Hvem bliver USA’s næste præsident? Perspektiver, modeller og forudsigelser

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

Der er cirka tre uger til det amerikanske præsidentvalg. Det finder sted tirsdag d. 8. november 2016. Det amerikanske politiske system har i mere end 150 år været domineret af to store partier: Det Demokratiske Parti, blev dannet i 1828, og er verdens ældste aktive politiske parti. Det har rødder tilbage til tre af USA’s founding fathers, nemlig Thomas Jefferson, Alexander Hamilton og John Adams. Partiet har haft præsidentembedet 15 gange, og Andrew Jackson var partiets første præsident (1829-1837). Det Republikanske Parti, i folkemunde kaldt Grand Old Party (GOP), blev dannet i 1854, og har haft præsidentembedet flest gange, 18. Dets første præsident var Abraham Lincoln (1861-1865). De to partiers præsidentkandidater, som blev nomineret på partiernes konventer i sommer, er Hillary Clinton og Donald Trump.

Hillary Clinton har gennemgående ført i meningsmålingerne siden sensommeren, og hendes forspring er i de seneste uger blevet konsolideret, efter Donald Trump  er kommet i stærk politisk modvind, efter han har fremsat nogle nedsættende udtalelser om krigsveteraner og kvinder, og efter nogle lydklip, som blev optaget for nogle år siden, har fået mediernes opmærksomhed. Ifølge det velansete valgsite, Real Clear Politics, fører Clinton på nuværende tidspunkt med 6,7 procentpoint, 48,1% vs 41,%, hvilket er meget efter amerikanske forhold. Dette forspring bliver svært for Trump at indhente på tre uger. Der er dog stadig  mange vælgere, som ikke har taget endelig stilling, og begge kandidater er temmeligt upopulære blandt de amerikanske vælgere. Ingen af dem aspirerer til at være det naturlige valg.

Danske politiske kommentatorer har allerede nu været tilbøjelige til at dømme løbet kørt for trump Fx. spår kommentatoren David Trads, som spår , at Clinton vil vinde en sejr, som bliver sammenlignelig med Reagans landslide-sejr i 1984, hvor han vandt 525 af de 538 valgmandsstemmer.  Det lyder usandsynligt, da Trump og Republikanerne sidder sikkert på stemmerne i Midtvesten og Bibelbæltet. Se aktuelle kort. Og det et er endnu alt for tidligt at vurdere det amerikanske præsidentvalg som afgjort.

Der findes faktisk gode argumenter for, hvorfor Donald Triump kan gå hen og overraske på valgdagen. Et argument er, at meningsmålinger har en tendens til at undervurdere meget kontroversielle politiske kandidater eller partier, fordi de adspurgte respondenter ikke har lyst til at sige, at de har tænkt sig at stemme på den kandidat eller det parti. Det er nærmest et tabu.  I Danmark klarede Dansk Folkeparti sig således i årevis langt bedre på selve valgdagen end i meningsmålingerne. Men fænomenet er kendt i mange vestlige lande som f.eks. Sverige (Sverigesdemokraterne), Frankrig (Front Nationale) og Tyskland (Alternative für Deutschland).

Et andet argument baserer sig på politisk valgcyklusteori, herunder Public Choice-hypotesen om The Cost of Ruling og den såkaldte Primærmodel. The Cost of Ruling har inden for forskningsfeltet Public Choice været kendt i flere årtier, og har bla. gjort danske forskere som Martin Paldam og Peter Nannestad til to af forskningsfeltets mest prominente forskere på internationalt plan.  Politiske journalister kalder også The Cost of Ruling for metaltræthed. Regeringer bliver nedslidt efter nogle år ved magten, bl.a. fordi vælgere får lyst til politisk forandring.  Jo længere et parti gennemgående har siddet ved magten, desto mere popularitet mister det blandt vælgerne. I Danmark har dette været Det Konservative Folkepartis skæbne efter Schlüter-regeringerne i 1980’erne, Socialdemokratiets skæbne i 00’erne efter Nyrup-regeringerne i 1990’erne, og senest Venstres skæbne efter Fogh Rasmussen- og Løkke-regeringerne i 00’erne. I USA har det Demokratiske parti haft præsidentembedet i de seneste to valgperioder, og mange amerikanere ønsker forandring. Dette kan umiddelbart lyde paradoksalt, da et centralt slagord i Obamas kampagne i 2008 netop var Change. Men The Cost of Ruling er en meget afgørende mekanisme i demokratiske systemer.

Helmut Norpoths primærmodel, som blev formuleret i 1996, følger i sin essens denne logik: De to amerikanske politiske partier har en tendens til at  have præsidentembedet i to valgperioder, hvorefter vælgerne giver magten til kandidaten fra det andet parti. Et nærmere blik på historikken viser dog, at der findes mange afvigelser fra denne logik, fx valgene i 1948, 1980 og 1992. Norpoths model er da også mere sofistikeret, idet den forudsiger, at den kandidat, som vinder med den største relative margin til den bedst placerede interne modkandidat i primærvalgene, også vinder præsidentvalget. Eftersom Donald Trump vandt med en større relativ margin over Ted Cruz i Det Republikanske partis primærvalg, end Hillary Clinton vandt over Bernie Sanders, forudsiger modellen, at Trump bliver USA’s næste præsident.

Primærmodellen har gættet den rigtige vinder hver gang, siden den blev formuleret i 1996. Og retrospektivt har den også gættet rigtigt hver gang, siden primærvalgene fandt deres moderne form i 1912 (en undtagelse var i 1960).

Hvis man går videre end de aktuelle meningsmålinger, hvor Clinton som nævnt har et solidt forspring, findes der også gode modargumenter. Det mest interessante modargument, som også er Public Choice-inspireret er Moody Analytics’ model. Denne forecasting-model er baseret på økonomiske faktorer, og mere præcist de senere års vækst i henholdsvis reale husholdningsindkomster, boligpriser og benzinpriser – altså faktorer, som er højest vedkommende for amerikanerne. Hvis udviklingen i de seneste år op til valget har været gunstig for vælgerne, er disse tilbøjelige til at stemme på kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet. Modellen har holdt stik ved hvert eneste valg, siden den blev formuleret i 1980.

I år giver modellen imidlertid ikke et fuldstændig krystalklart billede. På den ene side er den bærende middelklasses reale husholdningsindkomster stagneret gennem en længere årrække, på den anden side er benzinpriserne faldet dramatisk siden 2013; det største fald i efterkrigstiden. Imidlertid har  den amerikanske økonomi også overvundet finanskrisen, og oplever i disse år både pæn jobvækst og stigende boligpriser. Dette taler alt i alt for en sejr til kandidaten fra det parti, som har præsidentembedet, nemlig Hillary Clinton.

En analytiker fra Moody spår således, at Hillary Clinton vinder mindst 330 valgmandstemmer, hvilket vil være rigeligt til at blive valgt som præsident. Der kræves mindst 270 af de 538 valgmandsstemmer.

Ser vi udover de to Public Choice-modellerne og alene på politologiske faktorer, er det bemærkelsesværdigt, at de demografiske vælgergrupper, som har været i stærkest vækst gennem en årrække, har været latinovælgerne og vælgerne med asiatisk baggrund, ligesom det er vælgere, som karakteriserer sig som ikke-religiøse. Den koalition af vælgere, som Det Demokratiske parti har haft fat i siden Clinton-årene (1993-2001), inkluderer netop disse vælgere.

Faktisk har det amerikanske politiske system en tendens til at følge lange cyklusser, hvor et af partierne har fået opbygget en solid base af vælgergrupper, som er i vækst.

Således havde Det Republikanske parti gennemgående magten fra 1861 til 1933, fordi partiet startende med Abraham Lincoln, formåede at skabe en vælgerbase bestående af modernister, tilhængere af slaveriets afskaffelse, tilhængere af friere handel, industrialisering og indvandring. Da USA blev ramt af den økonomiske depression med krakket i 1929, formåede Demokraterne at skabe en ny platform, som blev kaldt for New Deal-koalitionen. Den bestod bl.a. af landmænd, arbejdere og intellektuelle, og holdt til 1960’erne, hvor den gik i opløsning som følge af Vietnam-krigen, raceproblematikken og en voksende folkelig modstand mod Johnson-regeringens liberale velfærdsstatspolitik.

Under Nixon (1969-74) og Reagen (1981-88) skabte Det Republikanske parti en ny solid vælgerplatform, som bestod af det nye religiøse højre og tilhængere af nyliberale økonomiske politikker. Denne koalition som varede fra ca. 1972 til 2008 har måtte vige til fordel for den vælgerplatform, som Det demokratiske parti har opbygget startende med Clinton-årene og med Obama-årene (2009-2016) som foreløbig kulmination.

Der eksisterer altså forskellige perspektiver på, hvilket politisk parti, som får tildelt præsidentembedet d. 20. januar 2017, når USA’s næste præsident indsættes, og man skal ikke dømme nogen af kandidaterne ude, før vælgerne har afgivet deres stemme d. 8. november.

 

 

 

 

1 Kommentar

  1. Fint med de koalitioner, men jeg synes godt nok at deres levetid falder drastisk med årene.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑