En eksplosion i ulighed blandt børn!

I løbet af 2016 har der været meget diskussion om ulighed i medierne. Det meste af den har været blottet for baggrund, konceptuel omtanke eller praktisk rimelighed. Meget af den er rent ideologiske signaler og illustrerer, hvordan snart sagt enhver forskellighed er uacceptabel for den ekstreme venstrefløj. På en stille juledagsmorgen er det derfor svært at forstå, hvordan de alligevel kan acceptere en tilbagevendende begivenhed, der reelt fører til en eksplosion i ulighed blandt børn: Juleaften.

Den aften får nogle børn mange flere gaver end andre. Det er ganske svært at forstå, hvordan en ekstrem venstrefløj med så stærke præferencer for total lighed, kan acceptere denne situation. Med andre ord: Hvor er lighedsapostlenes krav om gaveomfordeling? Uligheden er voldsom og skyldes i høj grad forskelle i forældre og bedsteforældres ”socio-økonomiske status.” Juleaften er dermed en af kapitalismens særligt ondskabsfulde institutioner, der perpetuerer uligheden ved at overføre den til børnene.

En indvending kunne være, at de onde børn jo traditionelt får færre og mindre gaver, eller – hvis man er traditionalist – kommer i den sorte gryde. Men kan man overlade den slags vurderinger til forældre; kan man stole på, at nogen så uuddannede og potentielt pædagogisk inkompetente mennesker som såkaldte forældre kan håndtere en så vigtig velfærdsopgave? Burde det ikke være langt sikrere, at lade de sociale myndigheder, skolerne eller evt. SSP-samarbejdet sørgede for at fordele gaverne? Omvendt kan man argumentere, at det jo er Julemanden, der kommer med gaverne, og hvad gør han?

He sees you when you’re sleeping

He knows when you’re awake

He knows if you’ve been bad or good

So be good for goodness sake

Julemanden må dermed være de sociale myndigheders store forbillede. En måske pudsig betragtning er, at politikere og kommentatorer ofte antager, at velfærdsstaten netop har disse egenskaber, der tillader de ansigtsløse bureaukrater både at have Julemandens information om borgerne, og Julemandens hensigter.

Under alle omstændigheder er det mærkværdigt at tænke sig, at venstrefløjen i verdens tungeste velfærdsstat stadig overlader en så ekstremt vigtig fordelingsopgave som julegaver til borgerne selv. Hvordan kan den slags ulighedsskabende, usolidarisk og klassegenskabende aktivitet forblive ureguleret? Hvis det ikke bringes under demokratisk kontrol risikerer vi jo netop en eksplosion i børneuligheden.

Hvis enkelte læsere stadig skulle være i tvivl: Jeg ville aldrig advokere for nogen af disse absurde og voksen- og børnefjendske forslag. Kunne man finde noget mere indgribende i folks personlige frihed end at sætte barrierer op for, hvor flinke de må være ved deres børn, og hvordan de på årets festligste aften må signalere det? Man skal være ekstremistisk kommunist a la Pol Pot for blot at overveje det. Andre overvejelser over julen kan f.eks. ses her fra den glimrende John Carney på CNBC (hattip: Niclas Berggren).

2 Comments

  1. Go’ jul til punditokraterne – og jeres børn – også!

  2. Mægtigt morsomt. Særligt for os der har råd til at give vores børn, det som vi gerne vil. Mindre morsomt for de mange, der fx ikke kan få deres børn i skolegang og den skoleuniform og bøger, de har brug for. Fascinerende, at med en stigende indkomst og formue til de allerrigeste, så er der forsat et par hundrede millioner børn, der ikke får en uddannelse. Og et en skat på 1,5% af dollarmilliardærernes formue kunne finansiere dette, og dertil redde et par millioner børneliv gennem en sundhedsindsats.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑