Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?

November-8-2016-Election-Day-In-United-States

De færreste medier troede på, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Gennem det meste af 2016 var han i meningsmålingerne langt bagud i forhold til modkandidaten Hillary Clinton, men alligevel vandt han forholdvis overbevisende ved bl.a. at vinde de afgørende svingstater i det østlige USA.

Til trods for en overvældende dækning af valget, forventede langt de fleste danske journalister og politiske kommentatorer ,at Clinton ville vinde valget, men nok engang blev de taget på sengen. Ikke alle kommentatorer tog dog fejl. Så tidligt som i juli 2016 efter nomineringen af de to hovedkandidater på deres respektive partikonventer, forudsagde jeg, at Donald Trump ville vinde valget, og blive USA’s næste præsident.    Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af  udfaldet af amerikanske præsidentvalg.

Det skal også siges, at selvom hovedparten af de amerikanske meningsmålinger tog fejl, var det ikke dem alle. Den såkaldte IBD-TIPP-poll, som er ved at oparbejde et ry som den mest præcise poll, rapporterede flere dage op til valget om en sejr på omkring 2 procent point til Trump, og nok så vigtigt rapporterede den om, at tilslutningen til Trump var stigende dag for dag, og at det altså var hans lejr som havde klart momentum. 

Det store spørgsmål er, hvorfor hovedparten af meningsmålingerne tog fejl

Man kan formentlig drage lære af bl.a. Brexit-afstemningen om Storbritanniens fortsatte medlemsskab af EU i sommer, hvor meningsmålingerne gennemgående også tog fejl. I den forbindelse skrev YouGov’s forskningschef, Anthony Wells et interessant blogindlæg, hvor han redegjorde for forklaringer på, hvorfor målingerne tog fejl.   Flere af forklaringerne kan meget vel også vise sig at gælde for det amerikanske præsidentvalg. Hovedforklaringerne var, at Brexit-afstemningen ligesom det senere amerikanske præsidentvalg mobiliserede nogle vælgere, som ikke indfanges i de traditionelle meningsmålinger, men mere præcist kan Wells’ pointer sammenfattes således:

• Selvom de stikprøver, som udtages til meningsmålinger, er demografisk og socioøkonomisk repræsentative, er vælgergrupper med lavere og korterevarig uddannelse systematisk underrepræsenteret, fordi svarprocenten blandt disse vælgergrupper er lavere, end den skulle være for de facto at gøre målingen repræsentativ.  Dette betyder, at hele den fine statistik med signifikansniveauer og sikkerhedsmarginer faldet på gulvet. Man kan med andre ord ikke længere stole på målingen.  Et relateret problem er, at tidsperioden, hvor man gennemfører målingerne (typisk over tre dage) er for kort til, at man kan få en tilfredsstillende svarprocent fra disse grupper, så Wells’ anbefaling, er, at man øger svarperioden, så svarprocenten kan blive tilfredsstillende, f.eks. til 7-10 dage.

Disse indsigter har også stor betydning for meningsmålingerne i Danmark og en række andre europæiske lande: I Danmark fx. har det været et velkendt fænomen, at Dansk Folkeparti har været systematisk undervurderet i meningsmålingerne. Politiske analytikeres forklaring har været, at vælgerne ikke har turde tilkendegive, at de ville stemme på Dansk Folkeparti, fordi dette blev anset som politisk ukorrekt. Denne forklaring skal ses i et nyt lys, for Dansk Folkeparti har en overvægt af vælgere, som ikke er højtuddannede, og som måske også har en mistillid til det etablerede politiske system. Derfor har de en tilbøjelighed til at sige nej til at deltage i meningsmålingerne, eller også  1qq

• Der er stor forskel på telefoninterviews og online polls. Onlinepolls er mere præcise end telefonpolls, men selv onlinepolls skal korrigeres med en faktor for at øge præcisionen. Fastlæggelsen af denne faktor kræver yderligere forskning, men pointen er her, at de traditionelle telefoninterviews ikke virker længere. Nogle vælgergrupper giver ikke altid et ærligt svar, når de ringes op, fremfor de i ro og mag selv kan svare på en computer over internettet.

I tillæg er der nogle vigtige problemer med den såkaldte opregning:

• Eftersom der altid er frafald ved meningsmålinger, må meningsmålingsinstiuttterne korrigere for den forventede valgprocent. Den opregning, som de gennemfører i denne forbindelse, bliver fejlbehæftet, når den faktiske valgdeltagelse bliver betydeligt højere end den forventede. Det var tilfældet ved Brexit-afstemningen, og kan også vise sig at have været tilfældet ved det amerikanske præsidentvalg.

˚ Opregningen sker typisk også via såkaldte attitudevægte: Når de spurgte vælgere svarer “ved ikke”, bliver de også stillet nogle holdningsspørgsmål, så institutterne derigennem kan regne sig frem til, hvilket parti eller hvilken kandidat, vælgeren vil stemme på. De attitudevægte, som konstrueres i denne forbindelse, kan af forskellige grunde, som i de fleste tilfælde har at gøre med ovenstående, være forkerte, hvorfor hele målingen bliver skæv.

Alt dette betyder ikke, at vi ikke længere skal have tiltro til meningsmålinger, men der forestå et stort arbejde for meningsmålingsinstitutter for at få gjort deres målinger mere præcise.  Dertil kommer, at journalister og politiske kommentatorer skal blive bedre til at forstå de statistiske usikkerhedsmarginer, som er knyttet til meningsmålinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

• Brexit-afstemningen mobilisered

 

 

7 tanker om "Efter det amerikanske præsidentvalg. Hvorfor tog målingerne fejl?"

  1. Kjeld Flarup

    Tillykke til dig med din spådom. Der var flere som spåede rigtigt: https://www.version2.dk/artikel/ai-algoritme-gaettede-paa-trump-har-nu-ramt-rigtigt-fire-praesidentvalg-traek-1028591

    Jeg tænker om der kan være endnu en grund til at meningsmålingerne fejler, nemlig at de viser det resultat som “systemet” gerne vil have. Måske endda at metoderne justeres, så man ikke som meningsmålingsinstitut kommer med resultater som er alt for “kontroversielle” og dermed useriøse og udenfor. I hvert fald under valgkampen. Det kræver jo også et vist mod, at offentliggøre et resultat som går imod den offentlige mening.

    Svar
  2. Peter Kurrild-Klitgaard

    “Æren for denne forudsigelse tilkommer dog den amerikanske public choice-professor, Helmut Norpoth, hvis såkaldte primærvalgsmodel har vist sig at være overordentlig præcis i dens forudsigelser af udfaldet af amerikanske præsidentvalg.”
    Æhhhh … men det var den jo ikke specielt her. Norpoths model (der er bemærkelsesværdig ved bl.a. ikke at kontrollere for nogle andre faktorer) var ikke så meget i skoven som mange andre, men den havde et forecast med netto-fejl på 1,6 pct. Mindst fire andre publicerede forecast fra andre økonometriske modeller havde lavere fejlmargin (heriblandt min egen på 0,1 pct.).

    Svar
  3. Johannes Polemicus

    Jvf. din kommentar omkring, at online-polls er bedre, så gennemførte flere institutter jo netop *både* online-polls og telefonpolls med det formål at finde ud af, om der var signifikant underrapportering pga. social desirability bias. Det så man ikke der, hvilket i sig selv er interessant!

    Svar
    1. Kjeld Flarup

      Jeg vil sige at lige netop her kan online pools ramme rigtigt meget ved siden af. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der ligger en stor gruppe Trump vælgere som ikke er online, men kun tager deres input fra TV.

      Svar
  4. Peter Kurrild-Klitgaard

    PS. Som stemmeoptællingerne p.t. udvikler sig, ligger Norpoths model nu til at klare sig (marginalt) *dårligere* end gennemsnittet af meningsmålingerne (1,7 pct.point vs.1,6 pct.point “off”) …

    Svar
  5. Niels O

    Når folk lyver overfor meningsmålinginstitutterne, er der vel ikke noget at gøre. Fact of Life. De stakkels spørgere kan jo ikke over for enhver blive ved og ved med at bore i, om “det nu også kan være rigtigt”. Så bliver de jo aldrig færdige med deres arbejde.

    Svar
    1. Niels O

      Jeg vil meget hellere høre, hvad de kloge herinde forventer af Trumps økonomiske politik? Han er jo reelt ikke republikaner, men bare en populist, der har udtrykt ønske om protektionisme og isolationisme. Ligesom i 30’erne. Men det ønsker republikanerne ikke. De vil have frihandel.

      Hvem får sin vilje? Bliver det sidstnævnte, så er Trump reelt en løftebryder.

      Men hvad, det er han jo allerede m.h.t Obamacare, forbuddet mod muslimer til indrejse til USA, der er fjernet fra hans side og senest “fjernelse af lobbyister”, der nu er blevet til et valg af en masse af disse.
      Desuden er der noget om The Wall, der gerne må være et hegn her og der.

      Svar

Skriv et svar