Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.

5 thoughts on “Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

  1. Kjeld Flarup

    Begge fløje kan på en måde have ret i den måde de ser den anden fløj på.
    Venstrefløjen er selvfølgeligt faktuelt forkert på den. De benægter simpelthen virkeligheden, som højrefløjen tilgengæld bekender sig til.
    Det som kan få det hele til at give mening, er så at virkeligheden må være ond.

    De her betragtninger forplumres lidt af at højrefløjen for tiden er kraftigt præget af liberale strømninger. Set med en liberalists øjne er forskellen mellem højre og venstre imidlertid hvad de vil bruge statsmagten til. Og bruger man statsmagten for meget kan man virkeligt lave ged i den.

    Anarkokapitalister vil slet ikke have en stat, men mere almindelige liberalister finder det i orden at der er en stat hvis fornemmeste opgave er at sikre liv og ejendom. Og netop beskyttelsen af ejendom er det store dyr i åbenbaringen for venstrefløjen, fordi i deres verden kommer alt ondt af at der er nogen som ejer mere end andre. For dem er ulighed ondskab, og når liberalister beskytter ejendom, så er de dermed onde.

    Jeg erklærer mig gerne skyldig i at beskytte uligheden. Men onde, det kan de selv være.

    Blot som er kuriosum, kan jeg anbefale at læse ligningen om de betroede talenter:
    http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?id=3&book=matt&chapter=25b
    Det er nok ikke tilfældigt at den historie er kommet i bibelen i den form. Netop betydningen af ordet talent kommer sandsynligvis fra netop denne lignelse, som kobler evner og mønter(talenter) sammen.

    Det viser at der til alle tider har være forskel på mennesker, de har forskellige talenter. Jeg elsker på mange måder den kristne Gud, fordi han er så hamrendes uretfærdig. Så kan man jo have sine holdninger for sig selv, om verden er uretfærdig, fordi Gud er uretfærdig, eller om Gud er uretfærdig, fordi verden er uretfærdig.

    Svar
    1. Uffe

      Meget enig med dig her Kjeld.

      Kapitalismen beskyldes for mange ting, eksempelvis at skabe ulighed og gøre nogle mennesker fattige.

      Men loven om knaphed er nærmere det man burde være sur på. Kapitalismen i sig selv fordeler ikke noget mellem mennesker, og skaber ikke ulighed. Kapitalismen er et socialt system der giver mennesket frihed til at fordele sin ejendom som man selv finder bedst. Systemet er heldigvis sådan bygget op at handlinger der udføres for at mele sin egen kage, såfremt denne handling er baseret på frivillige udvekslinger, ender med at blive et socialt gode.

      Ulighed i størrelse/mængde af ejendom er typisk det man på venstrefløjen går efter. Men man går sjældent ret meget op i om der kan være personlige valg involveret. Mennesket der kan leve af en lille indkomst og derfor holder mere fri eller vælger et lettere arbejde, har selv valgt denne livsvej. For personen selv er det det valg der fører til dennes største glæde ved livet.

      Uligheden er dog en af de største lyksagligheder ved samfundet. Uden ulighed, eller, på mindre politisk ukorrekt form, forskellighed, så var vi fattigere som mennesker. Det er præcis ulighederne mellem mennesket der øger gevinsten ved samarbejde.

      Tag et eksempel som samarbejdet mellem mand og kvinde. Som voksne individer indgår de i et partnerskab for at nyde livet sammen og måske sætte børn i verden. For at sætte børn i verden er det nødvendigt at disse to individer samarbejder om selve akten at skabe fosteret som kvinden bærer på.

      Tænk engang over at uligheden mellem mand og kvinde er enorm, manden kan ikke selv bære barn, skulle han ønske sig børn, må han samarbejde med en kvinde. Det er blot et eksempel på at ulighed medfører samarbejde, trivsel og fællesskab i kernefamilien. Ønsket om at få børn og passe på dem, medfører at mand og kvinde må samarbejde om deres individuelle mål.

      Den samme ulighed gør sig gældende i samfundet. En kapitalist der ønsker at øge sin velstand eller forfølge et projekt, har behov for at samarbejde med medarbejdere og andre kapitalister for at føre sin plan ud i livet.

      I det frie marked er samarbejdet frivilligt mellem alle parter, og ingen skades af samarbejdet, på trods af diverse filosofiske betragtninger der postulerer at kapitalisten udnytter medarbejderen, så har medarbejderen trods alt frivilligt valgt at indgå i samarbejdet.

      Formentlig kan liberalister og venstrefløjen blive enige om rigtig mange ting, såsom at krig skal stoppes og undgås fremover, at vi ønsker alle er så rige som muligt, at der er plads til alle i samfundet og at vi har lige muligheder for at skabe vores egen lykke.

      Kritikken af korporatisme er såmænd også et område hvor liberalister og venstrefløjen kan blive enige, men i nogle af detaljerne af løsningen bliver liberalisten og den venstreorienterede ofte uenig: Venstrefløjen ser til staten for at reducere magten for de store virksomheder, mens liberalisten ser til markedet. Venstrefløjen vil regulere markedet mens liberalisten vil afskære politikerne at sælge politiske tjenester.

      Svar
  2. Niels O

    Det gælder ikke kun debatterne mellem højreorienterede ( iberale og konservative) og klassiske venstreorienterede.

    Det samme forhold gør sig gældende, når man som højreorienteret diskuterer med nationalister.

    Her får den ikke for lidt med ad hominem, men aldrig med saglige argumenter.

    Her bliver man også udskammet som ond af nationalister, ofte med brug af ord som “landsforrædder”, og andet i den dur.

    Nu er sjovt nok den største gruppe af nationalister pt samlet i det socialistiske Dansk Folkeparti, så årsagen til denne “debatform” er dermed tydelig nok.

    Nationalisme kan dog sagtens være spredt ud over det politiske spektrum. F.eks. har vi nu Nye Borgerlige, der også er nationalistiske, men også skal forstille at være “liberale” (oxymoron?)

    Tidligere havde vi det kommunistiske OG nationalistiske Fælles Kurs.

    De to partiers debatform kan jeg dog ikke udtale mig om.

    Svar
    1. Kjeld Flarup

      Weekendavisen havde 9/12 en artikel om begrebet velfærdsnationalismen, hvor opbygningen af velfærdsstaten historisk kædes godt sammen med nationalisme, som de gode gamle socialdemokrater bedrev, før Krags tid. Her beskrives så nyere højrefløjs strømninger som arvtagere til den gode gamle socialdemokratisme.
      Så vi er omgivet at “socialdemokrater” på alle sider.

      Fin artikel som godt kan få en til at tænke. Min største anke mod artiklen er at den fremstiller Fremskridtspartiet som en af disse højrefløjsstrømninger.

      Svar

Leave a Reply to Niels OCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.