Brug rigsretten i sager om EFI og udbytte

Balladen om placeringen af et ansvar for indførelsen af statens inddrivelsesitsystem ”EFI” raser igen, og med god grund. Det forekommer absurd, at en fejludtalelse under et møde i et folketingsudvalg kan føre til politisk røre og sanktionering med ”en næse”, mens der ikke engang tages skridt til at placere et ansvar for de milliardtab, EFI-systemet, men også udbyttesagerne, har påført fx statskassen.

Det kan især undre, fordi Danmark har et glimrende system til at placere et ansvar. Det består af to dele:

For det første er der det politiske ansvar, som dog ikke er et rigtigt ansvar. Det er den sanktion, der består i, at en politiker går eller fyres fra sit ministerembede – og måske bliver smittet så meget med en dårlig sag, at man er helt uvælgelig som folketingsmedlem fremover.

For det andet er der rigsretten.

Det er rigsretten, som er relevant i sagerne, dels om idriftsættelsen af EFI-systemet, dels udbyttesagerne. Med en dommersammensætninger på 16 højesteretsdommere og 16 medlemmer valgt af folketinget (men ikke selv folketingsmedlemmer) er der tale om en institution, der har kompetencen til at pådømme juraen i politiske sager.

Som der står i grundlovens § 16:

”Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.”

Dette er uddybet i blandt andet ministeransvarslovens § 5, stk. 1, der siger at

”En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.”

Det ville være nærliggende at prøve, om ikke dét at bestride et ministerembede, efter stillingens beskaffenhed, indebærer, at man udviser en vis rettidig omhu, før man træffer beslutninger om indførelse af betydelige IT-systemer, eller indfører reelt automatiserede udbetalingsfunktioner, uden nogen kontrol.

Og rigsretten er kompetent til både at behandle straffesager og sager om erstatning, hvis staten gør sådan et gældende. Hvilket staten selvfølgelig bør gøre, hvis statskassen har lidt et tab, som følge af embedsførelsen.

Derfor kan man undre sig over, at rigsretsinstitutionen ikke endnu er blevet bragt på banen i debatten. En hurtig søgning i Infomedia inden for de seneste 6 måneder viser, at der kun er skrevet om rigsretter i Sydkorea og Brasilien.

Rigsretten blev flittigt brugt før Første Verdenskrig; Wikipedia har en liste. Men efter den tid findes kun Tamilsagen. Dette er nogen steder udlagt som, at man ikke vil anvende rigsretsinstitutionen, hvis det politiske ansvar er placeret. Men der er givet vis også andre mekanismer og interesser på spil. Hvis først man som folketingsmedlem stemmer for en rigsret, gen-legitimerer man brugen af institutionen, med risiko for selv at skulle betale dyre advokatregninger for handlinger/undladelser, man selv har truffet i embedet.

Selv hvis det skulle være politisk ubelejligt for folketingets medlemmer, at stemme for en rigsret, redder Grundloven dem. Det er nemlig slet ikke nødvendigt at stemme om det. Regeringen kan selv rejse anklage uden folketingets indblanding.

Hvis ansvaret for de forskellige skandaler kan placeres så entydigt, som man mener fra de forskellige partier, er det moralsk anløbent ikke at foreslå en rigsret.

3 Comments

  1. Inden tamilsagen kom til en rigsretssag, var der en kommissionsdomstol som tog næsten 3 år.
    Der er også den klare forskel at tamilsagen kun kunne pege på en skyldig minister. Her er der jo en håndfuld mistænkte.

    • Men kunne starte med at se på, hvem der var minister i efteråret 2013, hvor EFI blev idriftsat, samt 2014, hvor udbytterefusionerne blev fordoblet første gang

  2. ” Hvis ansvaret for de forskellige skandaler kan placeres så entydigt, som man mener fra de forskellige partier, er det moralsk anløbent ikke at foreslå en rigsret.”

    ja, det har du ret i. Men der er ingen , eller kun få partier, der har lyst til at placere ansvaret. Da skatteminister posten har været en svingdørs-post i de forskellige regerninger. såvel Venstre, som socialdemokratiet, som SF og de Radikale har haft posten som skatteminister. De er alle lige skyldige, da der ikke er noget krav om, at danske ministre skal have nogle kundskaber om det område de er minister for. Forsvarsministre behøver ingen militær viden eller at have aftjent værnepligt. Sundhedsministre behøver ingen medicinsk , eller farmakologisk uddannelse. Landbrugsministeren behøver ikke at have nogen landbrugsudadanelse. Og økonomi/finans ministre behøver INGEN økonomiuddannelse.

    Svend Erik Hovmand (V) Fra 27/11 2001 til 2/8 2004, Kristian Jensen (V) Fra 2/8 2004 til 23/2 2010,
    Troels Lund Poulsen (V) Fra 23/2 2010 til 8/3 2011, Peter Christensen (V) Fra 8/3 2011 til 3/10 2011,
    Thor Möger Pedersen (SF) Fra 3/10 2011 til 16/10 2012, Holger K. Nielsen (SF) Fra 16/10 2012 til
    12/12 2013, Jonas Dahl (SF) Fra 12/12 2013 til 3/2 2014, Morten Østergaard (RV) Fra 3/2 2014 til 2/9 2014, Benny Engelbrecht (S) Fra 2/9 2014 til 28/6 2015, Karsten Lauritzen (V) Fra 28/6 2015

    Retsopgøret efter anden verdenskrig er en form for anskuelses undervisning, ingen var politisk skyldige, fordi sandheden var at ALLE var skyldige. Rigsretten er en form for gabestok hvor man allerede ved hvad udfaldet vil være. Ninn Hansen i Tamil-sagen kunne ikke blive frikendt, han skulle ofres, på det politisk korrekte bål. Konsekvensen blev bare at udlændinge området blev politisk forgiftet de næste 15 – 20 år og hvem havde gavn af det?
    Nej, rigsretten vil være noget alle partier vil være yderst varsomme med at benytte, da det intet godt medføre.
    Vi må regne med at alle 9 – 12 mia. er tabt, med mindre vi sender jægerkorpset ud i verden og benytter voldeligere overtalelses-midler over for de professionelle svindlere.
    Det kan være, at det at presse, en lyddæmpet Heckler & Koch USP, ind i nakke på folk, gør dem mere medgørlige, angående hvilke penge der er deres egne og hvilke der egentlig tilhøre den danske stat. Det kan være, at de indser at når man fuck`er med en stat, så har denne lidt flere midler end bare de rent juridiske til rådighed. Det sidste her er nok en ønske drøm, men det var den måde England håndterede små og obsternasig lande i det 19 årh. Men problemet har jo vist nok også noget af sin rod i skatte forvaltningen, så sagen er ikke så enkel.
    Mvh.
    Historyman

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑