Lad os prøve et tankeeksperiment: Vi sætter 1.000 kr. på højkant og trækker lod om dem. Lodder kan erhverves for 1 kr.

Hvor mange lodder skal vi regne med at få solgt? Den forventede gevinst er 1000/antal lodder. Så længe der er solgt mindre end 1000 lodder, vil den forventede gevinst være større end én krone. Ergo vil det kunne betale sig for nogen at købe flere lodder (nogen, som er rationel og risikoneutral). Først når der er solgt 1.000 lodder, svarer den forventede gevinst til prisen på ét lod.

Dette lille eksperiment er et såkaldt nulsumsspil. Forventede tab og gevinster går lige op. For Punditokraterne går det lige op. Vi får lige så meget ind i salg af lodder, som vi udbetaler i præmie. Én af læserne vil vinde 1.000 kr., men samlet køber læserne lodder for 1.000 kr. Tab og gevinster går lige op – deraf navnet nulsumsspil.

Lad os så ændre eksperimentet lidt. I stedet for at købe lodder, skal man samle sten, skrive navn på og aflevere. Vi trækker så lod om de 1.000 kr. blandt stenene. Hvor mange sten vil vi få? Ja, lige som før vil læserne blive ved at konkurrere om præmien, indtil den forventede gevinst svarer til omkostningen. Denne gang er omkostningen ikke en pengeoverførsel, men besvær ved at samle sten. Svaret er lige som sidst, at summen af besværet vil svare til præmien, altså 1.000 kr. Men det er ikke længere et nulsumsspil. For læserne går det samlet stadig lige op. De har besvær svarende til 1.000 kr., men én af dem vinder 1.000 kr. For Punditokraterne er der derimod et rent tab på 1.000 kr., fordi vi skal udbetale præmien uden at få indtægter fra salg af lodder. Samfundsøkonomisk giver lotteriet nu et underskud på 1.000 kr.

Tankeeksperimenterne her virker nok banale. Men som public choice-teoretikerne opdagede, minder mange politiske processer om eksperimentet med stenene. Fænomenet kaldes rent-seeking.

Et almindeligt eksempel er regulering, som giver en producent et monopol effektivt set. Et monopol er til ulempe for forbrugerne, men til glæde for monopolisten – det er dog ikke helt et nulsumsspil, fordi forbrugernes tab er større end monopolistens gevinst. I figuren er angivet en standardpræsentation af det samfundsøkonomiske tab ved monopol. Forbrugerne taber både den grønne trekant og den røde firkant. Da monopolisten til gengæld vinder den røde firkant i ekstra profit, er nettotabet den grønne firkant.

Men hvis monopolisten har måttet konkurrere med andre producenter om at få monopolet, kan hele den umiddelbare monopolrente også gå tabt i konkurrencen om den. Det kan være omkostninger ved at lobbye politikerne og føre politiske kampagner. Producenterne kan ende med at tabe lige så meget, som en af dem vinder – svarende til læsernes omkostninger ved at samle sten, der gik lige op med præmien. Tabet ved et politisk beskyttet monopol svarer dermed til hele forbrugernes tab: Ikke alene trekanten, men tillige firkanten. Den første til at indse denne pointe var Gordon Tullock, som Christian Bjørnskov allerede har omtalt i forbindelse med log-rolling.

Det kræver ikke megen abstraktion at se, at langt de fleste politiske spørgsmål i et moderne demokrati er en konkurrence mellem forskellige grupper og interesser. Dermed er der knyttet rent-seeking til dem og en risiko for rent-seeking tab. Politisk konkurrence bliver samfundsøkonomisk set en trædemølle, hvor selv nettoværdien af en politisk begunstigelse ender med at gå tabt.

Rent-seeking-teorien fik vidtrækkende konsekvenser. Politik kommer til at fungere på en helt anden måde, end hvis myndighederne var godgørende despoter, og borgerne passive modtagere af politiske beslutninger.

Men – kan den kvikke læser spørge – er der ikke også et rent-seeking tab på markedet? Virksomheder konkurrerer med hinanden og ender med at bortkonkurrere den profit, der måtte være i udgangssituationen. Svaret er nej: Konkurrencen ender ikke med et rent-seeking tab, fordi virksomhederne anvender prisen som redskab til at vinde markedsandele. Prissænkninger er ikke en samfundsøkonomisk omkostning, men en overførsel til forbrugerne. Det kan sammenlignes med køb af lodder i lotteriet ovenfor. Modsat omkostningerne til at samle sten gik prisen for lodderne ikke tabt, men endte i Punditokraternes lomme. Virksomhedernes mistede profit ved prisnedsættelser havner i forbrugernes lommer. Markedets priskonkurrence er et eksempel på en institutionel ramme, hvor der ikke opstår rent-seeking-tab.

Rent-seeking-fænomenet kan være en skarp linse at se mange økonomisk-politiske og politisk-filosofiske problemstillinger igennem. Det er f.eks. oplagt at spørge, hvilke institutionelle rammer, som i øvrigt kan begrænse omfanget af rent-seeking. Det er f.eks. temaet for konstitutionel økonomi. Og det må blive emnet for en senere blogpost i public choice-serien.