Embedsmændene og de særlige rådgivere – et billede på en modsætning.

Berlingske har rejst en debat om regeringens 22 særlige rådgivere og deres løn. (her ) Men den interessante debat er egentlig hvorfor alle ministre i dag åbenbart har behov for en særlig rådgiver. Er årsagen, at magtens tredeling i dag er væk? Om embedsværket er blevet så stærkt, at en minister ikke har en chance uden politiske embedsmænd? Den interessante debat er at stille spørgsmålet, hvorfor disse politiske embedsmænd er blevet hverdag? Siden Poul Nyrup Rasmussen i 1996, som den første statsminister ansatte en særlig rådgiver – til at det er normen, at en minister har tilknyttet en politisk embedsmand.
”Yes, Minister” skulle alle Thatchers ministre se. Fordi serien fremstillede realiteternes verden. Fiktionen fik hverdagen frem. Derfor er ”Yes, minister” så fremragende. Serien fremstiller dilemmaet mellem den folkevalgte politiker og embedsmændene. Embedsmændene der er uafhængige af det aktuelle politisk flertal og politikeren, der kastes ind i et apparat der ikke nødvendigvis har de samme interesser som det politiske flertal. Embedsmænd er mennesker, hvorfor de er loyale overfor deres egen interesser. Forventningen om det modsatte er naiv. Altruisme findes ikke. Den enkelte gør godt imod sig selv og sine egne.
Embedsmændene er de reelle magthavere. De kan fremstille en sag, så den fremstår på den måde, de ønsker det. Meget af lovgivningsarbejdet drives af embedsmændene, det initieres ikke af politikerne. Lovbekendtgørelser og udmøntninger af love sker på embedsmændenes initiativ. F.eks. er EU forordninger gældende i alle EU lande fra det øjeblik forordningen er vedtaget i parlamentet – også selv om direktivet som forordningen er en udmøntning af – ikke er implementeret i national lov.
Magtubalancen mellem embedsmænd og politikere er sikkert forstærket af, at hvor man tidligere udnævnte politikere til ministre – der i en årrække havde være ordførere for det pågældende område – så udnævnes politikere i dag til ministre også for områder, de aldrig har været ordførere for. Hvilket svækker politikernes position. De er fagligt bagud.
Det gode ved den danske embedsmandstradition er, at den skaber kontinuitet. Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år. Dette ses ved hvor kompleks lovgivningen er blevet på de fleste områder.
Så den udøvende og lovgivende magt er i dag fuldstændig sammensmeltet. Det er også derfor, at lovmøllen producerer så umådelige mængder. Derfor burde diskussionen gå på, hvorfor spindoktorer er nødvendige? Ikke på deres løn, ikke at der er 22, men hvorfor de er der. Om tiden med det danske embedssystem, hvor embedsmænd er politisk ”uafhængige” og altid bliver siddende ved regeringsskifte er passe. Og om der i stedet burde etableredes et embedsværk, der er fast, med en politisk ledelse og overbygning, der udskiftes ved regeringsskifte. Det vil være den interessante og relevante debat, langt mere relevant end om X, Y og Z får 700, 800 eller 900 t.kr. i løn. Den politiske debat burde være, hvordan vi bedst indretter os i en ufuldkommen verden, med ufuldkomne embedsmænd og politikere. Så embedsmændene ikke får uforholdsmæssig stor magt og tilfældige politikere ikke kan vælte det hele om kuld.

2 Kommentarer

  1. “Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år.”
    Der er vel ikke noget “men” der. Jo stærkere embedsmændene sidder på systemet, jo mindre mulighed en politiker for at vælte det hele.

    Er der en som er ved at vælte butikken, så er det jo Trump, og det skaber nervøsitet i resten af verden, for at det skal smitte.
    Derfor det nye skældsord i den politiske debat “Postfaktuel”.
    Embedsmændene er faktuelle, og politikerne er “Postfaktuelle”.

    Jeg har allerede flere gange set kommentarer om, at vi er på vej mod det postfaktuelle samfund. Hvilket altså forudsætter at vi lever i et faktuelt samfund.
    Spørgsmålet er om embedsmændenes fakta er fyldestgørende eller om der mangler nogle,
    OG om når de bliver lagt sammen rent faktisk er faktuelle.

    En ting er sikkert, man forsøger at bevæge sig mod et samfund, hvor den som bedst kan udnytte sin ytringsfrihed til at fremføre sine fakta, også får mest magt.

  2. Min oplevelse af denne udvikling er, at den skyldes en uheldig kombination af udygtige politikere og en aggressiv presse bemandet af både journalister uden integritet og faglighed, samt journalister, hvis største interesse er at finde et eller andet ligegyldigt, som de kan blæse op til en skandale for at latterliggøre politikerne.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑