Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

“Black Friday” døde Latinamerika’s måske mest ikoniske politiske leder, Fidel Castro. Han blev 90 år, og ligesom en anden historisk figur, Augusto Pincohet, døde han desværre uden at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Med den tidligere mexicanske udenrigsminister – og i sin tidlige ungdom hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste – Jorge Castañeda’s ord:

“Fidel Castro is the last great figure of the 20th century, He was without a doubt the most important Latin American of his age, one who left his mark—I think for worse—on the region.”

Gårsdagens omtale i medierne, både den skrevne og de elektroniske, samt udtalelserne fra en del internationale ledere, bar desværre i høj grad præg af, at selv om det de seneste årtier har været vanskeligt at overse, at mens store dele af resten af Latinamerika oplevede en demokratiseringsproces/tilbagevenden til demokrati, forblev Cuba et benhårdt diktatur. På samme måde som kun de mest forbenede revolutionsromantikere har kunne overse, at levestandarden i Cuba og en lang række andre lande i regionen, som Cuba tidligere kunne sammenlignes med, er så det skriger til himlen.

Hvor Cuba før revolutionen tilhørte gruppen af relativt velstående nationer i regionen – som f. eks. Chile, Uruguay, Argentina og Venezuela. Hører man i dag til blandt regionens fattigste lande.

Og her har vi den første myte, som fortsat lever i bedste velgøende i brede kredse, ikke mindst blandt journalister, nemlig at Cuba som udgangspunkt var et fattigt 3. verden land. Det var det ikke.

Cuba var et relativt velstående land. På niveau med/ mere velstående end lande som  Spanien, Portugal, Grækenland og Japan. Alle lande der i dag er blandt verdens mest velstående lande.

Det skal medtages, at der synes at være en ganske stor forskel i vurderingen, alt efter hvorvidt man bruger BNP per indbygger som målestok, eller vurderer på udvalgte parametre som f. eks. antal biler, TV, radioer, kalorieindtag osv. per indbygger.

Sidstnævnte har jeg skrevet om før på Americas.dk. Se også nedenstående. Det skal understreges, at dette ikke indbærer, at perioden før Castro’s magtovertagelse skal ses som succesfuld.

Cuba var et land med meget store forskelle på by og land, mens den overordnede økonomiske vækst var langt fra tilfredsstillende fra 1930erne og frem.

forskellige-datasammenligninger

Et indtryk af hvor meget Cuba har tabt i forhold til andre Latinamerikanske lande, målt på BNP per capita, siden Castro’s magtovertagelse, ses af nedenstående, hvor data er hentet fra Maddisons.
bnp-cuba-costa-rica

Man kan kun gisne om hvad der var sket, hvis Fidel Castro i stedet for at overleve det mislykkede angreb på militærforlægningen Moncada i 1953, var faldet som flere af de andre deltgere. Eller hvis han ikke var blevet benådet efter kun 1 års fængsel.

Batista regeringen var utvivlsomt faldet alligevel på et tidspunkt. Hvad der i dag synes at være glemt er, at der var tale om en bredt funderet modstand mod det siddende regime, hvor det ikke mindst gik hedt for sig i byerne. Og i den fase var Castro og hans mænds betydning stort set begrænset til at binde dele af hæren i Sierra Maestra bjergene.

MAn kæmpede for en genindførelse af den demokratiske forfatning fra 1940 og ikke en utopisk socialistisk revolution. At Castro regimet var i stand til at udrense alle andre i den brede front, som havde kæmpet mod Batista indenfor et år -uden at dette tilsyneladende vakte den store opsigt -siger noget om hvor effektiv Castro og hans styre har været til at gøre deres egen propaganda til de facto historien om den “cubanske revolution”.

Allerede på det tidspunkt burde det have stået klart, at Castro og hans mænd havde forrådt den fælles kamp mod Batista-styret. Revolutionen bestod reelt i, at man stjal en bedre fremtid for det cubanske folk og gennem den efterfølgende brutale undertrykkelse “knækkede” befolkningens vilje.

Myten om sundhed og uddannelse

Få myter har været så sejlivede som den om at Cuba har vist at selv et fattigt 3. verdensland kan indføre et 1. verdens sundheds- og uddannelsessystem.

Som det fremgik at det forgående vil det være forkert at betegne Cuba som et 3. verdensland i 1950erne. Efter datidens standard var der tale om et mellemindkomstland. For det andet havde man allerede på daværende tidspunkt et efter tiden ganske udviklet sundheds- og uddannelsessystem. Paradoksalt nok finder man rødderne til satsningen på disse to sektorer i 1930ernes nationale populisme, hvor militæret spillede en afgørende rolle, ledet af ingen ringere end……. Batista.

Uddannelsesmyten

I sin forsvarstale ved retssagen efter angrebet på Moncada forlægningen i 1953, hævdede Castro blandt andre ting, at Cuba var præget af høj analfabetisme. Efter datidens forhold må det betegnes som en lodret løgn. Tværtimod havde man en en forhold lav andel af befolkningen, som ikke havde modtaget skolegang. Det fremgår af nedenstående tabel.

Når man i disse dage, også blandt de der anerkender Castro’s brutalitet og det manglende demokrati, alligevel fremhæver alfabetiseringen af befolkningen som en succes, så var det måske værd at påpege, at kun Jamaica og Guatemala fra 1955 til 2010 oplevede en ringere udvikling, målt på andel af befolkningen over 15 år, som ingen skolegang har modtaget.

baroleeDer er med andre ord intet belæg for påstanden om, at man trods alle andre fortrædeligheder, trods alt på dette område har oplevet en positiv udvikling på grund af Castro’s regime.

Myten om sundhed

Et andet område, som ofte fremhæves, når man ønsker at sige noget positivt om Castro, er udviklingen i sundhedssystemet, hvor Castro-regimet krediteres for at have skabt et sundhedssystem på niveau med den 1. verden. Hertil henvises ofte til tal for middellevetid og børnedødelighed. Igen forbigår man det faktum, at middellevealderen var høj (tæt på USA) og børnedødeligheden lav (på europæisk niveau) før Castro.

For det første må man igen, i lighed med myten om alfabetiseringen slå fast, at man højest kan tale om at man nogenlunde har fastholdt niveauet som det var i 1950erne, målt i forhold resten af verden.

For det andet er der grund til at tro, at man bevist “fifler” med tallene, fordi udviklingen aktivt bruges i regimets propaganda. Som det er de fleste bekendt har en af de få eksportartikler Cuba har haft i årevis, været læger og sundhedspersonale til bl. a. Venezuela og Brasilien.

En del af disse udsendte er efterfølgende “hoppet af”, og deres historier harmonerer kun dårligt med den officielle fremstilling af det cubanske sundhedsystem, men er naturligvis svære at verificere. Lige som de pågældende muligvis har et incitament til at overdrive, for at stille sig selv bedre i forsøget på at få asyl.

Men vi behøver heller ikke bruge dem som kilder for at forstå at noget er galt. Af den officielle statistik fremgår det nemlig, at der er et eller andet helt galt omkring de officielle tal for børnedødelighed.

Ser man alene på de officielle tal for børnedødelighed (IMR: Infant Mortality Rate), er udviklingen forrygende for Cuba’s vedkommende, som det fremgår af nedenstående.

imrMen ser man på niveauet for “sen føtal mortalitet” (LFR: late fetal mortality), er denne unormal høj. Sammenhængen mellem de forskellige definitioner fremgår af nedenstående.

sammenhaeng

Normalt vil der være en samvarians mellem LFD og “early Neontal” (END), som indgår i IMR. Dvs. jo lavere END, jo lavere LFD. Medandre ord er forholdet mellem LFD og END nogenlunde konstant. Her “stikker” Cuba ud i en sådan grad, at vi roligt kan konkludere, at der er noget helt galt med statistikkerne i Cuba.
lfdDet er nærliggende at tro, at der er tale om en helt bevidst strategi om at henføre END til LFD for at opnå en lav IMR.

Det indebærer ikke, at man heraf kan slutte, at det cubanske sundhedssystem er ringere end i andre dele af regionen. Men det indebærer at der ikke er grund til at tro, at man har et system i nærheden af et I-lands niveau, som man ellers gerne vil fremstille det.

Hvis man korrigerer for fejlagtig rapportering, indebærer det viste, at børnedødeligheden er ca. det dobbelte af de officielle tal. Hermed befinder man sig fortsat ligger på et fint niveau, hvis man sammenligner med resten af regionen. Men man ligger relativt langt ringere, end man gjorde før 1959.

(for yderligere information, se “Neonatal and Perinatal Mortality” (udgivet af WHO))

Igen er der grund til at mene, at forholdende ville være langt bedre, hvis ikke Castro havde overtaget magten i 1959.

Hvad Cuba kunne være blevet til

Der er intet godt at sige om Castro. Der findes ingen parametre hvorpå man kan sige, at Cuba er bedre stillet i dag, fordi Castro kom til magten i 1959. Det gælder heller ikke på de to områder der i forsvaret for Castro, også når man erkender brutaliteten og undertrykkelsen samt det materielle afsavn, nemlig uddannelse og sundhed.

Castro har været en katastrofe for Cuba og han bør rettelig huskes, som manden der stjal cubanernes fremtid. Nok er han en betydelig historisk skikkelse. Men det er for det onde.

Og hvor Cuba ville have været i dag uden Castro? Det er svært at sige, men mon ikke det Florida og Miami er en del af svaret? Og der fester de i disse dage, fordi diktatoren, massemorderen og tyveknægten Fidel Castro er død. Det ville jeg også gøre hvis jeg var cubaner. Cuba siden 1959 er i den grad en tragedie.

1 thought on “Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

Leave a Reply to Lars R. HansenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.