De vilkårlige argumenter imod frihandel

Der findes mange argumenter mod frihandel eller argumenter for, at mere handel på en eller anden måde skal modgås eller ledsages af anden politik. Det særlige er dog ikke antallet eller den kreativitet, folk udviser når de finder på dem. Det er, hvor forbløffende let det er at afvise argumenterne, baseret på enten solid økonomisk teori eller empirisk evidens. I det følgende giver vi et par af de mest almindelige eksempler.

Et af de mest almindelige er påstanden om, at der naturligvis er vindere og tabere, når man handler mere. Argumentet er derfor, at taberne skal ’kompenseres’ ved at staten omfordeler fra ’vinderne’ til ’taberne’. Kompensationsargumentet er et af de mere mærkelige, og ganske vilkårligt, når man tænker lidt over det. Påstanden er først og fremmest, at de synlige ’tabere’ fra globalisering bør kompenseres fordi politiske ændringer har skabt en situation, hvor deres tidligere arbejde nu ikke længere er tilstrækkeligt profitabelt til at blive opretholdt. Der er flere elementer i argumentet, som ikke tåler yderligere overvejelse.

Først og fremmest indebærer argumentet, at hvis synlige arbejdspladser flytter fra København til Haderslev – man kan f.eks. forestille sig, at globalisering gør det mere attraktivt at placere arbejdspladserne tættere på Nordtyskland – er der ingen krav om at kompensere de københavnere, som skal til at finde et nyt job. Flytter de derimod den cirka halve times bilkørsel sydpå til Flensborg, gælder modstandernes krav derimod – endda uanset at medarbejderne måske bor i Padborg eller hører til det danske mindretal i Slesvig. Der er også det mærkværdige i argumentet, at man mener at folk skal kompenseres hvis man kan fortælle en historie om, at deres jobtab skyldes globalisering; men hvis jobtabet skyldes teknologisk udvikling, der gør dem overflødige, er der ingen påstand om et krav om kompensation. Det vilkårlige findes dermed i, at hvis én proces flytter jobs ved at gøre dem relativt mindre produktive, skal nogen kompenseres, mens hvis en anden helt parallel proces – den ændre på deres relative produktivitet – flytter jobs, er der intet krav om kompensation.

Der findes også et yderligere moralsk element i kompensationsargumentet. Husk først, at på den lange bane flytter al aktivitet til de områder, der er relativt mere produktive – de har en komparativ fordel. Argumenterer man for, at ’taberne’ bør kompenseres, er det således det samme som at sige, at vi bør give overførsler til grupper i samfundet, som ganske enkelt ikke er specielt dygtige længere. Man kan således diskutere om det er fair, at man omfordeler til grupper, der har hvilet på laurbærrene – ikke mindst fordi omfordeling naturligvis altid skal betales af andre grupper i samfundet, som tydeligvis enten er mere produktive eller har mindre politisk indflydelse.

Et andet problem, der er centralt for hele debatten, er det rent epistemologiske problem: Hvordan ved vi, hvad der forårsagede et jobtab eller flytning af en virksomhed? I realiteten kan man ofte blot observere, at et firma eller en gruppe firmaer afskediger medarbejdere, men uden at man har ret meget information om baggrunden for at de gjorde det. Hvis man ser samme firma skaber lignende arbejdspladser i et andet land på samme tid, taler man om outsourcing, som sker når det er for dyrt at have produktionen i et land fremfor et andet – det første lands arbejdskraft er ikke længere produktiv nok i forhold til den aflønning den kræver. Men det samme kan også ske internt i Danmark, når et firma udkonkurrerer et andet, eller på tværs af sektorer, når en sektor af en eller anden grund bliver væsentligt mere produktiv. Det er derfor ofte umuligt at vide, om nogle bestemte jobs er forsvundet pga. globalisering eller noget andet.

Sidst er der en række påstande, som ofte ytres af de samme personer: 1) Handel skal skabe arbejdspladser for at den er god; 2) Eksport er godt, import er skidt – det er altså handelsbalancen, der er vigtig; og 3) Vi må beholde arbejdspladser til ufaglærte eller i ’traditionelle’ erhverv, ellers svækkes sammenhængskraften. Alle tre er rendyrket nonsens!

Først og fremmest kan handel ikke skabe arbejdspladser andet end på den meget korte bane. Når folk som Socialdemokraternes Jeppe Kofoed således fastholder, at EU ikke bør indgå handelsaftaler medmindre de skaber arbejdspladser, er hans krav baseret på en helt fundamental misforståelse. Det handel gør, er at den tillader lande at specialisere sig, dvs. at få mest muligt ud af deres ressourcer. Det indebærer blandt andet, at de arbejdspladser, der ikke er produktive i international konkurrence vil forsvinde, og dermed tillade ressourcer som både arbejdskraft og andet at flyde til de mere produktive erhverv. Folk får derfor bedre og højere lønnede jobs som følge af globaliseringen, men ikke flere af dem. Handelen skaber også et konkurrencepres, som incentiverer de fleste virksomheder til at lede efter måde at blive mere produktive på, og som også tillader at viden flyder over grænser. Begge dele gør eksisterende jobs mere produktive.

Et relateret argument er, at eksport og godt for det tjener vi penge på, mens import er skidt fordi det slår danske arbejdspladser ihjel og er en udgift. Virkeligheden er dog den modsatte: Import er velfærdsskabende, fordi det tillader almindelige forbrugere at købe billigere varer, det giver et mere forskelligartet udbud, og det giver adgang til bedre kvalitet. For at importere varer, behøver man dog udenlandsk valuta, som indtjenes gennem eksport. Den udenlandske valuta kan jo i sagens natur ikke bruges i Danmark. Og skulle man have et handelsbalanceoverskud, indebærer det logisk, at de ekstra euro og dollars skal ’bruges’ i udlandet. De indebærer derfor, at man flytter investeringer ud af landet til udlandet.

Det gælder dermed også det sidste argument om sammenhængskraft. De lavtlønnede, ’traditionelle’ jobs producerer ikke luksusvarer, men derimod almindelige varer, som ofte er for dyre at producere i Danmark, eller hvor de danske varer er for dårlige. Skal man ’beskytte’ den arbejdskraft mod udenlandsk konkurrence, indebærer det logisk, at disse varer bliver dyrere. Og det særligt penible i det er, at det er varer, der vejer langt tungere i fattiges budget end i middelklassens eller de rigeres budget – vaskemaskiner, tøj, mad. Er der reelt nogen der tror, at det kan skabe sammenhængskraft hvis man gør livet dyrere for de fattigste grupper i samfundet? At det er solidarisk eller fair?

Det var tre eksempler på misforståelser, der gør store dele af debatten idiotisk på begge sider af Folketinget. Der findes flere…

37 tanker om "De vilkårlige argumenter imod frihandel"

  1. hot_and11@hotmail.com

    Jeg ville ønske, at aviserne brugte mere spalteplads på indlæg som dette, frem for alt muligt andet nonsens. Medier, politikere og almene borgere burde bruge mere tid på at forholde sig til empirisk evidens, fremfor at danne egne teorier og floskler omkring hvordan man ønsker, håber eller tror verden ser ud.

    Svar
  2. Kjeld Flarup

    Uanset om det er globaliseringen, eller den teknologiske udvikling, så skal man have øje for beskæftigelsesaspektet for de svagere klasser. Man kan bare ikke se økonomien i statistikker, hvis der er grupper som mister deres selvforsørgelse. Og med de seneste landvindinger indenfor f.eks. Machine Learning, så er der ting, som kan komme til at gå stærkt.

    Jeg har en beskrivelse for denne gruppe, nemlig de mennesker som ikke er produktive nok til at levere en ydelse som både kan konkurrere og honorere de skatter og andet dårskab som der pålægges. Og em vil der komme flere af, i takt med udviklingen.

    Svar
  3. Lars Hansen

    Det er velformuleret liberalisme om frihandel – at det er ren win-win – alle vinder; også dem, der taber deres arbejde og deraf følgende identitet, selvværd og plads i samfundet – du skulle tage og følge det op med et indlæg om indvandring, hvor det på samme måde bevises, at fri indvandring også er win-win – i et liberalt perspektiv.

    Fri indvandring tillader personer at flytte sig derhen, hvor deres ressourcer mest effektivt og efficient kan omsættes til goder – hvad vil hæve velstandsniveauet – hvorfor Danmark bør indføre fri indvandring.

    Svar
      1. Lars Hansen

        Goderne vil blive billigere – det kommer alle til gode.

        Men hvis pågældende ikke er konkurrencedygtig på liberal-globale markedsvilkår – så er aktivdødshjælp tilladt under en liberal orden.

        Svar
              1. Lars R. Hansen

                Det var en kommentar til den blidhed over for de sociale konsekvenser en økonomisk politik kan medføre.

                Svar
  4. Aarhusianer

    “Der er også det mærkværdige i argumentet, at man mener at folk skal kompenseres hvis man kan fortælle en historie om, at deres jobtab skyldes globalisering; men hvis jobtabet skyldes teknologisk udvikling, der gør dem overflødige, er der ingen påstand om et krav om kompensation……”

    Punditokraterne er en yderst læseværdig blog, men de ideologiske briller gør også nogle gange, at det hele bliver en anelse ophidset og pinagtigt.

    F.eks. det ovenfor citerede. Undskyld, men hvilke medier og politikere og meningsdannere er det I følger og henviser til?

    Vi kan nøjes med at tage udgangspunkt i debatten om det amerikanske valg. Det står jo tydeligt at langt langt de fleste der debatterer emnet, anerkender at der kan være flere årsager til visse samfundsgruppers fornemmelse af deroute – altså både f.eks. globalisering og teknologisk udvikling (eller indvandring for den sags skyld).

    Og kravene om “kompensation” er dermed med et generelt forsøg på at rette op på den triste situation de er endt i.

    Med andre ord er der intet mærkværdigt overhovedet. Når Trump m.fl. snakker mere om frihandelsaftaler end om den teknologiske udvikling skyldes det ikke en “mærkværdighed”, men det banale forhold at frihandelsaftaler er noget der forhandles politisk, og hvor der er gode politiske muligheder for at ændre udfaldet. Den teknologiske udvikling er det derimod de færreste der ønsker at standse, tror på kan standses eller blot tror at nationale politikerne har en reel chance for at have indflydelse på. Ergo må frihandlen blive et særligt fokusområde.

    Ligesådan med pointen omkring forskellen mellem Haderslev og Flensborg. De fleste andre end diehard liberalister har en vis forståelse for at “vi” prioriterer vores eget samfund først, og det vil på nationalt plan så sige Danmark. Det kan i kalde fæl nationalisme og blive Rasmus Brygger hysteriske over, men for at undgå det kan i nøjes med at betragte det som dem man i praksis deler fælles kasse med (stat, skat, politi m.m.). Da velfærdsstaten m.m. er givet i vid udstrækning er der en betydelig egen interesse i at bekymre sig mere om danskeres vilkår end om tyskere. Mere om tyskere end om folk i Paraguay…
    Intuitivt tænkes de fleste derfor korrekt at flyttes arbejdspladser til Flensborg, opnår Flensborg og Tyskland alt andet lige en større del af gevinsten, end hvis arbejdspladserne flyttes til Haderslev.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      @Aarhusianer: Du glemmer at ethvert protektionistisk tiltag koster_det_samlede_samfund velstand. Så når du argumenterer for, at en “større del af gevinsten” flyttes til Flensborg, er det ganske enkelt nonsens. Hvis vi forsøger at beholde arbejdspladserne i Danmark, bliver vi fattigere. Der ligger med andre ord et nettotab i at ‘prioritere’ særlige grupper, og det tab bliver betalt af alle andre end netop den politisk prioriterede gruppe.

      Svar
      1. Lars R. Hansen

        Det er faktuelt ikke korrekt – at ethvert protektionistisk indgreb samlet vil koste det pågældende samfund – det kan godt gavne det pågældende samfund på bekostning af den globale velstand.

        Det kan også have en negativ virkning i en bestemt sektor i et samfund, men en positiv virkning på samfundsplan – fx. hvis man taber værdier svarende til €10 mia. i en sektor, men sparer €11 på samfundsplan – det kunne fx. være ved at holde en gruppe mennesker aktivet i beskæftigelse i ens økonomi, der ellers ville være på passiv overførselsindkomst, hvis de blev udsat for konkurrence med global frihandel.

        Svar
        1. Christian Bjørnskov

          Lad mig understrege overfor alle andre læsere end Lars: Det er faktuelt korrekt! Det kan ikke lade sig gøre at lave protektionistiske tiltag, der har ‘gode’ effekter på langt sigt.De få teoretiske ideer, der eksisterer – infant industry argumentet f.eks. – hviler alle på eksistensen af alvorlige markedsfejl andre steder end i den samfundet. Man sniger dermed en antagelse om store markedsfejl ind ét sted for at retfærdiggøre det ,der i praksis er en regeringsfejl, et andet sted.

          Svar
      2. Aarhusianer

        Nej det glemte jeg ikke.
        1) Din pointe handlede om hvem der krævede at blive kompenseret. Jeg påpeger at de fleste af os er indforstået med at leve i en nationalstat. Der er derfor forskellige “krav til kompensation” alt efter om noget flytter til Haderslev eller Flensborg.
        Lige præcis den gruppe det vedrører kan jo godt tabe, selvom der er en samfundsmæssig gevinst. Men “tabet” anerkendes forskelligt alt efter om det er indenfor den fælles stat, eller med nogle uden for.

        2)
        Jeg argumenterer som sådan ikke for protektionistiske tiltag.Men din udlægning bliver jo noget forsimplet her. Du må antage et eller andet i retning af at vi altid – også på kort sigt – har fuld beskæftigelse og en optimal udnyttelse af ressourcerne her i landet. Det troede jeg ellers var en af liberalisternes hovedideer at velfærdsstaten ødelægger.
        Hvis du med “samlede samfund” mener HELE VERDEN, så holder din teori, men ellers forstår jeg ikke helt. Der kan naturligvis ske omfordelinger af den samlede velstandsproduktion der er ikke er gunstig for lille Danmark.

        Svar
  5. Niels O

    Alligevel ser man en masse nationalister i Danmark juble over en protektionist som Trump blive præsident i USA.

    Man jubler over en verdenshandel, der bliver ringere. Også for Danmark.

    Svar
    1. Kjeld Flarup

      Både Clinton og Trump har talt for protektionisme. Den farlige forskel er at Trump ikke får ret meget gennemført, fordi han ikke er politiker. Clinton derimod ville have politisk styrke til rent faktisk at gøre det.

      Svar
          1. Niels O

            “perspektivering” – my foot. Latterlig newspeak.

            Et forsvar for protektionisten Trump var det.

            Svar
            1. Kjeld Flarup

              Vil du så sige mig, om det var et forsvar for pest eller kolera?
              Jeg er altså ikke en Anarko Kapitalist, der vender ryggen til de faktiske politiske realiteter.

              Svar
  6. Lars R. Hansen

    Protektionisme kan komme det samfund den beskytter til gode – det er så selvoplagt, at man virkelig skal være knyttet til de teoretiske modeller for at afvise det i så absolutte termer – protektionisme vil altid have en negativ virkning på den globale velstandsudvikling og de direkte berørte aktører på markedet, da det vil gøre et produktionen af et produkt mindre efficient end ellers, men protektionisme kan have afledte effekter i det pågældende samfund, der overstiger de negative isoleret for det pågældende samfund.

    Som nævnt eksempelvis ved sparede udgifter til understøttelse til arbejdesløse – samt de dynamiske effekter velstandsfrembringende aktivitet har i ens økonomi – så tabet med protektionisme fordeler sig mellem alle aktørerne på markedet, mens besparelserne alene sker i det protektionistiske samfund.

    At afvise et eksempel med en afmålt protektionisme, som fx. fører til et generelt tab svarende til 20 mia., hvor 10 mia. af disse sker i det protektionistiske samfund, resten udenfor det pågældende samfund, men samme protektionisme sparer det pågældende samfund 11 mia. i færre udgifter til arbejdesløshedsunderstøttelse, sociale indsatser, lavere kriminalitet, etc. – forekommer at være ideologi nærmere end økonomi.

    Svar
      1. Aarhusianer

        Kan du ikke give bare den teoretiske forklaring på hvorfor det aldrig kan give mening for noget samfund.

        Hvis vi antager at frihandel skaber mere velstand. Fair nok – så vokser klodens samlede kage.

        Men hvorfor er fordelingen af det ekstra stykke kage allerede givet på forhånd. Du antager at der pr. automatik tilfalder et stykke til alle samfund.
        Hvorfor kan der ikke være nogen samfund der tager hele det ekstra stykke kage. Og måske endda også noget af det gamle kage.

        Svar
        1. Kristoffer M. Hansen

          Det kan naturligvis give mening for særinteresser at advokere for beskyttelse af deres industri. Man kunne f. eks. skabe en blomstrende jernindustri i Danmark ved at befale, at man kunne måtte bruge jern fra dansk myremalm i produktionen. Eller man kunne gøre DUC og DONG til aldeles profitable forretninger ved at forbyde al import af olie og naturgas.

          For hele samfundet giver den slags aldrig mening. Årsagen er loven om komparative fordele: hvis enhver gør det, han er bedst (mindst dårlig) til, er det en gevinst for alle.

          Så hvis dansk olieindustri f. eks. bliver udkonkurreret af amerikansk og arabisk olie, er svaret ikke at beskytte den. I stedet for at blive ved med at investere kapital i og træne arbejdere til en uprofitabel industri er det i det lange løb bedre at lade arbejderne finde andet arbejde og lade kapitalisterne finde andre investeringsmuligheder. Naturligvis vil der være tab i form af kapitalgoder, der ikke kan konverteres og må afskrives, og midlertidig arbejdsløshed, mens arbejderne finder andet arbejde, men det er bedre at tage det tab, når det opstår, i stedet for at subsidiere de udkonkurrerede industrier og bare udskyde problemet.

          Svar
        2. Kristoffer M. Hansen

          Naturligvis kan det give mening for særinteresser at have høje toldmure – så kan de nemlig få en større del af kagen, for at bruge din egen metafor.

          Man kan f. eks. få en blomstrende jernindustri i Danmark ved at befale, at man kun må bruge dansk myremalm i produktionen. Både jernarbejdere og mineejere ville tjene styrtende på en sådan politik.

          Grunden til, at det ikke ville være godt for samfundet som helhed, er, at man ikke kan komme udenom loven om komparative fordele. De ressourcer, der er bundet i beskyttede industrier, som ikke kan klare sig mod udenlandsk konkurrence, ville være bedre brugt andetsteds.

          Hvis den danske olieindustri f. eks. ikke kan klare sig i konkurrencen fra amerikansk og arabisk olie, er det bedste, man kan gøre, at lade den gå neden om og hjem. Man kunne måske holde den kørende med toldmure og beskytte DONG og DUC, men det betyder blot, at man fastholder arbejdere og kapitalgoder i uproduktive erhverv.

          Det vil selvfølgelig betyde midlertidige tab for arbejdere og kapitalister, når en industri går ned, og de må finde anden beskæftigelse. Der vil være midlertidig arbejdsløshed, indtil arbejderne finder anden beskæftigelse, og kapitalisterne vil lide tab, når de er nødt til at afskrive kapitalgoder, der ikke kan konverteres til anden produktion. Dog er alternativet værre: nemlig at holde virksomheder kunstigt i live og fastholde ressourcer og arbejdere i uproduktiv beskæftigelse.

          Svar
      2. Lars Hansen

        Logik rummer sin egen evidens – er det et empirisk eksempel du efterspørger?

        Svar
    1. Kjeld Flarup

      Man kunne f.eks. sammenligne det med en virksomhed, som trækker en udliciteret produktion tilbage, selvom det er dyrere selv at producere, virksomheden har blot nogle ressourcer som ellers ville gå til spilde, og derfor er det en gevinst.

      Den beslutning behøver virksomheden ikke nogle politikere for at diktere.

      Man kan så godt forestille sig, at et land har nogle ledige ressourcer i form af arbejdskraft, som derfor burde kunne trække en produktion hjem. Det behøve man heller ikke politikere til at diktere, fordi driftige erhvervsfolk skal nok finde ud af at organisere dette.

      Imidlertid kan disse ledige ressourcer få offentlig støtte til at lave ingenting. Derfor er det ikke rentabelt at trække produktionen hjem. Derfor er politikerne nødt til at diktere en hjemtrækning i form af protektionisme og højere priser.

      Årsagen til problemet er jo åbenbar.

      Svar
      1. Christian Bjørnskov

        Det er her, argumentet går galt for de fleste – antagelsen om, at der nok er nogle ledige ressourcer, som man så kan bruge et_bestemt_sted! Man bliver fattigere af at binde de pågældende ressourcer i relativt uproduktive formål. Og før nogen siger, at der jo er masser af danskere, der står udenfor arbejdsmarkedet: Det skyldes, at vi politisk har udelukket dem gennem reguleringer og dagpenge, kontanthjælp og efterløn. Det er en_politisk_fejl, ikke en konsekvens af globalisering eller andet.
        Når det er sagt, spørger “Aarhusianer” om hvorfor der ikke kan “være nogen samfund der tager hele det ekstra stykke kage.” Det er ret enkelt. Vi ved – både fra teoretisk og empirisk side – at friere handel er monopoldestruerende. Handel skaber konkurrence. Skal man tage et meget stort stykke af den samlede, ekstra kage, kræver det logisk at man har en ganske betragtelig monopolmagt. Men den virkning bliver netop undermineret af den friere handel. Derfor spreder frihandel gevinsten over mange, og ikke få.

        Svar
  7. Pingback: Hyldest til globaliseringen | På sporet af et moderne liv

  8. Lars Hansen

    Under de forudsætninger – at der ikke skal afholdes udgifter til medborgere, der ikke er konkurrencedygtige på rene globale markedsvilkår – så er det i teorien faktuelt korrekt. Det må naturligvis medgives.

    Så er skatter, afgifter, dagpenge, kontanthjælp, boligsikring, fripladser i børnehaver, et offentligt sundhedsvæsen, et offentligt uddannelsesvæsen, offentlig infrastruktur, ja, hele samfundets produktion af offentlige goder (som ikke er fuldt brugerbetalt) markedsfejl, der hæmmer et efficient globalt marked.

    På samme måde som al regulering af indvandring hæmmer et efficient globalt marked – og dermed klodens velstandudvikling – i den liberale økonomiske teori.

    Denne økonomiske teori tager dog ikke højde for dens fulde implementering i den virkelige verden ville får de værende sociale samfundsordner til at bryde samme – den globale velstand ville således ikke vokse som følge de økonomiske tab af nævnte sammenbrud, uorden, uro, konflikt, opstande, etc. vil medføre – det er således en økonomisk teori, der bygger på mennesker ikke opfører sig som mennesker empirisk gør.

    Her deler den forøvrigt meget med marxistisk økonomisk teori.

    Svar
    1. Kristoffer M. Hansen

      Selv med den nuværende socialstat er frihandel et ubetinget gode. Frihandel fremmer den internationale arbejdsdeling og dermed den enkelte arbejders produktivitet. Det betyder alt andet lige, at realindkomsten går op.

      Naturligvis er der nogle virksomheder, som ikke er profitable og derfor går ned, og højst sandsynligt ændrer virkeligheden sig sådan, at hvad der engang var profitabelt at producere i Danmark ikke vil være det i fremtiden, og erhvervslivet må derfor tilpasse sig til den virkelighed i fremtiden.

      Der var en gang, i liberalismens og frihandelens guldalder, hvor dansk landbrug levede af at eksportere korn. Så ændrede forholdene sig, og danske bønder kunne ikke længere konkurrere mod amerikansk og russisk korn. Betød det, at dansk landbrug gik ned? Nej, landmændene tilpassede sig og slog over i animalsk produktion. Sådan vil det altid være på et frit marked.

      Det eksempel burde i øvrigt også aflive myten om, at der er nogle danskere, der er for dumme eller uuddannede til at klare sig på et frit marked. De danske bønder var temmeligt uskolede dengang i forhold til i dag, men det lykkedes dem alligevel at overleve og endda at leve temmelig godt.

      Svar
      1. Lars R. Hansen

        Frihandel er et gode for dem som er mest konkurrencedygtige på et frit marked – og i den virkelige verden er det dog primært ikke den enkelte arbejders dygtighed over for en anden i udlandet, som er afgørende, men deres samfundsindretninger – forskelle i skattebyrder, miljølovgivning, arbejdestagerrettigheder, statens tolerance overfor dets virksomheders brud på udenlandske patenter, statsstøttet industrispionage, finans- og pengepolitik, etc.

        Altså primært en konkurrence mellem stater – og denne konkurrence flytter aktivitet og andele af verdensøkonomien mellem de forskellige stater – flytter økonomisk, teknologisk, militær og politisk magt mellem stater.

        Og så er der forresten ingen automatik, der gør en udkonkurreret arbejder kan finde anden beskæftigelse – som kan sikre pågældendes underhold og hidtidige levestandard – endsige sociale status og identitet.

        Svar
        1. Kristoffer M. Hansen

          Du rammer hovedet på sømmet: det er de institutionelle rammer – velfærdsstaten og alle dens gerninger og alt dens væsen – der gør det umuligt for danske arbejdere at konkurrere. Afskaf den de facto eksisterende mindsteløn og lad arbejdere arbejde til den pris, deres arbejde er værd. Afskaf alskens tvungne og skævvridende ordninger lige fra barselsorlov til retten til betalt ferie, og kapitalisterne vil blive meget mere villige til at ansætte folk.

          Skattebyrder? Det kan nemt klares, afskaf al skat på formue og virksomheder og afskaf skatteprogressionen, og dansk erhvervsliv vil blive meget mere konkurrencedygtigt. Miljølovgivning? Afskaf bureaukratiet og erstat det med fuldt erstatningsansvar efter de almindelige regler desangående, og man vil få et lavere omkostningsniveau for erhvervene og et mere fleksibelt system, mens man stadig har al den reelle miljøbeskyttelse, man kunne tænke sig. Patenter? Det er så en længere historie, men patenter er for mig at se ikke andet end monopoler og som sådan skadelige. Så afskaf dem. Det vil gøre ondt på nogle store virksomheder (ingen nævnt ingen glemt), men det vil reelt gøre det meget lettere for opfindere og iværksættere at komme igang, udvikle deres ideer og tjene penge, hvis de er noget værd.

          Pengepolitik er et kapitel for sig, men jeg kan ikke se, hvordan de kære kinesere skulle kunne manipulere med deres valuta, så det er til skade for omverdenen. Ligegyldigt hvad de eller andre foretager sig, vil den bedste politik for Danmark stadig være den samme: hårde penge, “den ærlige krone” og hvad det ellers er blevet kaldt. Altså afholde sig fra pengeskabelse, fiflen med rentesatser og hvad man ellers finder på.

          Og endelig: nej, intet i livet foregår pr. automatik. Derfor kan man stadig godt udlede alment gyldige økonomiske love. Og en af disse er, at der altid vil være arbejde på et frit marked til de arbejdssøgende. Tricket er, at de skal være søgende, og det kan i sagens natur godt tage lidt tid. Det eneste spørgsmål er, om der er nogle, der er så uproduktive, at de ikke kan få arbejde til en løn over subsistensniveau. Det var der måske engang, hvor det meste arbejde var manuelt arbejde og man derfor skulle være rask og rørig, men idag, hvor der er så store hjælpemidler tilgængelige til diverse fysiske og psykiske skavanker, og hvor, netop på grund af kapitalopbygningen og den teknologiske udvikling, man kan være enormt produktiv uden de store fysiske udfoldelser, ser jeg ikke nogen grund til at frygte, at endog meget stærkt handikappede mennesker ikke skulle kunne klare sig.

          Og til allersidst: Identitet og social status kan folk få så mange steder, og jeg mener ikke, det bør være samfundets eller statens opgave at sikre hver person den status, han har lige nu. Da status afhænger af, hvad folk mener om en, ville et forsøg på at opretholde folks hidtidige indbyrdes status betyde, at man tvang dem til at mene præcis det samme og vurdere deres bekendte på præcis den samme måde, som de har gjort hidtil. Det kan heller ikke være en ret at oppebære samme levefod hele livet igennem. Hvis en højt trænet specialist bliver erstattet af en robot, har han så ret til at blive underholdt af resten af samfundet? Jeg kan ikke se hvorfor.

          Svar
      2. Kjeld Flarup

        @Kristoffer, du kan ikke umiddelbart sammenligne bønder fra slut 1800 tallet med ufaglærte arbejdere i dag, på uddannelsesniveauet.
        At en person har ressourcer er ikke en konsekvens af deres uddannelse, det er nærmere uddannelsen der er en konsekvens af ressourcerne. Gårdmandens efterkommere er i dag de som har uddannelse, og daglejerens efterkommere er de ufaglærte, sådan groft sagt.

        MEN, vi skal ikke afskrive uddannelse, danske bønder havde gavn af et “højt” dansk uddannelsesniveau i forhold til andre landes bønder. Specielt skal vi ikke glemme højskolebevægelsen, der netop var med til at sprede de ideer der startede andelsbevægelsen og andre progressive tiltag.

        Der er forskel på mennesker, der er dem som kan tilegne sig nyt og tilpasse sig, og så er der de, som ikke kan. Omstillingen i slutningen af 1800 tallet kom ikke alle direkte til gode, men når det regner på præsten drypper det på degnen, og derfor kom alle dog med.

        Derfor må vi erkende at de ressourcesvage har er problem i dag, fordi de dråber der førhen faldt på degnen, nærmere falder på en kineser i dag.
        Der er nok ikke rigtigt nogle gode løsninger på det problem, protektionisme gør det i hvert fald ikke. Mit bedste bud er at fjerne skatten, så de i det mindste ikke har den at kæmpe imod.

        Svar
        1. Lars Hansen

          Ja, der bør ikke være meget tvivl om at skattetrykket udgør en større trussel for marginale arbejdspladser i Danmark end Kina gør.

          Svar
        2. Kristoffer M. Hansen

          Nej, jeg kan ikke sammenligne datidens bønder med nutidens arbejdsløse. Moderne ufaglærte er, hvis man ser på formel uddannelse, langt bedre stillet end datidens bønder. Og ja, uddannelse er en konsekvens af ens ressourcer, åndelige som materielle.

          Jeg ved ikke, om du mener det med gårdmandens og daglejerens efterkommere bogstaveligt. Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem en nutidig persons indkomst og så hans genetiske, kulturelle og materielle arv. Men det rent biologiske aspekt tvivler jeg på er videre væsentligt. De danskere, der udvandrede til Amerika, var i høj grad fra de laveste samfundslag. Kunne de ikke klare sig derovre og blive endog ganske formuende? Naturligvis kunne de og gjorde de det.

          Frihandel er ubetinget et gode, også for de dårligst uddannede, de arbejdsløse osv. Hvis der var flere handelsbarrierer end der er idag, ville de stadig være arbejdsløse, men deres levefod ville, som resten af befolkningens være lavere, da de måtte undvære gevinsten fra en højere grad af specialisering, international arbejdsdeling osv.

          Årsagen til, at der er så mange arbejdsløse (“skjult” som førtidspensionister, studerende, kontanthjælpsmodtagere foruden de registreret arbejdsløse), er at de er presset ud af arbejdsmarkedet af en aggressiv fagbevægelse, der har tvunget en mindsteløn igennem langtover hvad disse mennesker kunne oppebære. Der er med andre ord ikke tale om katallaktisk arbejdsløshed men om institutionel arbejdsløshed. Der er ingen grund til at tro, at danske ufaglærte arbejdere ikke kan være lige så produktive som i Kina, Indien og alle de andre vækstøkonomier.

          Indkomstskat er uden tvivl et onde, men hvis man for alvor vil gøre op med socialstaten, så er det i mine øjne vigtigere at afskaffe dels de høje overførselsindkomster, dels den danske model med trepartsforhandlinger, strejkeret og hele molevitten.

          Svar

Skriv et svar