Årets Nobelpris i økonomi går til britisk-amerikanske Oliver Hart og finsk-amerikanske Bengt Holmström for deres arbejder i kontraktteori. Jeg har skrevet en kort præsentation i Børsen.

Redaktionen har givet artiklen den friske overskrift “Det kan politikerne lære af Nobelprisvinderne”, selv om de fleste eksempler handler om private kontrakter så som forsikringer, jobkontrakter og CEO-bonusser. Men som jeg når at komme meget kort ind på, er der også politikrelevans. Og det handler endda ikke kun om politik for politikerne, men om hvordan gode politiske institutioner ser ud. Ja, faktisk har politiske filosoffer fra Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne skikkelser som Rawls og Gauthier på forskellig måde brugt ideen om en social kontrakt til at basere en politisk filosofi på. Så kontrakter er et vigtigt fænomen.

Hvad skal de til for? Artiklen eksemplificerer det med at bage en kage. Den kan blive større, hvis vi samarbejder. Men hver af os kan umiddelbart få mere kage, hvis vi bruger nogle af kræfterne på at tilkæmpe os en større del af kagen. Resultatet af, at alle gør sådan, bliver bare mindre kage. En kontrakt som binder os til at afstå fra at bruge kræfter på at kæmpe om kagen kan derfor i sidste ende føre til mere kage til alle.

Det økonomiske marked består dybest set af parvise bytter, som stiller begge parter bedre – altså skaber mere kage. Men der er mange situationer, hvor den slags bytter kun kan lade sig gøre med en kontrakt. Der ville ikke være mange forsikringer, fastansatte medarbejdere eller byggerier uden en kontrakt. Men der opstår nogle interessante problemer, når den perfekte kontrakt ikke kan lade sig gøre. Ét problem er, at man ikke altid kan overvåge fuldstændigt, om parterne overholder aftalen. F.eks. at forsikringstagere ikke bliver skødesløse eller direktøren aldrig tilgodeser sig selv frem for ejernes interesser. Et andet problem er, at en kontrakt ikke altid kan tage højde for alle situationer på forhånd.

Det er den type problemer, Hart og Holmström arbejder med. De kan bl.a. svare på, hvordan CEO-kontrakter kan udformes, og hvordan ejerskabsstrukturen hos forretningspartnere bør se ud.

Men der er som sagt også politiske implikationer af kontraktteori. Én kunne være, at staten ikke bør tilsidesætte private kontrakter. Hvis kontrakter er et gode, bør de ikke undergraves. Pointen går endda efter min opfattelse en hel del dybere. Hvis man begrunder politiske institutioner og politisk filosofi på hypotetiske kontrakter, så forekommer det selvmodsigende at se bort fra faktiske, konkrete kontrakter. Faktisk enighed bør stå over hypotetisk. En anden kunne være, at legitim politisk virksomhed bør handle om at gøre kagen større, ikke omfordele den – og slet ikke på en måde, som gør den mindre.