Udlandsgæld – hvad for en udlandsgæld?

En af ugens store nyheder, som både er omtalt i DR og andre medier, og ikke mindst med stor glæde af Finansministeriet, men også af f.eks. Irish Times (hattip: Niclas Berggren), er at Danmark siden mandag eftermiddag ingen gæld har i udenlandsk valuta. Med andre ord er landet for første gang siden starten af 1800-tallet uden en egentlig udlandsgæld (se figuren nedenfor). Den resterende gæld på cirka 35 % af BNP er alt sammen denomineret i danske kroner, og således at regne for primært indenlandsk gæld. Begivenheden er meget forståeligt blevet fejret, og alle medier har set det som en milepæl i dansk økonomisk udvikling. Traditionen tro vil vi derfor stille det nærmest kætterske spørgsmål, om den danske nulgæld er en utvetydigt positiv nyhed.

På den ene side er det naturligvis en stor og positiv nyhed, at Danmark nu er gældfrit overfor udlandet. Er man gammel nok, kan man huske TV-Avisens illustration af Knud Heinesens vurdering af at ”vi har kurs imod den, og vi kan se” kanten af afgrunden. Udtalelsen kom på baggrund af, at Heinesen afgik som finansminister fordi statsminister Anker Jørgensen nægtede at ændre den økonomiske politik i en ansvarlig retning. Jørgensen udnævnte i stedet den mere føjelige Svend Jakobsen og fortsatte det, der bedst kan karakteriseres som finanspolitisk buksevæden indtil 1982. Det blev op til forskellige regeringer, ledet af Poul Schlüter fra oktober 1982, at rette op på ubalancerne i den økonomiske politik. Derefter bragte en højreorienteret mindretalsregering finanspolitisk ansvarlighed tilbage i dansk politik i en grad, så et hovedmål med Poul Nyrups regeringer i 90erne blev at demonstrere, at Socialdemokraterne ikke længere var hovedløst uansvarlige, men kunne matche den anden side af Folketinget. 1982 var øjeblikket, hvor hovedparten den danske politiske elite valgte en nordeuropæisk løsning i stedet for at fortsætte ned ad den græske vej, man havde taget siden sidst i 60erne.

Schlüters kovending i dansk økonomisk politik illustrerer dog også på finurlig vis problemet ved ikke at have nogen særlig udlandsgæld. Når man i et politisk system med vælgere, der holder politikerne til et minimum af ansvarlighed og hæderlighed, har et potentielt problem, vil problemet både skabe en stemning for at vælge politikere, der i det mindste opfører sig som om de er ansvarlige, og en viden blandt politikere om, at der findes disciplinerende kræfter. Udlandsgælden og mindet om, hvad der skete sidste gang vi ignorerede den type problemer, skabte incitamenter hos alle de større partier for at opføre sig nogenlunde ansvarligt. Gælden begrænsede, gennem en slags ’Damokles-sværd effekt’, hvor populistiske og kortsigtede, danske politikere kunne være i den økonomiske politik. De har gennem snart 20 år ignoreret et langsigtet produktivitetsproblem, men i den relativt kortsigtede politik har både venstre og højre side af Folketinget fokuseret på ikke at skabe større underskud.

Spøgsmålet bliver derfor, om den nye situation ændrer på dansk politik. Man kunne for eksempel forestille sig, at en politiker bliver stillet overfor en situation, hvor hun enten gør det budgetmæssige ansvarlige, eller spenderer storslået, med en voksende gæld som konsekvens. Problemet er, at hun nu – på faktuelt umiddelbar sikker grund – kan spørge: Udlandsgæld – hvilken udlandsgæld. En af bremserne på den ellers galoperende uansvarlighed i børnehaven på Slotsholmen er med andre ord væk. Og hvem ved, hvad danske politikere kan finde på, når de disciplinerende bremser på deres ideer er væk?

5 Comments

  1. Et spørgsmål; I hvilken grad har Nordsø-olien haft en betydning, i tilbagebetalingen af den betydelige udlandsgæld. Grunden til at jeg spørger er at jeg tilbage i 80`erne hørte et fordrag af tidligere økonom (for dansk metal?) Steffen Møller, der diskuterede brugen af indtægterne fra netop nord-søen. Han understregede netop, at man måtte lave reformer af efterløn systemet og andre offentlige ydelser, fordi ellers ville lysten/trangen til, at bruge olien som sukker på velfærds-maden være for stor.
    Ligeledes har jeg været i hårde diskussioner, med socialdemokrater der hårdnakket påstår, at det ikke var Schlüters økonomiske politik , men hans held med at sidde i regering da olien kom online, og gav indtægter.
    Derfor, er indtægterne fra nordsøen kritiske for dansk national økonomis evne til at gå i sort og undgå underskud, eller kan resten af økonomien stå alene og klare byrderne?
    mvh.
    Historyman

    • Christian Bjørnskov

      23. marts 2017 at 10:25

      Jeg tror egentlig ikke, at Nordsøolien har gjort den store forskel, selvom en række politikere tror det. Grunden er, at mens man naturligvis tjener udenlandsk valuta på salg af olie, som man i princippet kan bruge på at betale gæld tilbage, giver olieindtægter også normalt enten et pres på valutakursen – som naturligvis ikke udmøntes i Danmark, da Nationalbanken forsvarer den faste kronekurs – eller inflationen, som derimod udmøntes i Danmark. Olieindtægter giver derfor ofte det, der kaldes Hollands Syge, hvor andre eksporterhverv presses af en (alt andet lige) dårligere international konkurrenceevne. Derudover er det helt rigtigt, som Steffen Møller påstod, at en del af effekten ligger i, præcist hvordan indtægterne bliver brugt. Olieindtægter ses således ofte som en slags indtægt, der tillader politikere at bruge flere midler på populære formål, der som oftest er økonomisk nonsens.

  2. Hvem ejer så de danske statsobligationer? De danske banker og pensionskasser er vel store spillere i det marked?

    De danske banker har vel stadig et stort overskud af indskudsbeviser som de hellere placerer i statsobligationer (lav positiv rente) end i indskudsbeviser (lav negativ rente)?

    Groft og firkantet sagt:
    Bankerne låner ikke til private, men låner til staten i stedet.

  3. Temperaturen stiger i dansk økonomi. Især it-branchen mangler folk, og boligpriserne i byerne stiger for meget ifølge Nationalbanken.

    I den situation skal renterne stige, men det forhindrer fastkurspolitikken os i.

    Skal vi undgå et kollaps om 3-5 år, skal vi NU forlade fastkurspolitikken og tillade en appreciering af kronen overfor Euro.

    Hvis man nu besluttede at føre denne kloge politik – og det bør man! – så havde gæld i Euro været hensigtsmæssig: kursgevinsten ville overstige rentebetalingen, og gælden ville netto være negativt forrentet.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑