Kontrære idéer #2: Mindre velfærd betyder mere velfærd

Det må være et af de største retoriske kup i nyere tid: At ordet ’velfærd’ ikke længere betyder at et individ eller en familie trives, vurderet i overensstemmelse med deres egne mål og formål, men at det nu for de fleste danskere betyder, i hvor høj grad de har adgang til skatteyderbetalte, offentlige ydelser. I den politiske newspeak betyder øget velfærd derfor fuldstændigt det samme som øgede offentlige udgifter.

Spørgsmålet, man må stille sig selv er, hvornår større offentlige udgifter fører til større individuel velfærd – forstået på den oprindelige måde som større velbefindende. Svaret er, at der er fire forhold, der logisk må være opfyldt, for at det offentlige på marginen bidrager positivt til det enkelte individs velfærd: 1) Der må være forhold, som enkeltindivider er interesserede i, men som de ikke kan bibringe privat, eller ikke kan bibringe tilstrækkeligt effektivt; 2) Borgernes præferencer må være meget ens; 3) Politik virker på en måde, så politikere har tilstrækkeligt stærke incitamenter til at indrette politikken udelukkende efter borgernes præferencer; og 4) Politikerne må have næsten fuld information om hvad borgerne faktisk ønsker i deres private liv.

Den første betingelse giver næsten sig selv, men er forbundet med et økonomer kalder ’positive eksternaliteter’. Et solidt retsvæsen bidrager positivt til alle ikke-kriminelle elementer i samfundet, ligesom nationalt forsvar og enkelte andre kerneydelser. Det er ganske svært og meget dyrt at sørge for forsvar og retslig beskyttelse som enkeltindivid, og langt de fleste fra socialdemokrater og moderne socialister til ærkeliberalister ser derfor disse opgaver for næsten naturligt offentlige. Omvendt er det ingen eksternaliteter forbundet med f.eks. cafédrift, og dermed absolut ingen grund til at det gøres til en offentlig opgave.

Betingelse 1) er nødvendig, men langt fra tilstrækkelig. Den anden betingelse er et stort problem for enhver offentlig sektor, og i særdeleshed en såkaldt velfærdsstat. Staten leverer én ydelse i én kvalitet, hvilket ikke er et problem, hvis borgerne er så ens at de har samme præferencer og samme behov. I jo højere grad de er forskellige, har forskellige behov og forskellige ønsker til servicen, jo flere borgere kommer til at opleve service, der enten er under deres foretrukne standarder – de var villige til at betale mere for bedre service – eller for dyr for deres behov. Mens et frit, privat marked kunne have leveret differentieret service, kan det offentlige ikke gøre det.

De helt store problemer dukker op i de to sidste betingelser, som basalt siger at for at offentlige udgifter kan bidrage positivt til individers velfærd, må politikerne der beslutter omfanget og strukturen af udgifterne var både uegennyttige og alvidende. Hvornår har politikere sidst uegennyttigt gennemført noget, der ikke primært var drevet af enten deres egne ønsker om genvalg, eller deres såkaldte ’bagland’ – dvs. de særinteresser, som de er sammenflettet med og støttet af? Og – må man spørge – hvordan kan de vide ret meget om danskernes meget forskellige præferencer og behov, når mange danskere ikke engang selv har fuldstændige præferencer – de har jo ofte ikke oplevet alternative løsninger? I praksis, i modsætning til den mainstream nationaløkonomi, er desværre ofte undervises i på universiteternes første år, bar politikerne oftest hverken viden om almindelige borgeres præferencer eller incitament til at tilegne sig den eller overhovedet at tage hensyn til præferencerne.

Når der besluttes at hæve de offentlige udgifter – uanset om det så sælges om ’mere velfærd’ – er udgifterne derfor ikke på nogen systematisk måde rettet mod at opfylde nogen form for behov, som almindelige mennesker ikke kan få dækket af markeder eller gennem andre private ordninger. Det er dog altid dem, der betaler for de øgede udgifter. Ser man realistisk på det, betyder mere såkaldt ’velfærd’ således logisk, at det enkelte individ taber faktisk velfærd i form af det, hun selv kunne have købt for midlerne, eller den tid hun kunne have brugt på andre formål, hvis hun ikke skulle tjene de ekstra penge til staten.

Realistisk set er det teoretiske billede derfor klart, når man undgår at lave aldeles romantiske antagelser om politiske incitamenter, viden eller adfærd. Man kan naturligvis spørge, hvordan det empiriske billede ser ud. Jeg var selv for nogle år siden – som et af de første projekter efter at være blevet PhD – involveret i arbejde om emnet sammen med Axel Dreher og Justina Fischer. Artiklen, der blev publiceret i Public Choice, viste at der på landeniveau er en stærk, negativ sammenhæng mellem det offentlige nettoforbrug og folks selverklærede tilfredshed med livet. Flere senere studier har peget på det samme med anderledes metodiske vinkler, og ikke Bodo Knoll og Hans Pitlik viste i år i Empirica, at en større offentlig sektor sænker tilfredsheden for alle, men i særlig grad for de relativt rige – dvs. dem, der effektivt finansierer forbruget.

Bundlinjen er, at mere såkaldt velfærd som oftest betyder mindre faktisk velfærd for de fleste borgere. De eneste vindere er de politikere, der på kort sigt køber stemmer til genvalg.

1 thought on “Kontrære idéer #2: Mindre velfærd betyder mere velfærd

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.