Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

En af de indsigter fra public choice, der på samme tid er dybt foragtede af mange mennesker og har dybe konsekvenser er, at folks individuelle stemmer i demokratiske valg er næsten totalt ligegyldige. Den første gang, nogen skrev offentligt om, var i 1793 da den franske matematiker og filosof Marquis Nicolas de Condorcet bemærkede, at på et individuelt plan er stemmeafgivelse ofte irrationelt. Anthony Downs formulerede indsigten omhyggeligt i sin 1957-bog An Economic Theory of Democracy.

Indsigten er meget simpel. I det sidste Folketingsvalg blev der afgivet i alt 3.604.940 stemmer (heraf 23.366 på Færøerne og 20.154 på Grønland). Sandsynligheden for, at en tilfældigt udvalgt borger i Danmark er pivotal – altså at hun kan påvirke valget – er derfor 0,00000028. Ja, det er seks nuller efter kommaet. Selv hvis vi går ud fra, at hun overvejer at stemme socialdemokratisk og derfor befinder sig omkring medianvælgeren, er sandsynligheden stadig kun 0,0000011 – så er vi nede på fem nuller efter kommaet. Sandsynligheden for, at ens individuelle stemme gør nogen som helst forskel er derfor i alle praktiske henseender absolut nul – det gør hverken fra eller til om du stemmer!

Set fra et snævert økonomisk synspunkt er det derfor et paradoks hvorfor folk alligevel stemmer. De får intet ud af det – deres stemme er ligegyldig – og de har konkrete omkostninger forbundet med handlingen. Ved sidste valg måtte jeg for eksempel gå op til Skovvangsskolen i regnvejr og stå en halv time i kø for at afgive en stemme, og derefter gå hjem igen i endnu værre regn. Alligevel troppede 85,9 % af vælgerne i Danmark op til sidste Folketingsvalg.

Der findes derfor en række teoretiske forklaringer på, hvorfor folk alligevel stemmer. Alle disse forklaringer har bekymrende implikationer. Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt? En anden er, at folk stemmer fordi de betragter sig selv som gruppemedlemmer i stedet for individuelle vælgere. Dette tillader dem at internalisere tusindvis af andre menneskers adfærd i deres egen adfærd, og derfor at komme over det store free-rider problem i stemmeadfærd. Rent normativt indebærer denne type ’stammeadfærd’ dog ganske ubehagelige konsekvenser, fordi den normalt kommer med meget stærke syn på verden som delt i ”os og dem.”

Den mest accepterede forklaring er dog teorien om ’ekspressive vælgere’, som forbindes med Geoffrey Brennan og Loren Lomaskys arbejde. Ideen i teorien, som blandt den yngre generation er videreudviklet af særligt Colin Jennings fra King’s College London, siger at folk ikke primært stemmer for at påvirke politiske beslutninger. I stedet stemmer de for eksempel for at sende et ’signal’ til andre om dem selv. Vil man gerne ses som særligt moralsk ophøjet, kan man vælge at stemme radikalt eller kristent i Danmark, og er ens identitet at man er socialt indigneret, går man hen og stemmer på Enhedslisten. Muligvis stemmer man også for at følge og opretholde en social norm om, at man gør sin ’samfundsmæssige pligt. Det særlige – og det normativt stærkt bekymrende – ved teorien om ekspressiv stemmeadfærd, er at vælgerne ikke behøver nogen som helst information om, hvad der foregår i samfundet eller hvad forskellige politikere og partier har af planer, for at afgive en ekspressiv stemme. Der er således heller ikke nogen grund til at bruge tid og andre ressourcer på at følge med eller søge politisk viden. Den måde, folk stemmer på, kommer derfor til at have ganske lidt med faktisk politik eller konsekvenser af politikken at gøre.

Begynder man at tænke over stemmeafgivelse og valghandlinger i en public choice-optik, er der således god grund til at tro, at demokrati ikke ligefrem fungerer som det er meningen. Ekspressive stemmer, manglende information, og næsten total mangel på incitament til at holde politikere ansvarlige for den faktisk førte politik indebærer, at chancen for at observere regeringsfejl er ganske høj! Og således bliver public choice også i denne vinkling ”Politics without Romance”, som James Buchanan formulerede det.

For en bredere introduktion til spørgsmålet om værdien af demokratiske stemmer og selve systemet, er der næppe bedre bud end Buchanans kollega Gordon Tullocks fine The Vote Motive. Udgivet af the Institute of Economic Affairs i London, med forord af punditokraternes gamle redacteur Peter Kurrild-Klitgaard og med efterord af Michael Munger, Charles Rowley og Stefan Voigt er den stadig en fornøjelse af læse.

8 thoughts on “Public Choice 8: Din stemme er intet værd – og alligevel stemmer du sikkert

  1. Georg

    Den simpleste er, at folk er så dumme eller uuddannede, at de ikke kan forstå, at deres stemme er ligegyldig – men hvis de er så tåbelige, får vi så dygtige politikere valgt?

    Eller måske forstår alle folk godt, at deres stemme ikke er afgørende. Men de ved at alle andre også ved det. Så hvis alle fulgte logikken, så ville de få tosser der faktisk stemmer pludseligt få enorm betydning.

    Alle ved også at det ingen effekt har at skrive et læserbrev, et blogindlæg eller andre enkeltstående små bidrag til samfundsdebatten. Det er uhøre sjældent og usandsynligt at en enkelt “analyse”/kommentar i Børsen nogen sinde har reelt har ændret en persons holdning til noget som helst.
    Alligevel giver det god mening – for hvis ikke nogen skrev noget, så ville debatten blive fuldstændigt overtaget af venstrefløjen.

    Min stemme behøver ikke at være afgørende for valget udfald mellem to blokke for at have betydning.
    Min stemme er med til at forhindre at andres stemmer bliver “pivotal”

    Svar
    1. Uffe

      Er man informeret en smule i public choice, fx ved at læse punditokraterne, så ved man også at det er naivt at tro at, selvom det unikke tilfælde skulle være at din stemme sørger for at dit parti kan sidde ved magten, partiet skulle gennemføre den politik du synes om.

      Svar
  2. Bræstrup

    Synes umiddelbart at Bryan Caplans forklaring om rational irrationality giver bedst mening

    Svar
  3. Lasse Birk Olesen

    Hvis man mener, at man stemmer for en politik der vil gavne samfundet, så kan den forventede værdi af stemmen være ganske høj:

    http://slatestarcodex.com/…/ssc-endorses-clinton…/

    “Andrew Gelman, Nate Silver, and Aaron Edlin calculate the chance that a single vote will determine the election (ie break a tie in a state that breaks an Electoral College tie). It ranges from about one in ten million (if you live in a swing state) to one in a billion (if you live in a very safe state). The average American has a one in sixty million chance of determining the election results. The paper was from the 2008 election, which was a pro-Obama landslide; since this election is closer the chance of determining it may be even higher.

    The size of the US budget is about $4 trillion, but Presidents can only affect a tiny bit of that – most of the money funds the same programs no matter who’s in charge. But Presidents do shift budgetary priorities a lot. GW Bush started a war in Iraq which probably cost $2 trillion; the CBO estimates Obamacare may cost about $1.2 trillion. Neither of these are pure costs – Obamacare buys us more health care, and military presence in Iraq buys us [mumble] – but if you think these are less (or more) efficient ways to spend money than other possible uses, then they represent ways that having one President might be better than another. If we suppose a good president would use these trillions of dollars at least 33% more efficiently than a bad president, then this is still $300 billion in value.

    So order of magnitude, having a good President rather than a bad one can be worth $300 billion. A 1/60 million chance to create $300 billion in value is worth $5,000; even the 1/1 billion chance afforded someone in a safe state is worth $300.”

    Svar
  4. Kjeld Flarup

    Hvis jeg lader være med at stemme, så øger jeg sandsynligheden for at en anden person kan afgøre valget til et udfald jeg ikke ønsker.
    Jeg tror de fleste er på det rene med, at de ikke med deres stemme afgør valget, men de fleste ved også at hvis de ikke stemmer og alle andre der mener det samme ikke stemmer, så ændrer det valgets resultat.

    Hvis vi tager et valg hvor 10.000 vælgere skal vælge mellem to kandidater, og 75% stemmer på kandidat A, er der så nogen vælgere som er “pivotal”. Uanset hvilken af de 10.000 vælgere der undlader at stemme, eller stemmer anderledes, ændrer det ikke på resultatet.

    Men så er der jo det danske Folketingsvalg. Her kan teorierne måske komme i spil, fordi der er 8-10 partier som mener det samme og får 90% af stemmerne.

    Svar
  5. Pingback: Vælgerparadoks for Alternativet ved kommunalvalget? – Punditokraterne

  6. Søren Fosberg

    I forbindelse med amerikanske valg er problemet et andet nemlig hvem der er mulighed for at stemme på. I USA bestemmes dette næsten suverænt af den økonomiske elite fordi der reelt ikke er loft over hvor meget kandidater kan støttes med økonomisk (Jf højesteretsafgørelse) Systemet omfatter udover valg til præsident og lovgivende forsamling (hvis loyalitet ligger meget næmere eliten end folket) tillige dommere og enhver anden valgt position som samme elite føler trang til at styre. Oven i det har eliten næsten fuld kontrol med medierne ligesom den ikke viger tilbage for ar bruge sin økonomiske magt til massiv misinformation (f.eks. klima) for at opnå sine politiske mål

    I Sovjet var der et fuldt udbygget demokrati med den undtagelse at partiet bestemte hvem der kunne stemmes på. USA har reelt det samme system. Selv om det ynder at fremstille sig selv som verdens stærkeste demokrati er det blot en myte der hører med til håndteringen af den naive befolkning i et plutokratisk system.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.