Mandags-links

I stedet for en post med et bestemt tema har vi tidligere også postet kortere referencer til artikler, nyheder og andet, vi finder er interessante. Dagens post er sådan en med tre links.

For det første har det glimrende Institute of Economic Affairs i London (disclaimer: jeg sidder i deres Academic Advisory Council) udgav fornylig den årlige Hayek Lecture, som blev afholdt i december af New York Universitys verdenskendte udviklingsekspert William Easterly. Bogen kan bestilles, men også downloades her. Foruden Easterlys fine foredrag omfatter den også den efterfølgende Q&A session og kommentarer fra Abigail Hall-Blanco, Sylvie Aboa-Bradwell og undertegnede.

Under Aarhus Festuge afholdtes igen i år et arrangement med titlen Spørg Universitetet. Formatet er, at folk i ugen før arrangementet kan sende spørgsmål om alt muligt, som seks udvalgte forskere kan tænkes at svare på. Jeg deltog igen i år i arrangementet sammen med mine professorkolleger Tobias Wang, Søren Rud Keiding, Karl Anker Jørgensen, Thomas Skjødeberg Toftegaard og museumsinspektør Jeanette Varberg. TV2-Østjylland sendte en del af arrangementet i fredags, og programmet kan genses her. Interesserede læsere kan således få svar på både hvorfor vi får tømmermænd, om vand har hukommelse og hvad man kan bruge arkæologi til – og se Jeanette Varbergs forrygende formidlingsevner in action.

Sidst, men ikke mindst, kan interesserede læsere se min kollega og ven Andreas Bergh (Lunds Universitet) hudflette svenske politikere i Svenska Dagbladet, hvor politikere fornylig klagede over at Ericsson flytter 3000 jobs ud af Sverige. Andreas har et klassisk eksempel på politikere, der prøver at blæse og have mel i munden på samme tid. Mens de har en plan om at ’nyindustrialisere’ Sverige støtter de samtidig den såkaldt solidariske lønpolitik – læs: Høje minimumslønninger og små lønforskelle. Som altid er Andreas eksemplarisk pædagogisk og klar i mælet – og ganske morsom.

Opdatering: Her er også et link til årets Nobelpris i økonomi. Prisen går til Oliver Hart (Harvard) og Bengt Homström (MIT) for deres bidrag til kontraktteori. Prisen og det særlige bidrag forklares her.

Skriv et svar