Public choice 4: Om at tabe i politik og økonomi

Mange begreber går igen i økonomi, politik, sport og sågar krig: Tabere og vindere. Konkurrence. Kamp.

Og på overfladen minder mange af fænomenerne om hinanden. Men der er også fundamentale forskelle. Hvis man overser dem og kommer til at bruge begreberne på tværs af discipliner, kan man komme til at begå alvorlige fejlslutninger.

Den amerikanske politolog William Riker understregede således den fundamentale forskel på at tabe i henholdsvis økonomi og politik. Der er tabere begge steder, men med fundamentalt forskellige konsekvenser.

Et aktuelt eksempel på en økonomisk ”taber” – som er faldet en del for brystet – handler om Legolands såkaldte ”fast track”-ordning, hvor man for en ekstra betaling kan komme foran i køen. Hvordan skal det fattige barns forældre forklare barnet, at det bliver overhalet i køen af det rige forældrepars forkælede rolling?

Der er kø, fordi kapaciteten i Legolands forlystelser (til tider) er et knapt gode. To børn kan ikke sidde på den samme plads samtidig. Hvis det rige forældrepar har råd til at betale, men det fattiges ikke har – har det fattige så ikke tabt?

Jo i en vis forstand har det. Det har that konkurrencen om præcis dét knappe gode. Men det har ikke tabt alt, og det rige har ikke vundet alt. De penge, det rige barn bruger på at springe over i køen, kan det ikke også bruge på noget andet. Og tilsvarende sparer det fattige barn penge på ikke at stå i fast track – og kan bruge dem på noget andet. Det vil altså sige, at det i en anden konkurrence om et andet knapt gode ender med at vinde. Det følger af det simple faktum, at al indkomst er noget værd. Man kan ikke købe lige meget, hvis man ikke har lige stor indkomst (og om man bør det, er et andet spørgsmål, som vi gemmer til en anden gang). Men man kan købe noget.

I sidste ende bliver det, der i en markedsøkonomi ser ud som en kamp mellem tabere og vindere, til et spørgsmål om allokering. Markedet allokerer de tab, vi alle må lide (fordi vi ikke kan købe alt), hen hvor de gør relativt mindst ondt, og gevinsterne hen, hvor de gør størst gavn. Vi vælger at bruge vores indkomst på de ting, hvor der er størst forskel mellem nytten for os og den pris, vi skal betale. Hvis tabet ved at stå i kø er for stort, kan det fattige forældrepar vælge at købe en ”fast track”-billet i stedet for is og sodavand. Tabet flytter et mindre smerteligt sted hen.

At tabe i politik – og i sport og krig – kan derimod godt betyde: ”The winner takes it all, the looser has to fall” (som Abba sang). En autoritær leder kan i princippet tage alt fra sine undersåtter (eller i hvert fald så længe, der er en nettogevinst ved det). Et demokratisk flertal kan tilsvarende tage fra mindretallet. At tabe i politik vil ifølge Riker vitterlig sige at tabe.

Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier, hænger det sammen med, at det er nødvendigt at etablere en flertalskoalition i et demokrati. Et tabende mindretal kan i princippet tilbyde sig billigt som afløser af en ”dyr” del af koalitionen. Der er en ”åben orden” (som Acemouglu og Robinson kalder det), modsat autokratiets ”lukkede orden”. Men selv om det kan begrænse tabene, fjernet det dem ikke. For det første betyder det, at den politiske proces kan blive enten meget ustabil eller sårbar over for manipulation. For det andet vil der være en tendens til at danne “minimale vindende koalitioner” ved demokratiske afstemmninger – altså at holde flest mulig ude (op til knap halvdelen), fordi der så er flere at tage fra og færre at dele gevinsten mellem. For det tredje kan skiftende flertal nok begrænse tabet for den enkelte, men til gengæld gøre alle til tabere. Den ”kærnende stat” (navngivet af Anthony de Jasay), hvor der ultimativt omfordeles fra alle (via beskatning) til alle (via overførselsindkomster og gratisydelser til skiftende interessegrupper) indebærer en nettoomkostning, som i princippet kunne spares væk. Hvor konkurrencen på markedet ender med at skabe en allokeringsgevinst, indebærer den ”kærnende stat” et allokeringstab.
Politiske beslutninger kan dog i princippet også skabe en allokeringsgevinst, hvis staten leverer såkaldt ”kollektive goder” – f.eks. fælles forsvar – som markedet har vanskeligt ved at levere. Riker pointerede imidlertid, at der uanset denne potentielle allokeringsgevinst altid står en konflikt tilbage om fordelingen af regningen. Mindretallet er ikke beskyttet, blot fordi der er tale om kollektive goder.

Hvad er den afgørende mekanisme bag, at taberne taber mere i politik end i økonomi? Forklaringen er, at et tabende mindretal ikke kan blokere med et veto. Det ville kræve brug af enstemmighed, som imidlertid har sine egne problemer. Men en meget dyb indsigt – som stammer fra den svenske økonom Knut Wicksell – viser, at et marked fungerer, som om beslutningerne blev truffet med enstemmighed. Der træffes ganske vist ikke beslutninger med virkning for hele økonomien på en gang – modsat politiske beslutninger, som gælder alle. Beslutningerne træffes i stedet gennem decentrale parvise transaktioner. Og fordi ingen er tvunget til at deltage i en transaktion, som ikke stiller vedkommende bedre, ender man med samme resultat som ved enstemmighed (men uden de særlige problemer ved enstemmighed).

Hvis man ikke indser forskellen på at tabe i politik, sport, krig og økonomi, kan det sikkert virke umiddelbart værre at tabe i økonomi. I sport er der trods alt et strengt meritokratisk princip. Krig er heldigvis ikke så ofte forekommende. I et demokrati har alle én stemme. Markedsøkonomien kan se ud, som om nogle få – ”de rige” – kan sætte sig på det hele. Men der er en verden til forskel.

Og så lige en korrektion: Der kommer ingen fattige i Legoland. På verdensplan dykker fattigdommen, så der nu er under 10 pct. efter FNs fattigdomsdefintion. Ingen af dem bor i Danmark. Takket være den globale markedsøkonomi behøver ingen være fattige – var det ikke for krig og politik.

2 Kommentarer

  1. Du skriver “Når demokratier har vist sig ikke at tage så meget som autokratier,”
    Jeg synes nu Danmark er godt med, hvor staten formår at tage ca. halvdelen af BNP. Jeg tror der er mange diktatorer som er misundelige på den præstation.

    • I et demokrati skubbes velfærdstabene også rundt, når en borger beskattes, vælger borgeren at allokere sine resurser anderledes. Fx ved at tilbringe mere tid på fritid end på at specialisere sig i arbejdsdelingen.

      Jeg er dog glad for at du skriver at den afgørende forskel er at markedstransaktioner er frivillige med respekt for ejendomsretten, hvor politiske transaktioner er rene udplyndringer af borgeren.

      Der er i en streng forstand ingen der “taber” i markedet som i politik, fordi der i markedet ikke sker ufrivillige handlinger. Man kan naturligvis indvende at nogen bliver bestjålet af tyveknægte, men dette betragter jeg ikke som en markedstransaktion. Der er et andet kritikpunkt, at man kan blive “snydt” til at købe noget som ikke er hvad det udgiver sig for, dette er at sidestille med gement tyveri, og bør håndteres af domstolene som et sådant. Igen er det ikke en markedstransaktion i den “rene” forstand.

      Den fattige der tager i legoland vinder stadig da omkostningen ved at tage i legoland og stå i kø mens man ser de rige stryge forbi på “express ticket” er mindre end alternativet. I alt fald er det således ex ante.

      Det er vigtigt at se forskellen på eksterne begivenheder og de direkte begivenheder. Eksterne begivenheder er ting såsom misundelse og at sammenligne sig med andre. Direkte begivenheder er dine egne valg. Valget at foretrække legoland på fattigbillet kontra alternativet.

      Det er de direkte begivenheder der skal sammenlignes mellem marked og politik. Markedet giver dig valgfrihed til at bevæge dig mest muligt op ad din værdistige uden at skade andre (ingen tabere), mens politik giver dig kun muligheden for at klatre op ved at træde dine medborgere i fjæset.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑