Public Choice 6: Directors Lov

Politik, der omfordeler indkomst eller andet, omfordeler vel fra de rige til de fattige, ikke? Spørger man politikere, få man som oftest svaret, at det gør den da – det er jo den normative hensigt. Public choice fortæller dog en meget anden historie. En fundamental indsigt kommer derfor fra at spore den demokratiske logik bag omfordelende politik, og den mekanisme der skaber meget anderledes konsekvenser end politikere påstår. Aaron Director, der var professor i Chicago og far til Rose Director – og dermed i et af historiens pudsige tilfælde blev Milton Friedmans svigerfar – var den første, der beskrev mekanismen.  Director skrev den bare ikke ned, og det blev George Stigler, der i 1970 udgav artiklen om mekanismen. Det er derfor Stiglers version, alle med en vis public choice-træning kender.

Det fænomen, Director beskrev og som Stigler kaldte Directors Lov, er meget enkelt. Forestil dig, at der skal stemmes om et eller andet omfordelingsforslag. Stil alle vælgere op på en række, så den fattigste står længst til venstre, den næstfattigste ved siden af ham osv., indtil den rigeste står længst til højre ved siden af den næstrigeste. Husk dernæst, at man bliver nødt til at få flertal for et forslag, for at det vinder. Og regn med, at folk stemmer efter, hvad der gavner dem selv.

Director så, at hvis man skal finde et sammenhængende flertal for et forslag, vil det til enhver tid skulle have medianvælgerens stemme. 50 % plus en stemme, uanset hvor man placerer dem, dækker de den absolut midterste i vores række af vælgere. Rent logisk må et vindende forslag således altid gavne medianvælgeren.

Konsekvensen er, at omfordelende politik i helt overvejende grad – så længe man agerer i et demokratisk samfund – må indebære omfordeling til medianvælgeren. Med andre ord tilsiger en almindelig, demokratisk logik, at omfordelingen sker til de mest gennemsnitlige borgere. Dem, der netto betaler for omfordelingen må derfor være de relativt fattige og de relativt rige borgere i samfundet. Det er en meget anderledes slags omfordeling, end den man forestiller sig hvor der omfordeles fra rigere til fattigere.

Et spørgsmål er, om man kan ’se Directors Lov i Danmark? Svaret er ja – der er en række eksempler. Ser man på mange af de ting, det offentlige leverer, er de primært omfordeling til middelklassen. Universitetsuddannelse blev f.eks. gratis, da medianvælgerens børn begyndte at tage længere uddannelser. Mens der bestemt omfordeles til dem, man de laveste indkomster, er billedet af dansk omfordeling et, hvor medianvælgeren altid får. Som Mogens Lykketoft skal have sagt for år tilbage: I Danmark omfordeler vi fra de 90 % rigeste til de 90 % fattigste. På samme måde er det ganske klart, at en række afgifter ligger væsentligt tungere på den relativt fattigere del af befolkningen, ikke på medianen.

Og overvej, hvornår politikere for alvor begyndte at tale om lettelser i topskatten. Diskussionen kom, da topskattegrænsen nærmede sig medianvælgeren, og spørger man på Christiansborg, hvordan man helst vil håndtere topskatteproblemer, er præferencen klar. Man vil helst beholde satsen, men rykke indkomstgrænsen opad. Det skal læses som, at man rykker topskatten væk fra den politiske farezone – væk fra medianvælgeren. Man kan jo ikke have politik, som medianvælgeren betaler for. Forbløffende meget giver mening indenfor Directors Lov.

4 thoughts on “Public Choice 6: Directors Lov

  1. Kjeld Flarup

    Jeg betaler min skat med glæde fordi jeg får så meget igen.
    Det er egoisme når det er værst.

    Det er dog også dumhed, fordi det hæmmer økonomien og vi alle får mindre, også medianvælgeren.
    Også dumhed fordi man med gratis ydelser ofte får en dårligere kvalitet, og dermed mindre for pengene.

    Så egoisme overtrumfer intelligens, og får medianvælgeren til at stemme imod egne interesser.

    Svar
  2. Tobias

    Aaron Director var Rose’ bror. 😉

    En interessant teori afledt af Directors lov er Meltzer & Richard om at omfordeling til fordel for medianvælgeren øges når forskellen mellem medianvælgerens indkomst og gennemsnitsindkomsten bliver større. Dette har dog mig bekendt været vanskeligt at påvise rent empirisk: Empirien viser at omfordelingen stiger når medianindkomstens andel af gennemsnitsindkomsten bliver mindre, men om dette resulterer i at medianvælgeren bliver direkte begunstiget er vist ikke blevet påvist.

    Omvendt beskæftiger de empiriske undersøgelser sig vidst kun med pengeoverførsler og ikke velfærdsgoder, hvilket sikkert i endnu højere grad kommer medianvælgeren til gavn.

    Men interessant emne! Og tak for fokus på Public Choice-teorierne. God sommer

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Sorry – selvfølgelig var han Roses bror, ikke far! Mht. empirien har den været ganske svær at gøre konsistent med Meltzer og Richards udvikling af Directors lov. Men som du rigtigt skriver, har den fokuseret på direkte transfereringer og ikke totaliteten af de effektive overførsler. Der er også den komplikation, at mange mennesker rundt omkring i verden ikke stemmer, så medianvælgeren er ikke nødvendigvis medianborgeren.

      Svar
  3. Pingback: Hvor omfordelende er velfærdsstater egentlig? – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.