Tillid i den arabiske verden

Et af de tydeligste særtræk ved de nordiske lande er vores høje tillidsniveau. Vi stoler ikke mere på venner og familie end i mange andre dele af verden, men vores sociale tillid til andre mennesker– folk i vores egne samfund, som vi ikke kender – er langt højere end andre steder. Adspurgt om de generelt stoler på andre mennesker eller om de mener, man skal være forsigtig, siger cirka 70 % i Danmark, Norge og Sverige, at man kan stole på andre mennesker. De globale gennemsnit i undersøgelser ligger på cirka 25-26 %, og selv i andre velfungerende lande, som vi ofte sammenligner os med, er niveauet noget lavere. I Storbritannien og Irland er det omkring 40 %, som har tillid til andre, og selv i andre ekstreme tilfælde som New Zealand og den engelsktalende del af Canada, ligger niveauet ikke meget over 50 %. Vi er ekstremt tillidsfulde og – som den anden side af medaljen – også ærlige i en grad, som udlændinge til tider finder helt pinefuld.

Den nordiske tillidskultur er en central forklaring på, hvorfor vi trods en beliggenhed i en perifer del af verden og et samfundssystem – velfærdsstaten – som ødelægger sig selv andre steder og er en vækstbyrde for os – stadig er at tælle blandt verdens rige lande (se mere generelt her og her). Men den gør det også ganske svært at integrere mange udlændinge i de nordiske samfund. Særligt virker det som om arabiske indvandrere i Danmark og Sverige har svært ved at gennemskue vores tillidsnormer og hvad vi opfatter som uærlig adfærd. De fleste danskeres rygmarvsreaktion er derfor, at de arabiske lande må have ekstremt lave tillidsniveauer, når de får den – ikke altid forkerte – opfattelse, at mange indvandrere fra arabiske lande ikke er videre tillidsvækkende.

Om det er sandt, kan man teste ved at bruge en særlig undersøgelse, the Arab Barometer, som er udført i tre bølger, og hvor resultaterne fra den tredje undersøgelsesbølge har været offentligt tilgængelige nogen tid. Figuren nedenfor illustrerer det generelle tillidsniveau i de 13 lande, der er dækket af undersøgelsen; nummer 14 er Qatar, som deltog i den seneste World Values Survey. Er de arabiske befolkninger karakteriseret af specielt lav tillid?

Man kan svare på spørgsmålet på to måder. Et første er et rungende ja, sammenlignet med de nordiske lande. Det er dog et meningsløst svar, fordi det gælder praktisk taget hele resten af verden. Det andet svar er et nej: Sammenlignet med lande på den anden side af Middelhavet ligner de arabiske lande ganske godt. Ikke overraskende er det på alle måder fragmenterede libanesiske samfund karakteriseret ved lav tillid – 15 % erklærer, at de har tillid til andre mennesker. Det samme gælder de to gamle, franske kolonier i Marokko og Algeriet, hvor tillidsniveauet er 17 %. Disse niveauer er på linje med f.eks. Cypern og Rumæniens. Egypten og Qatar ligger kun marginalt højere omkring 20 %., dvs. omkring et græsk eller portugisisk niveau. Bevæger man sig ind i Jordan, Libyen og Sudan, og en smule højere, i Tunesien og Palæstina, er man i området 25-30 %. Her er de europæiske sammenligner Frankrig, Syditalien og det fransktalende Belgien.

Det er dog værd at bemærke, at tre lande stikker ud fra resten: Irak på 35 %, Yemen på 38 %, og Kuwait på 39 %. Disse tre arabiske lande er dermed ikke blot over det globale gennemsnit, men faktisk på linje med tillidsniveauet i steder som Tyskland, Flandern (den hollandsktalende del af Belgien), og Norditalien. Ser man nøgternt på den arabiske verden, med et fokus på tillid, er det dermed svært at tale om en kultur. Steder som Libanon og Algeriet er karakteriseret ved tillidsniveauer, der ligner de værste steder i Europa, mens tre andre lande stikker ud fra resten med en tillidskultur, der ligner den i lande, vi normalt betragter som sikre og venlige på et personligt plan. Måske skulle vi – med risiko for at fornærme nogle af vores mere nationalkonservative læsere – holde op med at tale om den arabiske verden som en enhedskultur, men tage hensyn til, at selv arabere herhjemme og i Mellemøsten og Nordafrika er fra meget forskellige baggrunde?

8 thoughts on “Tillid i den arabiske verden

    1. Christian Bjørnskov

      Jeg har faktisk aldrig set referencer til tegnebogseksperimentet i Mellemøsten eller i Nordafrika.

      Svar
  1. Kasper Kyndsberg

    Hej Christian

    Altid interessant at læse dine blogs om tillid – meget lærerigt.

    Hvad ligger der bag slutningen på denne sætning:

    “Vi er ekstremt tillidsfulde og – som den anden side af medaljen – også ærlige i en grad, som udlændinge til tider finder helt pinefuld.”

    Jeg tænker at der må være nogle konkrete situationer, hvor ærlighed virker pinefuld på udlændinge.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Jeg tænkte på de mange situationer, hvor danskere siger ting meget ligeud – særligt sammenlignet med folk fra Sydeuropa. Vi har også en klar tilbøjelighed til at kalde folks bluff meget offentligt,i modsætning til mange andre kulturer hvor man mere ignorerer bluff.

      Svar
  2. Thomas J.

    “Måske skulle vi – med risiko for at fornærme nogle af vores mere nationalkonservative læsere – holde op med at tale om den arabiske verden som en enhedskultur”

    Det er skægt fordi du umiddelbart selv omtaler dem som;

    “men tage hensyn til, at selv arabere herhjemme ”

    Er ARABERE et raceteoretisk begreb? Eller i hvilken betydning bruger du det? For det kan vel ikke være som et etnisk-kulturelt begreb du anvender det. For det ville jo nærmest være udtryk for at betragte den arabiske verden som en enhedskultur. Et sted hvor vi kan bruge det samme ord til at beskrive lande og indbyggere fra Marokko til Irak.

    Please. Lad nu være at blive pseudo-islamforsker og lave stråmænd på alle andre. Der er ikke nogen der ikke anerkender massevis af forskelle mellem lande, samfundsklasser, religiøse retninger, osv. osv. i den arabisk/muslimske verden. Selv de folk der oftest anklages for betragte “muslimer” som en monolit, har aldrig hævdet noget sådan.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov Forfatter

      Har jeg nævnt islam med et eneste ord? Det er ikke mig, der bringer hverken raceforskelle eller religiøst nonsens ind i debatten. Arabisk er her en samlebetegnelse for et geografisk område, hvor man i det store og hele taler samme sprog. Og dét område betragtes af en bestemt pseudo-ideologisk gruppe som en enhedskultur. Jeg gør ikke, men den forskel ser du åbenbart slet ikke?

      Svar
      1. Thomas J.

        Så du betraget ARABISK som et “enhedssprog”?

        Det er da udtryk for pseudovidenskab og almindelig uvidenhed. Arabiske er ikke et “enhedssprog”. Der er betydeligt forskelle i sproget på tværs af den arabiske verden.

        Eller synes du det er irriterende at blive udsat for den slags nonsens argumenter. I så fald burde du nok starte med at lade være med stråmanden mod en masse andre om at de anser noget for at være en “enhedskultur” hvad det så end betyder.

        Eller kunne du i det mindste angive navne på hvem det er?
        Og det skal jo ikke blot være fordi de i en kronik eller deadlinedebat har lavet en generaliseringen.

        Hvem er det præcist der ikke anerkender at der er betydelige forskelle i kulturen på tværs af den arabiske verden?

        Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste “nationalkonservativ” debattør der ikke eksplicit har ytret sig om netop de betydelige kulturforskelle og de konsekvenser det har. Det bruges jo netop eksplicit som et argument f.eks. i forhold til hvorfor nogle grupper klarer sig bedre end andre, hvorfor nogle samfund er mere tilbøjelige til at gå i opløsning i sekteriske konflikter osv.
        Den slags argumentation giver jo kun mening, fordi de netop anerkender kulturforskellene.
        At man så SAMTIDIG konstaterer at der også er betydelige fællestræk, herunder nogle som er tydeligt forskellige fra dominerende normer/værdier i vesten, betyder jo ikke at man anser noget for at være en “enhedskultur”. Du angiver jo selv f.eks. sproget som et fællestræk.

        Det er en temmelig trættende argumentationsform du har gjort til dit varemærke i dine blogs, hvor du jævnligt langer ud efter en “pseudo-ideologisk” (hvad det end betyder?) gruppe af nationalkonservative, uden at vi kan få at vide hvem det er?
        Det er pinagtigt overfladisk og stråmands-trættende.

        Svar
        1. Christian Bjørnskov Forfatter

          Læs hvad jeg skriver, ikke hvad du selv læser ind i det! Og lad være med at tage mig til indtægt for latterlige synspunkter, som jeg ikke har. Skrev jeg for eksempel enhedssprog nogen steder?

          Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.