Det dog et segment der er meget upopulære i medierne. Men som med så meget andet, bliver deres analyser hver mands eje med et årtiers forsinkelse, dog samtidig med at man så finder et andet halmstrå til at svine dem til for.
    Det er ret morsomt at følge – og man må håbe nogen skriver en fin bog om fænomenet.

    Svar

Skriv et svar