Hayeks bidrag til økonomi og politisk filosofi

Nu skal jeg nok love ikke at lade det udarte til en “døde økonomers klub”, men det bør markeres, at det i år er 25 året for F.A. Hayeks død. Han var om nogen repræsentant for den gren af liberalistisk politisk filosofi, som lægger vægt på problemer med at opsamle og udnytte viden centralt. Det gennemsyrede Hayeks arbejder først som økonom og siden som en tænker, der forsøgte at integrere samfundsvidenskaberne omkring dette tema.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

2 Comments

  1. Det er godt at se lidt opmærksomhed til Hayek. Man kunne tilføje hans rolle i sammen med Mises at bevise socialismens umulighed.

    Det er måske rigtigt, at Hayeks bidrag til konjunkturcyklusteori er blevet fremhævet efter finanskrisen, men det var jo ikke noget han skrev isoleret i 1920’erne og 30’erne. Ironisk nok bidrog den ældre Mises senere end Hayek med Human Action i 1949 og den udvidede tredjeudgave af Theory of Money and Credit i 1953. Der har lige siden den østrigske teori opstod i 20’erne været en stadig og kontinuerlig udvikling fra Mises over Hayek, Haberler, til Rothbard og senest folk som Joseph Salerno, Roger Garrison og Jesús Huerta de Soto. Huerta de Soto henviser i øvrigt meget til Hayek i sin bog om konjunkturcyklusteori (Money, Bank Credit and Economic Cycles).

    Så sammenligningen med Keynes holder ikke – man skulle hellere sammenligne ham med Mendel: Selvom moderne genetikere og biologer kan give en mere præcis og detaljeret beskrivelse af arveanlæg osv., så er Mendels arbejde stadig vigtigt og i sine hovedlinjer korrekt.

    • Enig med Kristoffer her 🙂

      Det er vel lige så relevant at medtage de oprindelige teoretiske fundamenter (der strækker sig længere tilbage end bare Hayeks arbejde i 1930’erne der byggede på Mises arbejde i 10’erne der igen byggede på currency school i England i 18xxerne) og give dem kredit, for at have skabt en efterfølgende mere rig forståelse af mekanismerne der fører til skabelsen af et bestemt resultat – enten i økonomi eller andre videnskaber.

      Hayek var ikke original, ligesom Mises ej heller var det. Deres arbejde byggede på tidligere teoretiske fundamenter. Hver nytænkning bidrog til at øge den teoretiske præcision og rigdom af kompleksitet.

      Fokus på alderen af en teori er også for letsindig efter min smag, hvis en teori er korrekt, så er dens alder ligegyldig (i tilfældet af John Maynard Keynes så byggede han på Thomas Malthus og andre tidligere tænkere). De færreste vil kritisere Ohm for sin lov om forholdet mellem strøm, spænding og modstand på baggrund af at den er “gammel” (1827). Den er stadig uhyre brugbar.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑