Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.

3 tanker om "Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger"

  1. Uffe

    Er det “non-excludable” og “non-rivalrous” der er betingelserne for offentlige goder? Fx fyrtårne i gl. dage.

    For så forstår jeg ikke hvorledes basal uddannelse kan være en del af det, eller hvordan man specifikt skelner mellem at uddannelsen tager form af “basal” eller af “avanceret”.

    Kan du uddybe nærmere hvordan man definerer sig til at inkludere uddannelse, og hvor man trækker grænsen mellem den ene og anden type, som jeg umiddelbart vil gætte på bør være privatiseret, iflg. den konsensusbetragning du nævner?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Man inkluderer ofte basal uddannelsee – folkeskoleniveau i Danmark – pga. de positive eksternaliteter der er forbundet med uddannelse.

      Svar
  2. Kjeld Flarup

    For mig at se er det blot endnu et eksempel på det som fik Trump valgt, nemlig at politikerne tror, at de er klogere end borgerne. I dette tilfælde vidste politikerne bedre end arbejdsmændene, hvordan man rydder sne. Den måde man hidtil ryddede sne på var bevidst kønsdiskriminerende.

    Svar

Skriv et svar