PKK om Obama: Upopulær og middelmådig

Senere i dag bliver Donald Trump indsat som USA’s præsident. Kommentatorer verden over er derfor i gang med at vurdere Barack Obama som præsident. Som udgangspunkt er de fleste høflige, roser hvad man mener, var den afgående præsidents bedrifter, og skøjter henover de værste problemer og fejltagelser. I Børsen i dag er Peter Kurrild-Klitgaard – professor i statskundskab på Københavns Universitet og tidligere redaktør af denne blog – bestemt ikke repræsentativ for genren. PKK leverer en fuldstændigt ærlig vurdering af Obama.

Den overordnede vurdering er tydelig: Obama ”har været en i bedste fald halvpopulær præsident med meget begrænsede succeser bag sig.” Og set fra Demokraternes side er Obama parties ”mest katastrofale leder i næsten et århundrede.” I Obamas otte år har partiet tabt 12 af sine oprindeligt 60 sæder i Senatet, 178 af 435 sæder i Repræsentanternes Hus og guvernørposten i 12 stater. Republikanerne kontrollerer nu cirka 2/3 af alle de amerikanske stater. Overordnet har Obama også gennem sin præsidentperiode i gennemsnit haft lavere approval ratings end bl.a. Richard Nixon og George W. Bush.

Har han da ikke opnået noget? Mange demokrater hylder ham for at have indført sundhedsforsikringssystemet, som i dag kaldes Obamacare. Men langt de fleste økonomer er enige om, at systemet ganske enkelt ikke kan finansieres medmindre man er parat til at hæve den føderale skattesats endda meget markant. Det vidste man fra starten, hvilket kom frem i den skandale, der ofte kaldes ’Grubergate’. En af arkitekterne bag Obamacare, MIT-professoren Jonathan Gruber, blev tilfældigt optaget i en samtale, hvor han indrømmede, at man da godt vidste, at systemet var langt, langt dyrere end man påstod overfor den amerikanske befolkning og Kongressen – men hvis man indrømmede de offentligt, ville man aldrig kunne få flertal for forslaget. En konservativ vurdering af de fulde omkostninger peger på, at skatten skal stige cirka fem procentpoint for at finansiere Obamacare i fremtiden. Derudover er der allerede voldsom utilfredshed i USA, fordi forsikringspræmierne for almindelige mennesker er steget meget kraftigt de sidste to år. Det kan næppe kaldes en succes.

Obama har heller ikke formået – på trods af løfter, som gav ham Nobels Fredspris – at lukke Guantanamo-fængslet eller skabe fred i verden. I Syrien har hans særlige approach til udenrigspolitik givet Rusland nærmest frit spil, og USA har også været sært ambivalent overfor Ruslands aggression i Ukraine. Der er ikke meget at fejre på den front.

Sidst fremhæver nogle politiske kommentatorer, at hans storstillede stimuluspakke bragte USA økonomisk på fode igen og endte finanskrisen. Som PKK skriver, indeholdt de enorme pakke – den totale omkostning var 823 milliarder dollars – historisk meget flæsk. Og uanset at man kan se, hvordan landet er på fode igen, diskuterer økonomer stadig, om pakken hjalp, var ligegyldig, eller måske direkte forsinkede den økonomiske recovery. Jeg hælder personligt til den sidste fortolkning, ikke mindst fordi stater, der fik relativt lidt hjælp, ser ud til at have klaret sig rimeligt godt. Og selvom pakken muligvis har haft en vis effekt nogle steder, er nettoresultatet for fremtiden bekymrende. Den amerikanske statsgæld – der allerede var steget en del under Clinton og Bush – blev fordoblet under Obama.

Den endelige vurdering af Obama må man naturligvis vente på, men umiddelbart er jeg meget enig med PKK. Obama var på den økonomiske politik en elendig præsident. Stimuluspakke og andet fraset øgede hans administration reguleringsniveauet meget kraftigt, og lagde en lang række beslutninger – ikke mindst i Dodd-Frank – ud til det, man nu referer til som ’reguleringszarer’. Obamas politiske beslutninger indebærer dermed, at en ganske lang række reguleringer ikke længere besluttes af Kongressen, men af bureaukratiet. Hans administration har også øvet stærkt kritisabel indflydelse på andre dele af regeringsapparatet: Skattevæsenet IRS forsøgte således at fratage en række højreorienterede organisationer deres skattefrihed som no-profit organisationer, og the National Labor Relations Board forsøgte at presse Boeing til at lægge arbejdspladser i Seattle i stedet for at flytte ny produktion af 787-flyet til South Carolina.

Obama efterlader et USA, der på langt sigt er i dårligere økonomisk stand end det behøvede at være. Landet er overreguleret, skeptisk overfor handel – her har Obama intet gjort – og dybt forgældet. Politisk er hans ’legacy’ også, at han bidrog klart til at polarisere amerikansk politik yderligere. Problemet var der allerede før ham, men Obama har været en af værste præsidenter bedømt på hans villighed til at samarbejde med modparten. Han har i stedet brugt den dekretmagt, den amerikanske præsident de facto har, i en grad der ikke er set siden anden verdenskrig. Han var, med andre ord, på næsten alle fronter en dårlig præsident.

5 Comments

  1. Men han var sort!

    Vælgerne hoppede så ikke på demokraternes næste påhit, den første kvindelige præsident.

    Demokraterne har simpelthen ikke kunnet få seriøse kandidater på banen de sidste 12 år, fordi ingen turde stille op imod den “første sorte præsident” og den “første kvindelige præsident”.

    Trumps sejr har måske netop af den grund været for nem. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om Obama har sluppet for meget kritik, fordi man ikke turde gå så hårdt til en sort præsident.

    Der er meget der tyder på at spørgsmålet om politisk korrekthed, har spillet en omvendt rolle i denne valgkamp, at vælgerne simpelthen har fået for meget.

    Jeg har også hørt kommentatorer sige, at amerikanerne ikke kunne lide Obama, fordi han var populær i Europa.

    • Men vælgerne er så hoppet på den med den første opportunistiske og populistiske realitystjerne. Og han fører ikke engang republikansk politik.

  2. Her er forskellige “Historical rankings of presidents of the United States”

    Så kan man se, hvor Obama placeres. Som nr. 18 ud af 44.

    https://en.wikipedia.org/wiki/Historical_rankings_of_presidents_of_the_United_States

  3. Johannes Polemicus

    26. januar 2017 at 11:32

    Der er en manglende præcision ift. “regulation czars”; problemet er ikke i sig selv, at en række reguleringer fastsættes administrativt (det gør de fx også i Singapore). Problemet er, at amerikanerne har et meget labilt embedsværk, hvor fx Trump nu skal udnævne 4.000 chefer (!). Regulation czars er politikere, ikke bureaukrater.

    • Christian Bjørnskov

      26. januar 2017 at 16:52

      Jeg er helt enig! Det var også for Obama en måde at omgå Kongressen på og gennem udnævnelserne at få en indflydelse, der ellers ikke tilhører præsidenten. Den indflydelse har Trump lige præcist også når han nu har overtaget efter Obama.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑